HANS BOGEN

FIRMA THOR DAHL

 SANDEFJORD



 1887—1937

1. OKTOBER


 JUBILEUMSSKRIFT

OSLO 1937
BLIX FORLAG A.S

 

Fra A/S Thor Dahl

til firmaets venner

og forbindelser

Denne bok er trykt

i 900 nummererte

og 100 unummererte

eksemplarer.

333

Copyright
Blix Forlag A.s, Oslo
Klisjeer: A.s Cliché. Trykk: J. Chr. Gundersen, Oslo.

 

FORORD

Det firma som idag heter «A/S Thor Dahl» begynte i Sandefjord den l. oktober 1887 — altså for 50 år siden — da Thor Dahl startet sin «Skibs- og Husholdningshandel». Thor Dahl døde den 15. april 1920, 58 år gammel.
        Firmaets nuværende ledere har ved 50 års jubileet ønsket å hedre hans minne ved å utgi et jubileumsskrift, og spurte nærværende forfatter om han vilde påta sig opgaven. Tross den korte tid for arbeidets utførelse, fra 25. juni til 1. oktober 1937, aksepterte jeg opdraget med glede.
        Mine personlige erindringer om Thor Dahl strekker sig tilbake fra jeg var 3 til 4 års gutt -— 1902—1903 — da Dahl i selskaper hjemme hos mine foreldre kom inn i barneværelset, tok mig ut av sengen, satte mig på armen og holdt «talen for barna».
        Jubileumsskriftet er først og fremst basert på firmaets arkiver og muntlig tradisjon.
        Blandt de muntlige kilder står jeg i særlig takknemlighetsgjeld til fru Ingrid Christensen, konsul Lars Christensen og direktørene Hans Winge-Sørensen og Ludvig Knutsen.
        Jeg må også få lov til å rette en takk til firmaets personale for velvillig bistand under utarbeidelsen av boken.
        Av personer utenfor firmaet må jeg få takke Thor Dahls søstre, frøken Dorthea Dahl og fru Lina Dahl-Andersen for bistand.
        Av havnefogd Hans Olsen, kontorchef i «Hvalfangernes Assuranceforening» Haakon Hansen, og havnebetjent Nils Marum har jeg fått kyndig hjelp under kapitlet om bottlenosefangsten. Under arbeidet med Thor Dahls annek-sjonsplaner på Svalbard fikk jeg verdifulle oplysninger fra dosent Adolf Hoel.
        Fru Karen Winge-Sørensen, skolebestyrer O. A. Hoffstad, tollkontrollør Trygve Monsen, kjøbmann Thor Paust, kaptein J. Jørgensen og fru Askildt er jeg også takk skyldig.
        Konsul Lars Christensen, fotograf Lauritz Bryn og direktør Ludvig Knutsen har hjulpet mig med innsamling av billedstoffet. Billedene fra Antarctis er utvalgt av Nils Romnæs blandt de fotografier han tok for konsul Christensen og frue under deres siste tur sydover i 1936—1937.

 

Kapitel 1. Thor Dahl 1862—1887:             Side

1.  Bakgrunn........................................ 9

2.  Barndom......................................   14

3.  Ungdom......................................... 18

4.  Primitive forhold...........................   19

Kapitel 2. Thor Dahl 1887—1900:

1.  Starten........................................   24

2.  De første 13 år.............................   28

Kapitel 3. Thor Dahl 1900—1920:

1.  Bakgrunn....................................... 42

2.  «Fugl Fønix».................................. 45

3.  Bottlenose-rederen......................... 50

4.  Hvalfangst-rederen.   «Alfa & Beta»   65

5.  Hvalfangst-rederen.  «Bryde & Dahl» 69

6.  Skibshandelen 1900—1914............ . 77

7.  Krigen 1914—1918......................   87

Kapitel 4. Thor Dahl intime:

1 Forretningsmannen....................... 114

2.  Venn og velgjører ...........             .124

3.  Kuriosa........................................ 136

Kapitel 5. «AS Thor Dahl»:

1.   Firma Thor Dahl 1920—1937....... 163

Bilag:

1.  A/S Thor Dahls flåte 1927.............. 173

2.  A/S Thor Dahls flåte 1937.............. 174

3.  Fangststatistikk.... ....................... 176

4.  Bestyrere og kapteiner i A/S Thor Dahl 1. oktober 1937 .       176

5.  A/S Thor Dahls Skibshandels personale 1. oktober 1937 178

6.  A/S Thor Dahls kontorpersonale for skibsrederi og hval-
fangst.......................................... 179

 

 

KAPITEL l

THOR DAHL 1862-1887

1. Bakgrunn.



        I «Sandefjords Tidende», det nuværende «Sandefjords Blad», som den gang bare utkom tre ganger i uken, kunde man lørdag den 1. og onsdag den 5. oktober 1887 lese følgende annonse:

        «Min idag i Hr. Walbys Gaard ved Torvet aabnede Skibs- & Husholdningshandel tillader jeg mig herved at anbefale paa det   bedste. Gode Varer. Billige Priser.

Sandefjord den 1ste Oktober 1887.

 

                 Thor Dahl.»

Samme annonse har sikkert også stått å lese i Sandefjords annen avis «Vestfold».
        Alle i Sandefjord kjente den gang godt både Valbyegården og Thor Dahl. Valbyegården — den kaltes den gang også Hagemansgården — lå på torvet nord for det hus (torvet 9) hvor kjøbmann Thor Paust idag har sin forretning. Kom man i 1887 kjørende nedover Storgaten og man så fortsatte i noenlunde rett linje, d. v. s. med en litt østligere kurs over torvet, vilde man havne utenfor inngangsdøren til Thor Dahls ny-åpnede skibs- og husholdningshandel. Og Thor Dahl, det visste alle i Sandefjord, var sønn til avdøde skolelærer Thor Helgesen Dahl, Det at han startet egen forretning bare 26 år gammel var det heller ikke noen som forundret sig over i de dager da man blev skipper i 19 til 22 års alderen, og byens kvinner klædte sig som sine egne bestemødre så snart de hadde fått et barn eller hadde fylt 30 år, og byens menn begynte å klage over alderdommens plager i 45—46 års alderen. I 80-årene i forrige århundre hadde man dessuten ikke våre krav til lang teoretisk utdannelse. Til gjengjeld gav man de unge guttene adgang til tidlig å høste erfaringer i sine fremtidige yrker ved aktiv deltagelse i det praktiske liv. Som vi senere skal se, hadde Thor Dahl da han 26 år gammel begynte «for sig selv» alt mer enn 15 års merkantil praksis bak sig.
        Thor Dahl — som dette skrift først og fremst skal handle om — var født 28. mai 1862 i Sandefjord som sønn av skolelærer Thor Helgesen Dahl og hans første hustru Anne Oline, los Mathis Hansens datter.
        Anne Oline var av gammel sandefjordsk skipperslekt med skyldfolk både i Sandefjord og Sandar. Thor Helgesen Dahl derimot var innflytter, født i Solem prestegjeld ved Skien i 1820 og utdannet til lærer fra Asker Seminar. I mars 1851 blev han ansatt som lærer ved almueskolen i Sandefjord og i 1857 giftet han sig med Anne Oline.
 

       
       Hun døde i 1864, bare to år efter at sønnen Thor var født. Det blev derfor ikke moren, men faren som kom til å prege sønnen under opveksten, og da Thor Dahl i 11 års alderen også mistet sin far, blev det selve det lille bysamfund og dets fremste borgere som kom til å få størst innflytelse på hans utvikling fra skolegutt til han i 1887 etablerte sig som selvstendig kjøbmann.
        Da lærer Thor Helgesen Dahl i 1851 kom til Sandefjord, hadde byen litt over 1000 innbyggere. Den var blitt kjøpstad i 1845, men var bare by av navn. De 1000 mennesker som bodde på stedet levet under samme forhold socialt, økonomisk og administrativt som de 442 innbyggere som byen hadde hatt i 1815. Da byen ikke hadde egen stortingsrepresentant, var valgdeltagelsen hvert tredje år minimal, og det kommunale liv var i sin aller spedeste barndom. Sandefjord hadde hverken vann, kloakk, ordnet brandvesen, politi, gatebrolegning, gatebelysning, brukelige hoteller eller annet sådant som hører en by til. Den var også uten kirke, prest, kirkegård, fengsel og sykehus.
        Kommunebudgettet balanserte med en samlet sum på 2064 speciedaler, d. v. s. 8256 kroner. Går vi 50 år frem i tiden, så vil vi finne at Sandefjords budgett i 1900 var blitt ca. 18 ganger så stort: 150 706 kroner. Men da hadde byen i 1858 fått egen byfogd, eget distrikts-fengsel og sitt første apotek (det annet fikk byen i 1899), i 1864 fikk almue- og borgerskolen ny bygning, i 1872 fikk byen sin egen kirke og kjøpte snart efter også prestegård, man begynte å anlegge skikkelige gater med stensatte renner og noe man kunde kalle for fortau. I 1876 får byen sitt første vannverk selv om ledningsnettet først blev spredt ut over hele byen i 1890-årene. I 1885 blir borgerskolen til middelskole og i 1887 får folkeskolen ny, stor, tidsmessig bygning. Man hadde fra 1860-årene av begynt å lyse op gatene om natten ved hjelp først av tran — siden petroleumslamper. Og da så Sandefjord i 1890-årene hadde fått et ordentlig kloakkanlegg og ordentlige brygger, kan man si at den i løpet av 50 år hadde forvandlet sig fra ladested til en virkelig by.
        Hvad Sandefjords skolevesen angikk var det i årene fra 1800 til 1850, de små forhold tatt i betraktning, ikke verre enn ellers i landet. Mens Oslo først fikk en virkelig almueskole — skole for fattige almuesbørn  — i 1806, hadde Sandefjord almueskole alt fra 21. april 1800. Skolen holdt til i Skåragården som lå på torvet rett øst for Valbyegården og i motsetning til almueskolen i Oslo var den i Sandefjord beregnet både på «såvel den fattige som den formuende». Siden holdt skolen til i forskjellige av byens hus, men i 1815 forærte konsul Hvidt byen en skolebygning, det nuværende Torvet 3, som den gang var et lite hus på 2 værelser. I 1848 fikk Norge sin første lov om «almueskoler i Norges Kjøbstæder» og da blev det gamle skolehus ved torvet ombygget til det enetasjes fire fags hus med mansard over inngangsdøren som står avbildet på side 296 i første bind av Hougens «Sandefjords bys historie». Her underviste da lærer Dahl inntil skolen i 1864 flyttet til sin nuværende tomt og til en bygning som Thor H. Dahl selv hadde levert tegningene til.
        Da lærer Dahl i 1851 blev ansatt, hadde skolen ca. 100 elever, og — han selv medregnet — 2 lærere, d. v. s. 50 elever på hver lærer. «Christiania almueskole» hadde da 12 lærere og 1800 elever, d. v. s. 150 barn på hver lærer, tross skoleloven av 1848 påbød at det ikke måtte være mere enn 60 elever i hver klasse. Hvordan dette blev ordnet i Christiania vet jeg ikke. Men i Sandefjord var jo alt i orden forsåvidt. Det blev forresten orden på tingene i enhver henseende efter at Thor Helgesen Dahl tiltrådte. Tidligere hadde det ustanselig innløpet klager over den dårlige skoleundervisning, klager som nu helt forstummer. Det er nok riktig som Hougen skriver om T. H. Dahl at «han vant straks fra begynnelsen av byens tillit, og beholdt den til sin død».
        Hans lønn var ved tiltredelsen 150 speciedaler = kr. 600 pr. år. Den blev hurtig øket til 200 spd. og siden fikk han flere små lønnspålegg. Men selv i 50-årene, hvor en skjeppe poteter kostet 7 skilling (23 øre), og en arbeiders daglønn var 80 øre på egen kost, var 800 kroner ikke tilstrekkelig for en lærer med kone og 4 barn. Og lærer Dahl måtte foruten sin skolegjerning også påta sig arbeider som gateregulering, utmåling av tomter, avisredaksjon, kommunerevisjon1), og han var dessuten dampskibsekspeditør. Dette siste kom til å få stor betydning for sønnen Thor Dahl.
 1) Kommunens budgett kom aldri i Thor Helgesen Dahls tid op i kr. 20 000 pr. år. Han reviderte også for privatfolk — og hadde i det arbeidet god hjelp av sin første kone. Han var sen og omstendig som revisor, hun var kjapp, men også meget pålitelig. Som menneske, derom er der enstemmighet, skal Anne Oline ha vært ualmindelig fin, snild og elskverdig.

 
 

2. Barndom.

 

        Thor Dahl var lærer Dahls eneste sønn og nummer tre i rekken av 4 søsken. Moren døde i 1864, Thor Helgesen Dahl giftet sig igjen i 1868 med Hanne Marie Paust og fikk en datter med henne.

        Det var vel fordi han var lærerens sønn at Thor Dahl begynte på skolen alt i 4 års alderen. Han spaserte da med sin far og sine to eldre søstre fra barn­domshjemmet i Storgaten 5 og til den nye skolebygning i Skolegaten 2). Lærer Dahl hadde alt i 1859 fått gjennemført fellesundervisning for piker og gutter, og lille Thor satt sammen med sine søstre ved et eget bord i skolestuen. Som elev hevet han sig aldri over gjennemsnittet, men i regning må han ha vært god, for skolebestyrer Steen Gustav Blix satte ham ofte til å regne ut hovedkarakterene for de andre elevene.
        Hvad vi ellers vet om Thor Dahls opvekst er ikke meget. På det punkt er vår viden spredt og tilfeldig.
 2) Den gaten som nu heter «Kirkegaten» het den gang «Skolegaten». Da byen i 1872 fikk egen kirke, blev den nuværende «Skolegaten» kalt «Kirkegaten», fordi den førte frem til den daværende kirke.
 

        Da den tidligere bankchef i «Sandefjords Sparebank», Chr. L. Sørensen d. y. feiret gullbryllup, skrev Thor Dahl et brev datert 15. oktober 1918 til ham, hvori han selv forteller litt om sin barndom. Chr. L. Sørensen var sønn av den rike Chr. L. Sørensen d. e. på Nordby, som i 1841 giftet sig for annen gang. Hans annen hustrus pikenavn var Inger Andersen. Hun overlevet sin mann i mange år (døde 1875). Chr. L. Sørensen d. e. var død i 1859.
        Det avsnitt av Dahls brev som har interesse for oss lyder: «Blandt mine glædeligste Minder fra Barndommen er mit Ophold paa Nordby hos Bestemor Sørensen som vi kaldte hende. Hun var svært snild og hendes Flødegrøt og den deilige Haven med sin gode Frugt husker jeg godt. Gerhard1) var vor specielle Ven, han husket os Barn med Leker naar han kom Hjem av Reis og af ham fik vi 4 Dale-barna hver 10 Speciedaler til Konfirmation. Af Søren2) fik jeg en Julaften «Eventyrskatten», han reddet ogsaa mit Liv en Vaar jeg paa Holkeføret aket ut i Mo-bækken (Ruklebækken) saa Vandet stod til Ørene. Jensine og Kirsten har jeg hørt var min avdøde Mors bedste Veninder. Af Bedstefar Aagaard3) fik jeg mangen en Kurv med Pærer. Aldrig har jeg faat gjort noget til Gjengjæld».
 1) G. Sørensen, født 1847, død 1916. Skipper, hvalfangstbestyrer, havnefogd, fiskeriinspektør og hvalfangsthistoriker. 2) Anton Sørensen, født 1850. Teologisk kandidat og lokalhistoriker. 3) Chr. L. Sørensen d. y. var gift med Aagaards datter: Anna Johanne.

        Familiene Aagaard og Sørensen hørte i 60—70-årene til Sandefjords handelsaristokrati. Og Thor Dahl, som vokste op under «en Lærers nøisomme Kaar», har tidlig kunnet trekke sammenligninger mellem en lærers bekymringsfulle økonomi og skibsrederens eller forretningsmannens — kanskje hasardiøse — men langt mere rummelige velstand.
 Det var ikke bare hos Aagaards og hos Sørensen at Thor Dahl fikk frukt. I huset vis å vis «Paustegården»1) — Prinsens gate 22 — bodde i Dahls barndom en skipper Larsen, kjent under navnet Sværstad-Larsen. Hans kone var svensk og blev kalt svenskemadam Larsen.
Til huset hørte det den gang, sorn nu, en stor, deilig have, og Dahl fortalte ofte om all den fine frukten han som liten hadde fått av svenskemadam Larsen. Frukt og fisk var Thor Dahls livretter gjennem hele livet.2) Men som liten forsmådde han heller ikke melk og kaker — og kaffe og kaker da han blev litt større — som Grøn i Lunden trakterte ham med.
Lærer Dahls familie blev boende i Paustegården også efter Thor Helgesen Dahls død i 1873. Men da bestemor Paust døde, blev huset solgt, og Hanne Marie Dahl flyttet med sin datter og, sine fire stedbarn til et hus i Nygaten (nu Rådhusgaten) som Dahl mens han levet hadde leiet ut til byfoged Schanche.3)
1) Da Thor Helgesen Dahl giftet sig med Hanne Marie Paust flyttet Dahls familie op i Prinsens gate 22, «Paustegården», nu dyr-læge Yeflings hus. 2) Apropos fisk, så blev Prinsens gate 22 senere solgt til herredskasserer Johnsen som sammen med kjøbmann G. A. Bøe tok mye ørret i Mobekken ennu ved århundreskiftet, s) Det huset kan vel ha ligget et sted mellem det nuværende Foss's hus og Posthuset.
        Thor Dahl kan vel da ha vært en 14—15 år gammel, men sikkert voksen for sin alder.
        Vi har tidligere nevnt at lærer Dahl bl. a. også var dampskibsekspeditør. Sandefjord har alltid hatt dårlige forbindelser både med inn- og utland. Selv i våre dager har byen bare fast forbindelse med Oslo ad sjøveien annen hver dag.1) Men i lærer Dahls tid bare en gang i uken. Ellers besørget man varetransporten ved hjelp av jakter. Det var en Tønsbergbåt, hjuldamperen «Bjørn Farmand», reder Andreas Foyn — bror av Svend Foyn — som i Thor H. Dahls tid besørget den faste ukentlige formidling av gods og passasjerer mellem Oslo og Sandefjord. Og lærer Dahl var dampskibsekspeditør. Og ganske som han tidlig lot sin sønn bli med på skolen lot han ham også tidlig delta i arbeidet med dampskibsekspedisjonene. Lille Thor måtte gå rundt med følgebrev og pakker, men han hadde også så og så meget for hver seddel eller hver pakke. Om vinteren når havna lå islagt måtte Thor Dahl dra på isen ut til Framnæsodden hvor «Bjørn Farmand» lå ved iskanten og «lastet» og «losset».
        Man skal fra denne tid ha funnet en liten notisbok som har tilhørt Thor Dahl og hvorav det fremgår at han alt den gang førte nøiaktig regnskap over sine inntekter og utgifter. Jeg er ikke i tvil om at det var denne tidlige og intime kontakt med byens kjøbmenn — parret med lyst og anlegg — som fikk Thor Dahl til å velge kjøbmannsyrket som levevei.
1) Men så har jo vi jernbanen. Den blev offisielt åpnet Larvik— Drammen i 1881.

 

3. Ungdom.

 

        Da Thor Dahl var 10 år, kom han fra almueskolen over på borgerskolen. Og snart begynte han om efter-middagene å arbeide i Guttormsens manufakturhandeL Det var formodentlig den gang han bl. a. gikk rundt i Sandefjords gater iført en alt for stor skrubbskinns-pels som levende reklame for dette nyttige vinterplagg som var til salgs i chefens butikk. Efter hvad Thor Dahl selv senere fortalte vakte annonsøren og pelsen større interesse hos hans jevnaldrende kamerater og byens gategutter enn hos de eventuelle voksne kunder.
        Straks efter konfirmasjonen fikk Dahl fast ansettelse hos manufakturhandler John Eliseus Sanne Wetlesen. Hos ham var han i 10 måneder. Foruten Dahl var der to betjenter til. Den ene av dein var den senere kjøbmann og bankkasserer Per Halvorsen. Både Wetlesen og Halvorsen blev Dahls venner for livet. Vis å vis Wetlesens butikk lå en annen manufakturforretning som alle bare kalte for «Filialen» fordi den virkelig var en filial under et Larviksfirma.
        Det var skarp konkurranse mellem «filialen» og Wetlesen. For å ergre «filialen» fant Thor Dahl på å forlate Wetlesens butikk med en masse varer lesset på kjerren eller kjelken. Varer som i all stillhet siden blev smuglet inn igjen bakveien. Men bestyreren av «filialen» måtte tro at Wetlesen hadde en svær omsetning i byen og omegnen.

 

       
      Efter 10 måneders praksis i manufakturbranchen sluttet Dahl hos Wetlesen — «da var'n omtrent utlært,» sa chefen — og tok post som handelsbetjent hos P. C. Pedersen, som foruten sin trelastforretning også hadde byens største kolonialvarehandel. Hos ham var Dahl i 9 år, inntil han startet sin egen forretning. Jeg tror ikke man derav har lov å slutte at det tar 10½ ganger så lang tid å bli «utlært» kolonialvarehandler som manufakturist. Sammenhengen er nok den at Thor Dahl hadde funnet ut at denne branche interesserte og passet ham best, og — slik forholdene den gang lå an — gav større muligheter for fremtiden. Og dessuten måtte jo Dahl, før han begynte for sig selv, få sig noen år på baken, legge sig op litt startkapital og skape sig tillit, kreditt og posisjon.

 

4. Primitive forhold.

 

        Av amtmennenes 5-årsberetninger for tiden 1850 til 1885 fremgår det at
byen
i 1850 hadde 18 detaljhandlere og 2 høkere
i 1855     »     26        —»—»       1 høker
i 1860     »     23         — »—
i 1865     »     30        —»—
i 1885     »     90        — »—

        Vi finner også betegnelsen «grosserer» brukt om en og annen kjøbinann, men den eneste som vi med sikkerhet vet selv har brukt denne «titel» var konsul og grosserer Christopher Hvidt. Det er ham «Hvidts Plass» er opkalt efter, skjønt han ikke har annen tilknytning til plassen enn at hans hus og have grenset op til «torvets» sydøstre hjørne. Plassen blev forært byen i 1856 av Chr. Sørensen d. e.
        Christopher Hvidt var Sandefjords mest representative og — til tider — byens rikeste mann i første halvpart av forrige århundre. Han døde på Kamfjord i 1862 — samme år som byens neste grosserer — Thor Dahl — blev født.
        De 27 kjøbmanns- og høkerforretninger som Sandefjord hadde i 1850-årene skal man neppe ta så alt for høitidelig. Det ser i hvert fall ikke ut som de samtidige har gjort det. Det var sjelden å finne en handelsbetjent bak disken. Når man åpnet butikkdøren, støtte dørens øverste kant til en bjelle som var festet med en metallf jær til veggen over dørlisten, og klangen av bjellen tilkalte kjøbmannen eller en av hans husstand. Og disse idylliske forhold fortsatte å dominere Sandefjords innenbys omsetning også i 60-årene. Den senere verkseier og hvalfangstpioner Chr. Christensen bestyrte den gang i et par år sin mors butikk. Det foregikk på den måten at han satt i bakværelset og spilte kort med venner eller bekjente, mens han fra tid til annen gløttet inn i butikken «for å se om det var kommet fisk i teina». Fisk, d. v. s. kunder.
        Så svært mange mennesker var det jo ikke å holde butikk for. Da Sandefjord i 1845 blev kjøpstad, hadde den 794 innbyggere. I løpet av de 20 år til 1865 øker folketallet til 1797. Men det var fortrinsvis de fattige eller omegnens bønder som var kunder i butikkene.
        De mer velstående tok varer hjem med sine egne skuter eller de kjøpte smuglervarer fra fremmede båter som anløp fjorden eller havnen. Og Sandefjords skuter blev ikke proviantert fra kjøbmannsforretningene. Det lot rederen besørge fra sitt eget hjem. Der blev kjøttet saltet og skibsbrødet — som var av grovt sammalt rugmel — bakt. Selv poteter var for dyre å anskaffe bare ved kjøp. Gamle sjøfolk har fortalt at de ofte, når de seilte i østersjøfarten, gikk i land på svenskekysten om natten og stjal poteter på bondegårdene. Man overlot til mannskapet selv å proviantere — ved å stjele.
        Grunnlaget for Sandefjords eksistens hadde i alle år vært trelast, skibsbygging og skibsfart, og det var skibsrederne, trelasthandlerne og skipperne, ikke kjøbmennene, som drog avsted med nettoen. Men de relativt gode konjunkturer for shipping og trelasthandel skapte dog efter hvert muligheter for en befolkningsøkning, og Sandefjord hadde i 1875: 2452 innbyggere og i 1887 nesten 4000. Mens byen ved begynnelsen av 1850-tallet bare fikk post 2 ganger i uken, hadde den ved 10-årets slutt både daglig postforbindelse med omverdenen og telegrafstasjon. I 1881 blev «grevskaps-banen» åpnet og i 1884 blev «Sandefjord og Omegns Telefonforening» stiftet. Grunnlaget for virkelig kjøbmannsdrift: kunder og lettvint og sikker forbindelse med utenverdenen, blev altså skapt i løpet av 70- og 80-årene. Dessuten fikk også Sandefjord på denne tid øket andel i den innbringende ishavsfangst på sel, bottlenose og hval. Det gav byen nye eksportprodukter, og det var neppe helt tilfeldig at vi i 70-årene fikk to nye, fine manufakturbutikker, Knud Baches og I. E. S. Wetlesens. Riktignok kunde man — i hvert fall hos Bache — også få kjøpt svisker, kandis -sukker og silketøier, men meningen var nok at nu skulde Sandefjords sjøfolk slippe å måtte reise til Larvik for å ekvipere sig.
        Fra 14—15 års alderen har Thor Dahl vært fullt klar over at han vilde vie sitt liv til handelen — bli kjøbmann. Om hans liv som handelsbetjent i 10-året 1877 til 1887 vet vi absolutt ingen ting bortsett fra at han alltid hadde noe godt med til søstrene når han kom hjem om kvelden. Han har vel hatt det som handelsbetjenter flest dengang: meget arbeide, liten lønn og ennu mindre fritid. I Tønsberg på denne tid var det skikk at handelsbetjenten gikk det første året bare for kost og losji. Så fikk han kost og losji og 100 kroner året. Arbeidstiden var ubegrenset. På torvdagene f. eks. måtte betjentene stå op klokken to, tre om morgenen for å fyre op i ovnene så butikken kunde være varm når bøndene ved 5—6-tiden strømmet til fra landdistriktene.
        Thor Dahl har vel ellers optrådt i overensstemmelse med de prinsipper han selv hevdet: «En ung mann skal være beskjeden, men ikke uten tiltak. Han skal ikke være i veien, men han skal være på pletten, slik at omgivelsene har følelsen av at: her er jeg, er det noen som har bruk for mig.»
        Men en mann med fremdrift kunde ikke nøie sig med bare å la sig bruke av andre. Vi vet, som nevnt, ikke hvad Dahl hadde som handelsbetjent, men i skatteligningen for 1896, 1897 og 1898 — altså 10 år efter at Dahl hadde etablert sig som selvstendig handlende — finner vi i 1896 handelsbetjent C. O. Schelbred med en årsinntekt av 800 kroner og en byskatt på kr. 31,64, og året efter: Fullmektig Schelbred, 900 kroner i inntekt og kr. 47,52 i byskatt. I 1897 finner vi handelsbetjent Hans Sperre lignet for 700 kroner i inntekt og med en byskatt på kr. 38,62. Og i 1898: Urmakersvenn Endre Lind, inntekt 500 kroner, skatt kr. 17,01.
        Tønsbergs høiest betalte handelsfullmektig i 1890-årene hadde en gasje på 1200 kroner i året. Men da gikk han også sporenstreks hen og leiet 2 værelser og kjøkken for 14 kroner pr. måned (uten aksjeinnskudd selvfølgelig) og giftet sig. Det er noe som heter «andre tider, andre menn», men hvorfor ikke også: «andre priser, andre menn».
        Når jeg har valgt å plukke ut de tre ovennevnte handelsbetjenter for å illustrere de økonomiske forhold blandt den mest velstillede del av den underordnede handelsstand i 1890-årene, er det fordi de alle — likesom Thor Dahl selv — hurtig arbeidet sig op til selvstendige og velstående kjøbmenn. De var alle av dem som både vokste med byen og gav byen vekst.

 

KAPITEL 2

THOR DAHL 1887 — 1900

I. Starten.

 

        Apropos priser, så kan det være av interesse for vårt emne å se hvordan prisnivået varierer fra 1875 da Thor Dahl begynner sin karriere som handelsmann i I. E. S. Wetlesens butikk og frem til 1913, året før Verdenskrigen:

       
        Prisene faller jevnt fra 1875 til 1879. Så får vi en kort opgangstid fra 79 til 82. Men så rusler prisene nedover igjen og når sitt laveste leie i 1887 — året da Thor Dahl den 1. oktober åpner sin skibs- og husholdningshandel.
        Og det var ikke bare prisene som var lave, det var riktig elendige tider hele landet over i 1885—1887. I 1886 skriver verkseier Chr. Christensen til Sandeherreds ligningskommisjon: «Jeg skal i Anledning den forestaaende Ligning faa meddele at jeg er Fant, ja mere end Fant. Ærbødigst Chr. Christensen.»
        Christensen blev reddet fra konkurs ved at C. A. Larsen med «Fortuna» den sommeren klarte å gjøre to gode turer på Ishavet efter bottlenose. Det er for øvrig den eneste gang i den norske bottlenosefangsts historie at en skute har klart å gjøre to turer i en og samme sesong.
        Men alle var ikke like heldige som gamle «kommandøren». Sandefjord hadde i 1885 10 konkurser, i 1886 17 (for hele Norge 741), og i 1887 13 (over hele Norge 602). Og blandt dem som måtte gjøre opbud var nesten alle byens spisser, menn som konsul Høst, skibsreder I. M. Bryde og kjøbmennene P. C. Pedersen og H. C. Raastad.
Mens de 25 år fra 1850 til 1875 hadde budt på tre kriger — Krim-krigen i 50-årene, Den nordamerikanske borgerkrig i 60-årene, og Den fransk-tyske krig fra 1870 - 1872 — med høikonjunktur ikke minst for de norske shipping byer, hadde de 15 år fra 72 til 87 vært preget av fred og prisfall. Fall i vareprisene og fall i eiendomsprisene.
        Bankchef P. H. Castberg i «Christiania Bank og Kreditkasse» innledet da også sin driftsberetning for året 1886 med følgende ord: «Enhver som med opmerksomhet har fulgt forretningslivet i den senere tid, vil vite at de fleste forretningsbrancher gjennem en rekke av år har arbeidet under særdeles ugunstige forhold. Navnlig har året 1886 vært rikt på kalamiteter innen forretningsverdenen.»
        Man skulde ikke tro at noen vilde føle sig «opmuntret» av slike tider og tilstander til å starte sin egen forretning. Men setter vi op en liste over de menn i Sandefjord som i løpet av 1887 etablerte sig som selvstendige kjøbmenn eller håndverkere, vil vi se at det ikke var så få:
1.     Den 1. mai begynner Peder Abrahamsen Gaaserud sin forretning i   manufaktur og sjømannsutstyr. Han hadde også sine første lokaler i Valbyegården. Idag holder forretningen til i Thor Dahls gate 25, altså ikke langt unda startplassen.
2.     Den 17. mai åpner O. A. Christophersen sin bakerforretning som han selv 75 år gammel ennu personlig drev i 1920 — Thor Dahls dødsår.
3.     Den 1. juli startet G. A. Bøe sin isenkrambutikk, som han, under utnyttelse av hvalfangstkonjunkturene, oparbeidet til store dimensjoner. Forretningen holder nu til i Storgaten 13.
4.     Hans Larsens kullforretning så dagens lys i 1887. Den eies nu av «Grønvolds Kullforretning A/S»,men har hele tiden hatt sine kontorer i Skippergaten 8.
5.     Barberer Evensen  — nu Torvet 1 — begynte sin forretning i 1887 og i samme hus som Thor Dahl: i Valbyegården.
6.     1. oktober åpner Thor Dahl sin skibs- og husholdningshandel.
7.     Den 15. oktober begynner Anton Evensen sin «Colonial og         Fedevareforretning i Heidemarks Hotel i Storgaden (Ch. Norstrøms forrige Butik)».
8.     Den 19. oktober åpner August Falleth sin bakerbutikk på hjørnet av     Storgaten og Nygaten — der hvor nu Sandefjords Farvehandel holder til.
        Åtte kjøbmenn og håndverkere som etablerer sine forretninger i det hardeste nedgangsår Sandefjord har kjent — det er ikke dårlig. Og bortsett fra Anton
Evensen1) som alt den 4. mars 1888 begynner «Realisationssalg grundet Ophør», gikk det dem alle godt, og de blev alle velstående menn.
1) Han drev siden en liten forretning oppe i Bjerggaten.

        De har vel alle akkurat som Thor Dahl måttet bygge — foruten på lånt kapital — på sin egen opdrift, nøisomhet og gode teft i bedømmelse av de muligheter byen og forholdene tross alt gav. Og de var alle menn som hadde lært å sette «tæring efter næring». 31 år sener skriver Thor Dahl et brev til en ung norsk forretningsmann i Amerika, og det brevet kan bidra til å belyse det «hell» som fulgte Dahl selv og hans samtidige. Brevet er skrevet den 26. oktober 1918: «    I anledning din meddelelse at Du har kjøpt Dig nyt hus og bil vil jeg dog som gammel buisinessmand henstille til Dig at drive Din forretning haardt og tjene best mulig penger, men anvend minst mulig til Dit eget behov, sæt pengene ind i banken, betal alting pr. kontant og udvid Dig ikke for stort.» Og samme prinsipper finner vi i et brev fra Dahl til en slektning i Oslo, skrevet den 4. februar 1905: «og forstår han nu at han maa lægge Arbeide i sin Forretning, samt Sparsomhed til det yderste. Gjør han ikke det, vil han med sin ringe Kundskab som Forretningsmand aldrig bringe det til noget   .»
        Det var, som man ser, ikke bare hell som gjorde Thor Dahl, G. A. Bøe, Hans Sperre, C. O. Schelbred o. s. v. til velstående kjøbmenn og borgere av Sandefjord by.

 


2. De første 13 år.

 

        Da Thor Dahl 1. oktober 1912 — allerede da millionær — feiret 25 års jubileum som selvstendig forretningsdrivende, fortalte han — ifølge Sandefjords Blads referat fra jubileumsfesten — bl. a. følgende om hvordan han forberedte sig til å åpne egen butikk: «Det var nu i grunnen smått stell da. Jeg reiste inn til Christiania med en anbefaling fra min tidligere prinsipal i lommen og gjorde mine innkjøp hos grossistene. Den første dag hadde jeg kjøpt for hele 37 kroner, og om kvelden satt jeg og regnet ut hvor meget jeg kunde tjene på den affære. Det gjelder som bekjent ikke bare å ha noe i sjappen, man trenger kunder og omsetning. Og folk var snilde mot mig. Jeg minnes idag en hel rekke fremragende menn og firmaer som på forskjellig måte op gjennem årene har vært mig til hjelp og støtte. La mig ved denne leilighet få lov til å takke dere alle sammen for dette. Selskapets skål.»
        Det var nu ikke alle som var like snilde. Da Dahl etablerte sig, måtte han låne ca. 8000 kroner. Men han hadde ikke drevet mange månedene før en av de tre kausjonister sa op sin garanti, tross han jo måtte skjønne at det var det samme som å slå Thor Dahl konkurs. Den som da reddet Dahl var gamle Anders Marcussen.1) Dahl bad ham om hjelp, og Marcussen hjalp og lånte Dahl de nødvendige penger — 5 000 kroner.
 1) Sel- og hvalfanger samt skibsreder. Født 1840, døde 1913.


        «Man må jo ha varer i sjappen,» sa Thor Dahl. For å få rede på hvilke varer den nye skibs- og husholdningshandel førte må vi lete frem Dahls annonser i avisene. Alle hans arkivsaker fra 1887—1900 strøk nemlig med i den store Sandefjordsbranden 16. mars 1900.
        Den 12. oktober 1887 averterer Dahl hvad hans forretning byr på:
«Fra min Husholdningshandel anbefales : Caffe i flere gode Kvaliteter. Caffe brændt. Raffinade, hel og klippet. Farin, hollandsk og skotsk. Riis, flere Sorter. Victoriaerter. Smaa Erter. Russiske Erter. Smør, flere Sorter. Kjæx, flere Sorter. Samt forøvrig de mest brukelige Husholdningsartikler. Alt i nye, friske Varer, til yderst billige Priser. Thor Dahl.»
        Og samme dag har han også tre andre annonser:
1) «Hvedemel og Rugmel, flere Nummere i Sækkevis og i mindre Dele, billigst hos Thor Dahl.»
2) «Mit Commitionslager af Vine fra Hr. P. A. Larsen, Christiania anbefales. Thor Dahl.»
3) «Ordres på høvlede og uhøvlede Materialier fra Skedsmo Dampsaug og Høv-leri optages. Priscourant samt Tegninger over List-Værk forefindes hos Thor Dahl.»
Den 19. oktober gjentas alle disse annonser. Men den 26. november finner vi tre nye:
1) «Støbegods. Et større Parti Støbegods er ankommet og sælges billig ved Thor Dahl.»
2) «Gement, ildfast Sten, ildfast Leer og Kalk billigst hos Thor Dahl» og
3) «Rødskjær1), Makrel, Sild, Brisling billigst hos Thor Dahl.»
        Thor Dahl averterer ikke mer i 1887. Men onsdag 25. januar 1888 finner vi: «Props. Props kjøbes i nogle Dager pr. Contant. Modtages av Anton Pedersen2) paa Tomt i Nybyen. Thor Dahl.»
Og 1. mai annonserer Dahl: «Malervarer. Kogt og raa Malerolie af Herrer P. W. W. Kildal3) & Co.'s anerkendte Fabrikata. Zinkhvidt No. 1. Oker, Ersts, Kridt, Terpentin & Zicativolie4) anbefales til laveste Priser.»
1) Den fineste kvalitet av tørfisk. 2) A. Pedersen var bror av T. D.'s tidligere prinsipal P. C. Pedersen. A. Pedersen handlet med props. Efter århundreskiftet var det Gjertsen i Grønlia (Kamfjord-gaten 3), Andersen & Thorsen på brygga og Anders Skorge, som handlet med props. 3) Grunnleggeren av Lilleborg fabrikker. 4) Tør-stoff som blandes i malingen for at den skal tørke hurtigere.

        Denne annonse og et par andre over andre artikler blir gjentatt 3., 5., 8. og 12. mai 1888. Som man ser, har Thor Dahl villet hamre inn hos eventuelle kunder at hos ham var det alt å få.
        Den 19. mai 1888 averterer Dahl aktuelle varer: «Græsfrø. Alsikke, Rødkløver, Thimothei og Vikke billigst hos Thor Dahl.» Og i samme nummer av avisen: «Bygningsspiger i alle Dimensioner i Kassevis til Fabrikpris.»
Dahl averterer igjen den 26. mai og 2. juni 1888, men så er det stille til vi igjen den 29. september finner en sesongvare avertert: «Støbegods. Kakkelovne, Magazinovne, Nessesaires, Komfurer, Kogeovner i godt Udvalg til billigste Priser.» Denne annonse innrykkes 24 ganger i hvert nummer av avisen like til 3. januar 1889.
        Leserne har vel alt merket at man ikke hadde så spesialiserte forretninger den gang som nu. Man måtte — som landhandlerne i våre dager — føre alle de varer man hadde kunder til. Og man måtte i høi grad legge an på å trekke omegnens bønder til sig, byfolkene hadde ikke med det daværende lønnsnivå særlig stor kjøpeevne.
        I 1887 — startåret — har Thor Dahl ingen juleannonse. Men 15. desember 1888 averterte han: «Til Julebagning: Fineste Conditorhvedemel. Rugmel No. 000. Smør i gode Kvaliteter. Smult extra godt vandfrit. Søde og bitre Mandler. Rosiner, Corinter, Succade, Honningsirup, Mjød, ægte holstensk, o. s. v.» Annonsen gjentas 18. og 22. desember.
18. desember averterer Dahl dessuten: «Nye friske Æg» og «Thornes Ansjos og franske Ærter.» Denne annonse blir også rykket inn i avisen den 20. desember.
        Thor Dahl var meget flittig annonsør i 1888. I 1889 finner vi bare 3 avertissementer fra ham. Ett den 3. januar om støpegods og ett den 13. april: «Tomme flasker kjøbes af Thor Dahl.» Denne annonse gjentas 16. april1)
 1) I 90-årene annonserer Dahl (7. desember 1898): «Ledige Vinflasker Kjøbes.

Det skulde gå 1 år før Thor Dahl igjen henvender sig til publikum gjennem avisene. Men tirsdag den 21. oktober 1890 averterer han:

        «Flytning. — Min Forretning er fra og med Mandag den 20. Oktober tilflyttet egen Gaard i Langgaden.

Thor Dahl.»

 

        Thor Dahls tidligere prinsipal, P. C. Pedersen i Langgaten, hadde måttet gjøre opbud i 1889. I det året finner vi følgende annonse i «Sandefjords Tidende» og «Vestfold»:
«Realisation av P. C. Pedersens Konkursboes kurante Varebeholdning paabegyndes Tirsdag den 15. dennes. Butikken holdes aapen fra 9—1 og 3—6.»
Thor Dahl kjøpte så selve gården med lagerbygninger av «Sandefjords Sparebank» for 14 000 kroner og flyttet sin egen butikk inn i de lokaler hvor han bare 3 år tidligere hadde stått som underordnet handelsbetjent.
Det har neppe vært noen sorg for Thor Dahl å flytte fra Valbyegården. For det første krydde det av rotter der, dessuten var selve huset fuktig og muggent.
 


        Det blev da også revet engang mellem 1890 og 1893.1)
 1) Hougen skriver s. 292 i første bind av sin «Sandefjords Historie», at Valbyegården først blev revet efter branden 1900, men det er galt. Kjøbmann Thor Faust som bodde i nabogården har for­talt mig at den var vekk i hvert fall i 1894.

        Barberer Evensen flyttet rett over til sitt nuværende lokale i Torvet 1, kjøbmann Gaaserud flyttet sin forretning over i Skåragården (Thor Dahls gate 20 er en levning av Skåragården), og Thor Dahl, som nevnt, til Pedersens hus i Langgaten, hvor han fikk et av de største og fineste butikklokaler i byen. Vis å vis hadde han sin gamle venn Per Halvorsen, som hadde etablert en kolonialvarehandel der hvor nu Østlandets Bygningsartikkelkompani, Kongens gate 26, holder til.
 

       
        Vel installert i sine nye lokaler averterer Thor Dahl nesten i hvert nummer av avisene i oktober og november. 21., 23. og 25. oktober averterer han forskjellige varer, og den 26. bl. a.: «Godt Husholdnings kjød, Prima amerikansk Kjød i Tøndevis og mindre Dele» Thor Dahl averterer i det hele flittig hele høsten utover.
        Den 6. desember blandt julevarer: «Corinter, Rosiner, Confectrosiner, Confectfigen, Krak-mandler, Paranødder, Valnødder, norske Hasselnødder og Appelsiner.»1) Morsommere er en annonse av 9. desember 1890. Den lyder slik: «Rotter — Rotter. Pettersens anerkjendte Rottemiddel anbefales av Thor Dahl.» Se det skulde Dahl ha brukt flittigere selv den gang han holdt til i Valbyegården.
        Da Thor Dahl høsten 1890 har fått avertert sitt nye butikklokale og sine anerkjente varer til «billigste priser», puster han i bakken hvad annonsering angår. Gjennem hele 1891 averterer han nesten ikke. Ikke engang juleannonser. I 1892 har Dahl en stor juleannonse, men i 1893 averterer han i det hele ikke.
        Tirsdag 30. januar 1894 finner vi i «Sandefjords Tidende» en annonse som er 7 cm. bred og 8 cm. lang. «Stor Auktion af Rugmel. Løverdag den 3die Februar Kl. 2 Eftrm. afholdes efter Vedkommendes Forlangende Auktion paa mit Lokale i Langgaden over et Parti nymalt extra paalideligt godt Rugmel i No. 1, 0, 000, Patent2). — Konditioner 3 maaneders Henstand. Sandefjord, 26. januar 1894. C. Holth.»3)
 1) Appelsiner fikk man den gang bare til jul og de var svært dyre. Thomas B. Chalmer & Fredrik Meyer forhandlet den gang appelsiner en gros i Kristiania. Også Harald Olsen & Co., som drev i finere kolonialvarer i Kristiania, forhandlet appelsiner. 2) En ennu finere kvalitet enn 000. 3) Holth var underfogd i Sandefjord.

        Men denne konkurranse har ikke den unge kjøb mann Dahl stilltiende villet finne sig i. Dagen efter averterer han:
        «Rug - Mel. Paa Grund av Melauktionen sælger jeg Lørdag den     3die Februar pr. Contant:
         Rugmel No. 1 pr. Sæk kr. 11,50 »
        » » » 0 » 12,25 »
        » » » 000» 13,75.
        Solide Kjøbere kan indrømmes 3 Maaneders Credit uden Salær. Thor Dahl.»
Dahls annonse var 12% cm. bred og 17 cm. lang. Det er den eneste jeg har funnet fra ham i 1894.
        Høsten 1895 averterte Dahl hyppig. Bl. a. «Saltet Uer», en vare som vi på Østlandet aldri har lært å verdsette, men som vestlandsfiskerne — og efter min smak med rette — anser som en delikatesse. Og 2. november 1895 finner vi en annonse som vil få alle kjøbmenn til å smile vemodig gjenkjennende: «Gjældsvarsel. Al gammel Gjæld til mig maa indbetales inden 14 Dage, hvis Omkostninger vil undgaaes.»
        Den 2. november 1895 kommer det også et annet manende oprop fra Thor Dahl: «Silden kommer. Silden kom til Ula1) igaar, betaltes i Laurvig med 10 — ti Kroner Maaltønden. Kjøb: Sildegarn, tørnede og utørnede, Tørninger, Græstaugværk, Dunker, Drægger, Garnsten, Manilla, tjæret Tougverk. St. Ubes Salt. Sildetønder. Ordres paa nye Sildetønder fra Laurvigs Tøndefabrik optages ved Thor Dahl.»
 1) En loshavn midtveis mellem Sandefjord og Larvik.
Undersøker vi fiskeristatistikken, vil vi finne for klaringen på denne annonse. I tiåret 1876 til 1885 blev det bare tatt 5990 hektoliter sild i gjennemsnitt pr. år i Vestfold. Men tiåret 1886—1895 gav 44 390 hektoliter i gjennemsnitt pr. år.1)
1) Silden forsvant snart igjen. I tiåret 1896—1905: 7450 hektoliter i gjennemsnitt pr. år.

        Og Dahl solgte ikke bare redskap til andre. Nei han kjøpte op sild for egen regning og man kunde se hans folk stå og sløie sild nede på bryggen. En annen ivrig «sildesalter» var skibsreder og skibsmegler Jean B. Linaae, far til den nuværende chef for firmaet av samme navn. Silden blev eksportert til Tyskland og østersjølandene. — Den gang kunde man altså få sine sildetønner fra Larvik. Nu får man dem fra Vestlandet og fra Akselsens Tøndefabrikk i Flekkefjord.
        Den 31. desember 1895 averterer Dahl: «Her sælges billig. Smør. Prima Sætersmør, Ima finsk Smør, Ima amerikansk Smør, Ima Meierismør, Ima Taffeleksport. Ost. Appetitost, Cheddarost, Eddamerost, Roquefort, Schweitzerost , Apricoser, Ferskner, Annanas, Syltede Ingefær, Jordbær og Ribsmarmelade, Multer....»
        Det finske smøret kom i store 40 kilos dunker. Det var godt. Det amerikanske derimot, som kom dels i tre, dels i stendunker, var ikke godt. Men det var selvfølgelig fint i forhold til den første hollandske margarinen som fra tidlig i 80-årene blev importert til Norge i kvartdunker á 25 kg. Den var aldeles forferdelig. Den vilde forholde sig til vår margarin idag, som boksesprit til 3 stjerners cognac.
        Fra 1895 begynner også Thor Dahl å avertere «Kortspil». Den 4. april averterer Dahl: «Billige Bordvine. Til daglig Brug anbefales: Italiensk
Landevin, rød 60 øre pr. flaske
—»—         hvid 60   »    »      »
—»—         rød 50   »    »      »
Disse Vine er særdeles gode og velsmagende. I dusinvis 10 Pct. Rabat hos Thor Dahl.» Dette avertissement gjentas i hele april måned. Ellers representerte Thor Dahl når det gjaldt vin og hetvin det ypperlige firma P. A. Larsen. Kjøbmann Guttorm Gran forhandlet P. Poulsen & Co.'s viner, og en tredje kjøbmann representerte Damman og Baltzersen. På den tid kostet god sherry og portvin kr. 1,60 og kr. 2,— pr. flaske. Den dyreste portvin man kunde få i Norge før 1914 kostet kr. 6,— pr. flaske. Andre tider, andre priser.
        Den 21. april 1896 har Thor Dahl igjen en sesongannonse. «Madjord i Læssevis billig tilsalgs hos Thor Dahl.» Denne «madjord» tok Dahl formodentlig på prestegårdstraet der hvor byens nye kirke nu ligger. I 1896 finner vi også for første gang avertert et realisasjonstilbud fra Dahl. «Restbeholdning af Brisling og Fedsild udsælges for Indkjøbspris hos Thor Dahl.»
 Det var så sjelden at Dahl tapte på en forretning at dette realisasjonssalg blev han ertet med ennu så sent som ved sitt 25 års jubileum i 1912.
        Den 6. juni 1896 averterer Thor Dahl: «Brus og Selters fra Moltke-Hansen i Drammen.» Moltke-Hansens brus og selters blev den gang regnet for de beste typer av mineralvann i Norge. Sandefjord hadde forresten en liten mineralvannfabrikk den gang. Den blev drevet av Barstad i hans egen gård, den som nu fru hvalskytter Christiansen har: Storgaten 20.
        Den 30. desember 1896 finner vi for første gang i «Sandefjords Blad» en annonse som nu er meget almindelig, særlig i «Kjøbmannsbladet», fra landhandlere som takker sine kunder: «Takk for det gamle Aar og godt Nyt Aar ønskes Kunder, Venner og Bekjendte.» Den som rykket inn denne annonse var ikke Thor Dahl, men konkurrenten Guttorm Gran. Thor Dahl averterer i det hele lite i forhold til sine kolleger. Mens de averterer daglig året rundt, averterer Dahl bare når han kommer med en ny vare eller når han vil gjøre opmerksom på at han har nettop de ting som sesongen krever. Den 15. juni 1897 averterer Dahl: «Desinfektionsmidler. Brambanis Desinfektionspulver, Klorkalk og Torvstrø hos Thor Dahl.» Brambanis fabrikk lå i Sandvika. Dahl fikk også tjærestoff fra ham.
I 1897 averterer Thor Dahl også for første gang: «Petroleum og Water White, Prima ren ublandet Pensylvania Petroleum og Water White1) fra Det norske Petroleums Kompagni2) i Foustager og mindre Dele Kronlys og Stagelys, Schioldborgs Toiletsæber: Oppoponax, Mandel, Glycerin, Asseptin, Rose, Sigurd Feirings Mundvand o. s. v.»
 1) Den beste, lyseste parafin. Den almindeligehet«StandardWhite». 2) Nuværende «Østlandske Petroleumskompani». — Apropos såper, så kom de i lange stenger, fire i hver eske. Den var ofte rød som en lebestift i våre dager «og luktet godt».


        Vi vil avslutte kapitlet om Thor Dahl som annonsør med å citere hans juleannonse 18. desember 1897: «Thor Dahl anbefaler Julegodt: Appelsiner, Vindruer, Gravenstener, Alexandraæbler, Citroner, Confect i løs vegt, Confect i smaaæsker, Cathrineplommer, Candiserede Bananer, Confectrosiner, Krakmandler, Valnødder, Paranødder, Kocusnødder, Spanske Hasselnødder, Kastanjer, Apricoser, Figener, Confectfigen, Spisechokolade i 10 øres Plader, Juletræpynt, Cigarspidser, Russisk Marmelade i Æsker, Røgede Hamburger-skinker, Spegepølse, Metwurst, Schweitzerost, Stolzerost, Edamerost, Gjedost, Nøgleost, Mysost, Fin fine Asparges paa Glas og i Boxer, Russiske Erter, Engelske Marowfatserter, Franske Erter, Asparges-bønner, Rosenkaal, Artiskopper, Grønne Kronerter, Syltede Frugter i Glas og i Boxer, Husk P. A. Larsens Vine med Rabat i Dusinvis — i godt udvalg hos Thor Dahl.»
        Denne juleannonse måtte vel være holdbar og anvendelig også i 1937. Kanskje vilde vi under avdelingen frukt ha føiet til: Grapefruit.
        Det annonsemateriale vi har behandlet ovenfor forteller kanskje mer om Thor Dahls husholdnings- enn om hans skibshandel. Og det er naturlig nok. Det publikum Thor Dahl ønsket å nå når han averterte i byens aviser var nettop i første rekke husmødrene. Når det gjaldt å skaffe sig leveranser av proviant og rekvisita til sel-, bottlenose- og hvalselskapene eller koffardi-flåten måtte han anvende andre metoder. Først og fremst personlig bearbeidelse gjennem bekjentskap eller vennskap med rederen, dernest at kjøbmannen hadde ledig kapital til å tegne eller kjøpe skibsparter eller aksjer mot til gjengjeld å få provianteringen eller utrustningen av partsrederiets eller aksjeselskapets båter. Alt det arkivmateriale som skulde fortalt oss om denne side av Dahls forretning i 1890-årene strøk med i den store bybranden i mars 1900. Det er først fra 1903 at firmaets arkivstoff tillater oss å trekke sikre slutninger med hensyn til forretningens daglige drift. Men vi kan nok gå ut ifra at Thor Dahl alt i 90-årene har anbragt en del av sin fortjeneste i papirer som ikke bare skulde være direkte rentebærende, men også indirekte gi utbytte ved å skaffe skibshandelen kunder.
        Et spørsmål som jo må interesere oss i denne forbindelse er hvad forretningen har kastet av sig i årene fra 1887 til 1900. I 1888 har Thor Dahl, ifølge ligningen, 3000 kroner i formue, 1200 kroner i inntekt og betaler kr. 63,55 i byskatt. Elleve år senere, i 1898, er Thor Dahls formue — også ifølge ligningen — 20 000 kroner. Inntekten blir satt til 5000 kroner og han har en byskatt på 433 kroner, og en statsskatt på 94 kroner.
Den rent skjønnsmessige vurdering av formue og inntekt som man la til grunn ved utligningen av skatter før den obligatoriske selvangivelse blev innført i 1913 —19141), gjør at ovenstående tall ikke forteller oss hvad Thor Dahls virkelige formue og inntekt var, men de forteller oss i hvert fall om en sikker og jevn progresjon i begge henseender.
 1) Ifølge skatteloven av 1911.


 

KAPITEL 3.

 

THOR DAHL  1900-1920

1. Bakgrunn.

 

        Tiden fra 1875 til 1888 hadde budt på en nesten sammenhengende rekke av dårlige år for Sandefjords skibsfart, skibsbygging og trelasthandel. Og det blev da også år med liten innenbys omsetning. Men fra 1888 blir tidene merkbart bedre, det blir niere omsetning og større inntekter for handelsmenn så vel som for andre næringsdrivende. Vi finner også en sterk stigning i alle eiendomspriser.
Sandefjord hadde i 1885 688 skatteborgere med tilsammen kr. 3 180 000 i formue og kr. 796 000 i inntekt.
I 1900 hadde Sandefjord 1294 skatteborgere, med kr. 6 146 000 i formue og kr. 1 439 000 i inntekt.
Hvad Thor Dahl angår har han vel ved århundreskiftet hatt en formue på mellem 25 og 50 tusen kroner og en inntekt på 10 á 20 tusen. Ingen rik mann, men en solid og velsituert kjøbmann.
        12 år senere er Dahl millionær og ved sin død i 1920 mangemillionær. Han var fra 1910 ubestridt byens rikeste mann, men der var også mange andre rike menn i Sandefjord, og — og det er det all grunn til å merke sig — menn hvis rikdom ikke bare var avhengig av eller basert på krigskonjunkturene.
I 1881 skrev Sandefjords daværende ordfører til amtmannen i Jarlsberg og Larviks amt: «Her er ingen store formuer eller inntekter.» Skolebestyrer Hoffstad, som var byens ordfører i 26 år, bl. a. i alle år fra 1. januar 1911 til 31. desember 1934, vilde ikke kunne ha sagt det. Sandefjord har siden 1910 vært godt forsynt med rike firmaer og formuende menn, samtidig som det også har vært jevn velstand blandt de lag av befolkningen som ikke direkte kan karakteriseres som rike. Men selvfølgelig er det først og fremst de store firmaers skatteevne som har gjort det mulig for en by på 6315 mennesker i 1937 å kunne bære et kommune-budgett på kr. 2 093 440,64 med en skattøre på «bare» 12,5 procent.

 

Byens budgett var i:

 

1845 kr.

2 000,00

1875 »

23 000,00

1890 »

80 467,00

1900 »

150 706,00

1910 »

206 557,00

1920—1921   »  

1 896 897,00

1930—1931   »  

1 708 776,00



        Sandefjords skattydere hadde i 1900 en samlet antatt formue på kr. 6 146 000. I 1915 kr. 20 593 950. I 1930 kr. 39 000 000.1)
At Sandefjord i løpet av 30 år og med en minimal befolkningsøkning innen sine egne grenser2) kunde seks-doble sin formue skyldtes først og fremst at byen fikk del i den shipping-, fangst- og handelskapitalisme som fulgte i industrialismens og den moderne teknikks kjølvann. Denne moderne handels- og forretningskapitalisme som nettop var et så utpreget byfenomen. Mens landdistriktene i Vestfold fylke i årene fra 1814 til 1914 fordoblet sin befolkning, seks-doblet byene sitt innbyggerantall. Og den vesentligste del av befolknings­økningen på landet fant sted i århundrets første halvdel. Fylkets landdistrikter øker sin folkemengde fra 1815 til 1865 med 76 procent, men fra 1865 til 1914 bare med 18 proeent. I 10-året 1890—1900 vokser innbyggertallet i Vestfolds byer med 358 pr. år, men i landdistriktene bare med 5. I neste tiår vokser byene med 142 pr. år, bygdene med 311. Men mest verd å merke sig er det at rene skogs- og innlandsherreder som Hoff, Ramnæs, Andebu, (Hedrum) og Lardal går tilbake i folketall i de 50 år f ra 1865 til I914.3)
 1) I 1920—1921 hadde Sandefjords borgere en samlet formue stor: 64 millioner. Men det skyldtes krigsinflasjon og er uten interesse for nærværende fremstilling, hvor vi mest mulig vil skildre de normale forhold. 2) I 1900: 4869 innbyggere. I 1930: 5931 innbyggere. 3) De nevnte bygder hadde tilsammen i 1865: 14 523 innbyggere. 11914: 14 232 innbyggere.

        Det var ikke lengere, som i Middelalderen, skog og jord som nu først og fremst skulde skape betingelser for en økning i folketall og velstand. Nei, det var industri, fangst, handel og skibsfart.
        I 1897 hadde Thor Dahl en antatt formue på 18 000 kroner og en inntekt på kr. 4800. Samme år blev godseier Treschow i Larvik lignet for 4,7 millioner i for­mue og kr. 339 940 i inntekt. Kammerherre Knutzon i Larvik hadde en formue på 2,8 millioner og en inntekt på 105 000 kroner. Treschows og Knutzons formuer hadde igrunnen sin oprinnelse i Middelalderens feudale storgodskapitalisme, men den var nu uten ekspangsjonsmuligheter, kunde i hvert fall ikke klare det ved egen hjelp. Den var stabilisert for ikke å si stagnert.
Ekspangsjonskraften og ekspangsjonsmulighetene lå nu i industri, fangst og handelskapitalismen. Og det er som en typisk eksponent for moderne handel og fangst at vi vil møte Thor Dahl i årene fra 1900 til 1920.


 

2. «Fugl Fønix».

 

        Natten til den 16. mars 1900 brente størsteparten av Sandefjords centrum og forretningsstrøk. 55 gårder med en brandtakst til 1,5 million kroner strøk med plus varebeholdninger og innbo for1 million. Ilden herjet fra den nuværende «Dronningens gate» i vest til «Storgaten» i øst, og fra «Rådhusgaten» i syd til «Stockfletdts gate» i nord.
        Tre dager efter branden kunde kjøbmann C. O. Schelbred, som den første av de brandlidte kjøbmenn åpne sin manufakturvarehandel igjen. Han hadde fått reddet en god del av sitt varelager som selve brand-natten blev stablet op inne i «avholdslokalet» i Jernbanealléen. Men også Thor Dahl var tidlig ute. Den 3. april averterer han at: «Min Butikforretning fortsætter i min Pakbod i Langgaden og anbefales som godt assorteret.» Thor Dahls våningshus og forret-ningsgård brant, men bua og varebeholdningen der blev reddet. Den senere havnefoged Kristian Anderssen, den gang en ung og sprek sjømann, har selv i sin tid fortalt mig at han satt skrevs over taket på boden til Thor Dahl og pøste vann over den. Det var først dagen efter at han fikk høre at det også hadde vært dynamitt i bygningen!
        Post- og telegrafvesenet hadde undgått branden, så det lot sig gjøre å få bestilt og sendt varer ned fra grossererne i Oslo. Og hele mai måned averterer Dahl «Bygningsspiker, Bølgeblik, Vegpap, Isoleringspap, Veggestrie, Tagrosetter, Gement, ildfast Sten, o. s. v. er at faa hos Thor Dahl». Men alt den 4. april hadde han avertert: «P. A. Larsens Cognac, Whisky, Aquavit, Genever, Punch og Kaffelikør». Og den samme brennevinsannonse har Guttorm Gran og alle de andre kolonialkjøbmenn med rett til «småsalg av vin». Om annonsen har vært ment som opmuntring for de brandlidte eller en opfordring til de byggmestre, håndverkere og bygningsarbeidere som i denne tid oversvømte byen, det er det ikke godt å svare på nu.
 

Bodene i Langgaden, Kongens gate 25, hvor Thor Dahl hadde sitt utsalg i de første månedene efter bybranden natt til 16. mars 1900.

«Vestfoldgården», Dronningens gate 9, hvor Thor Dahl drev sin forretning og bodde fra høsten 1900 til 1902.

Storgaten 23 hvor Thor Dahl drev forretning fra 1902 til 1910. 2. etasje leide han ut til hvalfangstbestyrer Ingvald Bryde.

Thor Dahls hus Hjertnespromenaden 7, hvor han hadde sitt hjem fra 1904 til 1910. Av de tre personer som står på verandaen i første etasje er den midterste Thor Dahl.


        Hele byens centrum måtte nu omreguleres og til stor hjelp under dette arbeidet var det at ordfører Hoffstad, bare noen uker før branden hadde fått bystyret med på å kjøpe 28 mål av Sandar prestegårds grunn. Det var jordene på nord- og sydsiden av den nuværende Stockfledts gate. Ikke minst takket være dette heldige tomtekjøp gikk den nye regulering nokså smertefritt for sig. De fleste huseiere fikk litt større og bedre tomter enn de hadde hatt før den 16. mars, og de ekspropriasjoner som kommunen måtte foreta slapp den billig fra til en pris av 4—5 kroner m2. Men med en undtagelse.
        Den nuværende Dronningens gate som het «Løkkegaten» før branden, stoppet ved den nuværende Kongens gate. For nu å få gjennembrudd og få ført gaten videre nordover op mot «Bommene» måtte man ekspropriere Thor Dahls brandtomt og prisen blev av skjønnsmennene satt til 15 kroner m2. En uhørt pris dengang.

        Thor Dahl kunde selvfølgelig ikke fortsette å drive sin forretning fra trebuene på hjørnet av Kongens gate og Dronningens gate. Den 17. november 1900 oplyser han: «At min Forretning D. D. er tilflyttet Hr. Thoralf Klavenæs’s nye Gaard bekjendtgjøres herved.»

        Det var i «Vestfoldgården» (Dronningens gate 9) at Dahl nu leiet både forretningslokale og privatleilighet. Her blev han i to år inntil han i 1902 kjøpte Storgaten 23 av kjøbmann C. A. Sandbergs arving. Han betalte 27 500 kroner for gården og den store 2500 m2s tomt og have som hørte til. Hvor meget han betalte kontant har det ikke lykkes mig å få rede på. Her hadde han sin forretningsgård inntil han i 1911 flyttet ned på «brygga». Den 16. april 1904 kjøpte Thor Dahl «Hjertnespromenaden nr. 7 av A. F. Klaveness for 24 000 kroner mot at Thor Dahl bl. a. overdrog Klaveness eiendom gr.nr. 120, br.nr. 11 og gr.nr. 120, br.nr. 22 i Sandeherred».  Her på Hjertnes hadde Thor Dahl sin privatbolig til han i 1911 også flyttet sitt hjem til Badehusgaten 3 — nu Thor Dahls gate 1—3.   Huset på Hjertnes solgte han ifølge skjøte av 6. september 1910 til sin svigersønn konsul Lars Christensen. Da konsul Christensen flyttet til sitt nuværende hjem på «Ranvik» i Sandar, kjøpte Thor Dahl villaen på Hjertnes tilbake og forærte den til sin svoger doktor Freng, Hjertnespromenaden 7 eies nu av dr. Frengs svigersønn, ingeniør Arnt Wegger.

        Dette kapitel har fått titelen «Fugl Fønix», først og fremst fordi Sandefjord by — og Thor Dahl med byen efter branden av 16. mars 1900 reiste sig fornyet og forynget av asken. Men også fordi samme lykkelige skjebne blev byens nye hovednæringsvei: hvalfangsten, til del. Den var i årene fra 1900 til 1905 ute i en krise så hård at bedriften ikke har kjent make til den før nu i 1930-årene — men hellet fulgte oss den gang. Det skulde vise sig at det nettop var i disse kriseårene at grunnlaget blev lagt for den ekspansjon som fra 1905 til 1910 omskapte den norske hvalfangst fra å være en provinsforretning til å bli en verdensbedrift. Også hvalfangsten steg efter 1900—1904 som en fugl Fønix av asken.
        Sandefjord hadde fått sitt første hvalfangstselskap «Håbet» i 1880. Det fanget på Finnmarkskysten. Fra Finnmarkskysten spredte de norske fangststasjoner sig til Island, Færøyene, N. Shetland og Svalbard. Og det blev snart Sandefjord som tok ledelsen i denne ekspansjon. Av 29 norske selskaper var i 1904 de elleve hjemmehørende i vår by. Selskapene på Island, Færøyene, N. Shetland og Svalbard fanget da ennu relativt bra, selv om alle var klar over at det gikk nedover med hvalbestanden. Men på Finnmark gikk det elendig, der var hvalen blitt så sterkt beskattet at da staten i januar 1904 gikk til fredning av feltene langs norskekysten, var det ikke noe hval igjen å frede. I 1896, 1897 og 1898 hadde ennu verdien av Finnmarksfangsten, tross dårlige oljepriser, utgjort over en million kroner, men i 1899 og 1900 — og med langt bedre priser for oljen — bare henholdsvis 712 000 og 498 000 kroner. I 1899 drev «Tønsberg Hvalfangerselskap», «Stokke Interesentskap» og «Håbet» med direkte tap. Og «Christiania Hvalfangerselskap» som var blitt stiftet i 1883 med en aksjekapital på 300 000 kroner, solgte i 1900 sitt materiell for 70 000 kroner til et interessentskap bestående av herrene A. F. Klaveness d. e. og Thor Dahl.
        Vi har i kapitlet «Starten» sett at Thor Dahl begynte sin skibshandel under krisen i 1887, da prisnivået lå lavere enn i noe annet år mellem 1875 og 1913. Det er da interessant å se at han også begynner sin karriere både som bottlenose- og hvalfangstreder i en tid da de fleste trodde at både bottlenose- og hvalfangsten sang på sin svanesang.
        I de kommende tre kapitler skal vi se at det blev Dahls deltagelse i bottlenosefangsten som «først gav ham marv i beina» som hans samtidige uttrykte sig, og hans deltagelse i hvalfangsten som skulde gjøre ham til Sandefjords største personlige skattyder.


 

3. Bottlenose-rederen.

 

        Bottlenosefangsten representerer en meget kort epoke i norsk fangsthistorie, den er mest for en episode å regne. Når den allikevel får et langt kapitel her, er det dels av pietetsfølelse, dels fordi den i de 30—40 år den varte fikk sin store betydning for Vestfolds næringsliv og for de menn som bar den frem og som arbeidet i bedriften. Den var en sesongfangst som tillot bondeguttene i Jarlsberg og Larviks amt i løpet av en tre — fire måneder hvert år å tjene litt kontanter til hjelp ved siden av hvad gårdsbruket kunde kaste av sig og den var med å utdanne de habile fangstfolk og skyttere som siden skulde praktisere med så stort hell syd i Antarktis. Den gav dessuten rederne, skibshandlerne og håndverkerne (leverandørene) en pen fortjeneste, særlig i tiåret 1885 til 1895.1)
 1) Det var i 1889 C. A. Larsen gjorde 2 bottlenoseturer i en sesong. Han kom først hjem 14. juni med ca. 1050 tønner spekk av 108 dyr og så 6. august med ca. 330 tønner spekk av 33 bottlenose.



        Bottlenosehvalen — nebbhvalen — er den nest største av tannhvalene. I almindelighet blir den 6 til 8 meter lang, men det skal være målt eksemplarer på op til 12 meter. Hvert dyr gav Ca. ett tonn olje, men var det en stor og fet «fisk»1) kunde det rekke op i to tonn. Fangstfeltet strakte sig fra Færøyene til Svalbard, og sesongen varte fra mars—april til ut i juli.
        Det var skottene som i 1870-årene begynte med bottlenosefangst. Tønsbergenserne, som var de første nordmenn som drev sel- og hvalfangst på moderne forretningsmessig basis, var også pionerer i bottlenosefangsten. I 1883 sendte Alf Monsen fra Tønsberg bottlenosefangeren «Eskimo» til feltet mellem Island og Jan Mayen og skuta kom hjem fra sin første sesong med 33 dyr.2) Tre år senere hadde Vestfold en bottlenoseflåte på 22 skuter og i 90-årene talte den norske bottlenoseflåte 65 fartøier. Men fra 1895 gikk det nedover med fangsten og i bedriftens siste år fra 1905 til 1920 var det — ihvertfall fra sydostkysten — formodentlig bare Thor Dahl som drev den i større stil. I årene mellem 1885 og 1900 skal års verdien av fangsten ha variert fra 312 til 746 tusen kroner. Men efter århundreskiftet gikk det jevnt nedover og Vestfolds bottlenoseflåte, som ennu i 1908 talte 30 skuter, var i 1913 nede i tolv. Årsakene til denne nedgang skal vi komme tilbake til senere.
 1) De gamle, fete bottlenosene blev kalt for «tønnebånder». Når bottlenosen blev gammel, fikk den nemlig en hvit, rund flekk i pan­nen som lignet bunnen på en tønne. 2) «Eskimo» hadde også vært ute i 1882, men gjorde da ingen fangst.


THOR DAHLS BOTTLENOSEFANGERE
Skutas navn      Byggested og år
Kutter: «Glimt» Grimsby 1880 (1881?)
Skonnert: «Haabet» Av Chr. Christensen 1883 for SvendFoyn. Kr. 40 000. C. C. kjøpte den tilbake 1897—99 og solgte den i 1902 til C. J. Evensen som overdrog ½ part til Thor Dahl.
Skonnert: «.Marianne» I Slagen eller Aasgaardstrand 1879
«John» Elmshorn
Galeas: «Saga» Bergen 1871
Kutter: «Patria» Grimsby 1886
Skonnert: «Tangen» Kragerø 1881
«Marie» Finnland 1881 (?)
Skonnert: «Vesta» Mandal 1853
Materialer  Tonnasje og dimensjoner   Innkjøpt    Solgt
«Glimt»: Furu, ek, pitch-pine-142 n. r. t.- dim: 93,3' x 25,5' x 10,7'
Fra Moss i 1900-til Sverige for kr. 3000 i 1926.
«Haabet» Til Færøyene i 1923 for kr. 6000
«Marianne» Furu, bjerk, ek og bøk-128 n. r. t.-Dim: 96,6' x 23, 7' x 10,7'. Fra Larvik 1902-til Åkrehavn 1915. Minesprengt 1918
«John» Fra Bergen 1904?-Brente 13. april 1908
«Saga» Furu, 60 n. r. t., dim: 72' x 21,1' x 9,1' Fra Tønsberg 1906—1907 for kr. 5000. Til utlandet i 1916.

«Patria» 58 n. r. t., Fra Tønsberg i 1908. Forsvant med mann og mus i 1911.
«Tangen» Furu, ek, pitch- pine, 142 n. r. t., 93,3' x 25,5' x 10,7’. Fra Fredrikstad (NielsTorbjørnsen) i 1910. Til Oslo 1915.
«Maria» 100 n. r. t. 88,3' x 21,1' x 9'.Fra Tønsberg i 1910. Til Finnland i april 1913.
«Vesta» Ek, furu og pitchpine. 86 n. r. t. 74,8' x 21,8' x 9,7’. Fra Tønsberg i 1911. Til Finnland i april 1913.

        Fra 1900 til 1917 hadde Thor Dahl i alt 9 bottle-nosefangere, skuter han dels selv eide, dels disponerte i sameie med andre. Det var:
«Glimt»   kjøpt i 1900 og solgt i 1926.
«Haabet» i 1902 solgt i 1923.
«Marianne» i 1902 solgt i 1915.
«John» i 1904(?) brente 1908.
«Saga» i 1906/07 solgt i 1916.
«Patria» i 1908 forliste i 1911.
«Tangen» i 1910 solgt i 1915.
«Marie» i 1910 solgt i 1913.
«Vesta» i 1911 solgt i 1913.

        «Patria» er formodentlig blitt kjøpt for å remplasere «John» og «Vesta» for å remplasere «Patria». Fra 1913 begynner Thor Dahl å selge sine bottlenose-fangere, vi skal siden se hvorfor.
        Bottlenoseskutene fra Sandefjord drog avsted hjemmefra i mars—april måned. De fleste hadde ligget i vinteroplag ved Huvik og Stubb. Tidlig i mars fikk da bankchefen i «Sandefjords Aktiekreditbank» en rekke enslydende brever av følgende innhold: «Undertegnede ansøger herved til Driftsudgifter en Kassa-Credit stor indtil Kr. 10 000 med Herr Thor Dahl som Selvskyldnerkautionist. Assuransepolicen for Kr. 16 000 paa fulde Betingelser kan deponeres. Fartøiet ubehæftet.»1)
 1) Fra 1911 lot Dahl sine bottlenoseskuter dra ut uassurert.


         Så var det å skrive til «Nitedals Krudtværk»: «Behag sende Mrk. «Saga» 60 Skud 2½ Toms á 80 Gram, 120 Skud 2 Toms á 75 Gram, 40 Skud 2¼ Toms á 90 Gram, 60 Skud 1¾ Toms á 55 Gram, 40 Skud 1½ Toms á 40 Gram og 300 Tændsatser.»
        Og til Kallevig, Arendal: «Til Bottlenosefangeren «Marie» tiltrænges: 2 Stykker lma Cocusliner 4¼’’, 2 Stk. lma Cocusliner 4¼’’ til «Haabet» og 1 Stk. lma Cocusline 4¼’’ til «Vesta» af allerbedste fine, lyse Garn, her leveret Onsdag 3. April. Behag ringe mig op i Telefonen imorgen Formiddag og opgiv Deres allerlaveste Pris.»
        Når alt som trengtes av utstyr og proviant var kommet ombord, lettet skuten anker. Straks man kom på feltet begynte man å speide efter hval. Man kunde skyte bottlenosen fra selve moderskibet, eller — og det var det gjengse — fra små robåter. De første bottlenosekanonene vi hadde var «kasserte» britiske fra Peterhead, men så begynte Henriksen, Tønsberg, å fabrikere 2½ toms til bruk fra moderskibet og 1½ toms til bruk ombord i robåtene. Disse var 20 til 22 fot lange og 5 fot brede, kravelbygget med galvanisert klink, spisse i stevnen selvfølgelig, men med skvær akterende. Materialene var ek eller beste sort furu. I ruskevær var det forbundet med adskillig fare for liv og lemmer å få båtene ut og op langs skutesiden.
        Mannskapet — 12 til 14 mann — var delt i 3 vakter som hver hadde to båter. Til hver båt 4 eller 6 mann: En båtstyrer, en harpuner (dreper) og 2 eller 4 rors-karer. Da båtene ofte blev lenge borte, blev de proviantert med salt kjøtt, beskøiter og pottøl.
        Dels for å holde den på trim, dels fordi det ikke var plass andre steder, lå harpunlina kveilet op akter i båten. Når skuddet gikk og harpunen for i «fisken», løp linen ut under armene på de som satt ved årene, og da inntraff det ofte ulykker, avrevne armer eller ben eller ennu verre ting. Hvis skuddet ikke var et dauskudd, begynte bottlenosen gjerne å fare rundt i en cirkel — «renne i dauden» — og den cirkelen var det best å holde sig klar av og samtidig passe på at baugen på båten hele tiden var vendt mot hvalen. Så var det å slepe bottlenosen op til moderskibet, en slep som ofte tok det meste av døgnet. Men det blev ingen mat å få ombord før båtene var heist op i davidene og hvalen oparbeidet. Bottlenosefangsten var et slitsomt yrke. Man hvilte faktisk ut når det var styggvær. Da satte man et par mann på dekk for hver vakt, mens resten sov, spilte kort og drakk smådrammer. Sesongens store dag var når marinens fartøi «Heimdal» kom med post.1) Hadde da kona også sendt med egg og konjakk, blev det fest i ruffen. Fest blev det også når to eller flere bottlenosefangere møtte hverandre ute på feltet. Da blev det holdt skutelag og «sparedrammene» drukket. Sparedrammen var brennevin som, tross aldri så krevende tørst, var blitt spart til dette bruk. Når sesongen var slutt, tok mannskapet til å vaske sig selv og skuta ren for lus, skitt og spekk.
1) Fra 1907 innstillet staten «Heimdal»s turer til bottlenosefeltet.


        Det første var ikke det minst brysomme. «Man måtte gå til stor og almindelig lusesjau for å kvitte sig med all den store, fine bondelusa med krøss på ryggen.» Det var alltid vederstyggelig med lus ombord. Når gamle Ola «Bjønn» stod i tønna med langkikkerten for å se efter sel eller bottlenose, «opdaga han ofte bare lusa som stod på kanonpullerten og jæspa». Det var vel på den turen matrosene vrengte av sig skjortene, la dem på ambolten og slo til.
        I midten eller slutten av juli fikk bottlenosefangerne Sandefjordsfjorden i sikte. Og så var det å gå i båtene for siste gang for å taue moderskibet i den vindstille, speilblanke sommerkvelden inn til kokeriet ved Gonvika, hvor spekket skulde kokes og oljen lagres. Var man heldig, traff man en bottlenoseskute som hadde maskin ombord, og da fikk man jo fin slep.
        Alle mann ombord var lønnet med hyre og part. Før 1914 fikk en bottlenoseskipper ca. 800 kroner for turen plus 100 kroner i reisepenger og gratiale og part. Styrmann hadde 90 kroner i måneden og 5 kroner pr. tonn utkokt olje, skytterne 120 kroner pr. måned og 8 kroner pr. tonn utkokt olje. I 1919 fikk en bottlenoseskipper 400 kroner i måneden og 30 kroner pr. utkokt fat eller 50 kroner pr. fisk. Dessuten fikk han et gratiale: 1000 kroner for 25 tonn utkokt olje, 2000 kroner for 35 tonn og 3000 kroner for full fangst. Matroser, lettmatroser og jungmenn hadde hyrer fra 30 til 50 á 60 kroner måneden plus part. Parten fikk de først utbetalt efter at oljen var solgt og det kunde ta sin tid. De som var utålmodige, tørste eller på et eller annet vis i bet for kontanter, solgte ofte parten sin til byens kjøbmenn, som tjente godt på det. Det hadde nok lønnet sig for folkene å vente til oljen var solgt, men det var det altså mange som ikke kunde.
        Bottlenoseoljen er av samme type som spermoljen og inneholder op til 50 procent voksalkohol (spermacett), mens resten er almindelige fettglyceriner. Den er selv i herdet tilstand uanvendelig som ernæringsmiddel for menneskene, men blev brukt i belysningens tjeneste både som olje i tranlamper og ved støpningen av vokslys, ved fremstilling av salver o. L Prisen kunde svinge fra £ 17 til £ 35 pr. tonn. Efter århundreskiftet var det gått jevnt nedover med lønnsomheten i bottlenosefangsten. Det skyldtes dels en sterk reduksjon av bestanden, idet fangsten på bottlenosen som på all annen hval utartet til rovdrift — «det var enkelte år op til 70 bottlenoseskuter på feltet, og så blev det utskjemt» — som den nu mange og åttiårige skytter Cato Mikalsen fra Ålesund bittert uttrykte sig; dels fall i oljeprisen fordi parafinen hadde tatt tranens plass som belysningsmiddel.
        Den 14. mars 1910 sendte Thor Dahl følgende brev til Sandefjords ligningskommisjon:   «    Jeg tror at den ærede Ligningskommission vil komme til det resultat, at en Bottlenosefanger gjennemsnitlig allerhøiest kan sættes i en Indtægt af 5—6 procent af Kapitalen, naar retfærdig Ligning skal finde Sted. Efter 6 procent har ogsaa tidligere samtlige Bottlenosefangere været lignet.»
        Nu er en sikker, ren netto på 6 procent ikke å forakte, men selv om fortjenesten også til tider kunde ligge litt høiere (den bragte nok også av og til tap), så var det ikke noe for meget i forhold til den hårde kamp oljeprodusentene måtte føre for å opnå regningssvarende priser på et sterkt varierende og lunefullt marked.
        Thor Dahl solgte det meste av sin bottlenoseolje gjennem firmaene David Geddes & Son, Roberts & Berntsen og John G. MacLellan i Glasgow og Chr. Salvesen & Co. i Leith. Noen utdrag fra hans korrespondanse med disse oljeagenter vil forhåpentlig gi et billede av den nesten rørende kamp Thor Dahl førte for å holde prisene på bottlenoseoljen oppe i et regningssvarende plan.
        Den 10. februar 1905 skriver han til Geddes: «Imod mit Ærbødige af 9. ds. modtog jeg Deres Telegram af samme Dag: «Cannot confirm sale unless you garantie free from smell and very pale coulour we do not mean boiled on board but very fine ordinary.» Og telegraferede jeg den 10nde efter at jeg hadde faat prøve fra «Johns» olie fra Kogeriet: «Johns» olie meget pen ordinær bekreft.» Og modtog herpaa Deres Telegram: «Must see quality before confirming, post sample tonight.» Prøve var ved Modtagelsen af Deres sidste Telegram altsaa postet og er det min mening at ingen kan refusere «Johns» Olie da den er meget pen ordinær og ikke har nogen usedvanlig Lugt. Den lugter meget godt som ordinær betragtet og anser jeg saaledes Forretningen i Orden hvorom jeg dog for Ordens Skyld imødeser Deres Bekræftelse ved dettes Modtagelse.»
 (Salget av «John»s olje gikk i orden 14. februar 1905, og Dahl telegraferer samme dag til Berntsen, Glasgow: «Johns i orden Offerer Mariannes 27 Telegrafer strax Dahl.»)
 Alt den 11. februar 1905 hadde han skrevet til Roberts & Berntsen: «Deres Ærede af f. Md. modtaget. Jeg telegraferede Dem den 8. ds. «Offererer Marianne circa 23 Tons ordinær Bottlenos 27 cif.» Og modtog herpaa den 9nde Deres Telegram: «Byder 25/6 Glasgow hvis lys. Ocean refuseret Telegrafer.» Hvorpaa jeg svarede: «Idag solgt «Johns» 26/10 fastholder 27 billigst Mariannes lys Bottlenos Telegrafer svar.» Og modtog herpaa idag Deres Telegram: «Eneste Kjøber accepterer Marianne 26. Andre ligegyldige. John søges annuleret. Telegrafer svar.» Og svarede jeg Dem herpaa: «Marianne billigst 27 afventer høiere Priser.» Hvilket herved bekreftes. «John»s salg er ikke annuleret derimod har kjøberen forbeholdt sig lys olie og da «John»s Olie virkelig er pen ordinær anser jeg handelen i Orden. Af «Mariannes» Olie sendte jeg Dem forleden en Prøve. Det er vor Tro her at Bottlenose skal komme op i £ 30 da der er meget litet igjen usolgt.» Oljen gikk for £ 26/10.
        Slik tautrekning må Dahl drive året rundt for å få avsatt sin bottlenoseolje. Den 4. oktober 1907 skriver han til David Geddes & Son: «De skriver at man anvender Hvalolie Nr. I. som Lampeolie i Glasgow. Det var for mig noget ganske nyt og jeg gik strax igang med at undersøge hvordan den vilde brænde i Forhold til Bottlenoseolie, men det var som Nat mod Dag. Forsøg selv og De vil indrømme at jeg har Ret. Tog to Glas, fyld dem med Vand saa det blot er 1½ Tomme igjen til Randen. Fyld saa det ene med Hvalolie Nr. I. og det andet med Bottlenoseolie, Sæt saa en Natlampevege i hvert og tænd den. Saa vil De se at Bottlenoseolien brænder med dobbelt saa stor Lysflamme som Hvalolien. Sidenjeg sidst skrev til Dem er det solgt 2 Smaapartier Bottlenosolie til Brug i Norge cif. Christiania efter £35» Og i et brev av 19. oktober 1907 står det:
        «Der er nu solgt 100 Tons til den norske Stat som Lampeolie. Kongsberg Sølwærk averterer netop efter Anbud paa vel 20 Tons Lampeolie og har jeg sendt Prøve og indgivet Andbud af min Bottlenoseolie til Lampeolie. Man er nu enige om her og jeg tror ligeledes i Tønsberg at holde £ 35 som Minimum for Bottlenosolie nu da Grosistprisen er 76 Øre pr. Kg. for Lampeolie (Tolden er 6 Øre pr. Kg.), er Bottlenose let sælgelig til bedre Priser end i Glasgow. Vil De have Bottlenose maa De faa Prisen op.»
        Men prisen var nok for nedadgående. Den 28. juni 1912 sender Dahl nedenstående brev til bankchef Lars Klaveness: «Kjære Ven: Efterat jeg i forrige Uge havde frembudt «Glimt»s og «Vesta»s herliggende Olie til £ 30 og modtaget Svar om at dette var uerholdelig, offererede jeg samtlige Fartøiers Bottlenose, deriblandt ogsaa «Draupner»s til £ 29/10 for om muligt at faa et Modbud til £ 29. Dette lykkedes kun for «Glimt»s og «Vesta»s vedkommende»
Men en måned senere telegraferer Dahl triumferende til Salvesen i Leith: «Bottlenosefangsten mislykket. Forhøi Restpartiet £ 31. Telegrafer svar.» Og det gjorde Salvesen: «Bottlenose umulig.» Hvorpå Dahl svarte: «faar vi altsaa se tiden an.»
        Men det hjalp ikke «å se tiden an». Prisen på bottlenoseolie falt stadig. I januar 1914 var det umulig å opnå £ 22 for den fineste bottlenoseolje. Saken var at de store partier med spermolje som fra 1911 begynte å strømme inn fra norske hvalfangere på Australia- og Afrikakysten, knekket bottlenoseoljemarkedet totalt. Det måtte en verdenskrig til for å blåse liv i markedet for bottlenoseolje.
I 1913 selger derfor Thor Dahl «Marie» og «Vesta». Og 29. januar 1914 anstiller han 5 av sine resterende 6 bottlenoseskuter til salgs: «og tillader jeg mig at meddele, at jeg for at paaskynde Salget af mine Fartøier skal være villig til at antage Bud paa hendholdsvis Kr. 10 000 for «Marianne» og «Tangen», Kr. 7500 for «Glimt» og Kr. 7000 for «Saga».
        Det er en stemning av panikk og resignasjon over Dahls salg av sine kjære bottlenosefangere. Han hadde nu tross alt tjent på dem, ikke minst fordi han selv var største leverandør med hensyn til utrustningen. Og han elsket dem, derom kan der ikke herske tvil.
I 1915 har Dahl bare «Glimt» og «Haabet» igjen. Om deres skjebne og om Thor Dahls berømte «Marianneolje» skal det bli fortalt i et annet kapitel.
Thor Dahls siste virkelig store salg av bottlenoseolje blev avsluttet i desember 1914 da han solgte 500 fat for kr. 57 139,60, d. v. s. ca. 80 øre pr. kg. eller £ 40 pr. tonn.
Men i tidligere år hadde nok Thor Dahl hatt det dobbelte kvantum bottlenoseolje til salgs når skutene i juli måned kom hjem fra Nordatlanteren, Norskehavet og Ishavet.
        I 1902 forsøkte Dahl sig også som selfanger. Sammen med A. Markussen og A. Støkken kjøpte han for 76 500 kroner selfangerne «Capella» og «Vega».1) «Capella» som var på 262 n. r. t., brant op på sin første tur for de nye redere 31. mars 1902 og «Vega», som i 1878 — 1879 hadde seilet nordostpassasjen, blev alt i 1903 solgt til en selfangstreder, John Coorey i Dundee, og samme sommer blev den knust i isen i Baffinsbukta.
 1) «Capella», 262 n. r. t. og «Vega», 252 n. r. t., var begge bygget i Bremerhafen i 1872. Da Nordenskiold kjøpte «Vega» i 1878, gav han kr. 150 000 for den.

        Fem år senere, den 11. desember 1907, gir Thor Dahl herrene Woltereck & Robertson i Hamburg et fast bud på 130 000 kroner for A/S Oceanas trankokeri samt sel- og bottlenosefangerne «Hertha», «Fortuna», «Cito», «Franklin», «Aries» og «Fremad». Men han fikk til svar: «Budet uantagelig.»
Mer er det ikke å berette om Thor Dahl som selfanger.
        Inventarliste for Bottlenosfanger «MARIE»
16 Par Aarer.
5 Flensespader.
8 Lenser.
3 store Baatkniver.
18 Spekkniver.
1 14" Flensemantel.
4 store Flenseblokker.
3    »    Kasteblokker.
2    »    Blokker til Talje.
2 Flenseløpere.
2 kveile 1½" Baatforløpere, nye.
¾ kveile 1¼’’Baatforløpere, nye.
8 kveile Forløpere, brugte.
6 Linekasser.
1 Smedeesse.
1 Ambolt.
1 Skruestikke.
1 Slægge.
1 Smedehammer.
1 Bramseil m/løpende Rig.
2 Marsseil --«--
2 Stumper --«--
1 Fok                --«--
2 Klyvere  --«--
2 Forstagseil     --«--
2 Stag fok         --«--
1 Treisel    --«--
1 Storseil  --«--
1 Bramstagseil     --«--
11 Jernspekkjedler for ca. 50 ton olie.
9 Cocusliner til Skutekanonerne.
8 Hampeliner til Skutekanonerne.
10 Baatliner.
4 Fangstbaater.
7 stkr. 7" Skutekanoner.
2   «   1¾’’ Baatkanoner.
2   «   1½      "     
2 Smedetænger.
4 Harpunrettere.
28 stkr. 2" Harpuner.
10     »    1¾" Harpuner.
8     »    1½ Harpuner.
3Ladestokke av jern.
3 Baadshaker.
1 Haandharpun.
1 Medicinkiste.
1 Flag.
2 store Suppekjedler.
2 mindre     —»—
2 Stekepander.
3 smaa emaljerte Kjedler.
2 Kobberkaffekjedler.
Fuldt behør  med Stentøi til Kabyssen.
4 Lamper.
4 Sidelanterner.
1 Toplanterne.
1 røde Nødsignallanterner.
2 Styrekompasser.
1 Baatkompas.
1 Taakelur.
1 Kronometer.
1 Barometer.
1 Termometer.
l Natkikert.
1 Nordsjøkart.
1 stort Fiskekart over Island.
1 stort Fiskekart over Spitsbergen.
l Draft over Sandefjorden.
1 Klokke.
2 Slipestener.
3 Hodekjættinger.
3 Rumpekjættinger.
1 stort Hodetaug av Manilla.
3 store Sjankler.
 1 kasse med Skud ass.
200 Tændsatser.
1 sæk Kanonstry.
5 favner 3" Manilla, ny.
8 Baadtaljer.
1 Skruesnit.
(Inventarliste efter kapteinens opgave, men uten garanti.)
 

Bottlenosefangeren «Haabet» på Sandefjords havn.

Bottlenosefangeren «Haabet» på Sandefjords havn, flankert av hvalbåtene «Dimon» og «Koller».

 
 


4. Hvalfangstrederen. «Alfa & Beta».

 

        År 1900 dannet Thor Dahl og skibsreder A. F. Klaveness d. e. interessentskapet «Alfa & Beta», som for 70 000 kroner overtok «Christiania Hvalfangerselskabs landstasjon «Svartnes» i Finnmark og hvalbåtene «Alfa» og «Beta». Den 1. januar 1901 blev Ingvald Bryde ansatt som fangstbestyrer. «Svartnes»1) lå ved Vardø, men det var år og dag siden Øst-Finnmark hadde vært et lønnsomt felt, og det nye selskap overtok derfor hvalfangstselskapet «Theklas» stasjon «Skarfjord» på Sørøya og optok fangsten der. «Thekla», som samme år var overtatt av P. Bogen, blev omdøpt til A/S «Suderø» og forflyttet til Færøyene.
        I fire sesonger drev så «Alfa & Beta» hvalfangst fra Finnmarks-kysten, og med følgende resultat:
År-Fangst-Tap-Fortjeneste
1901-1060 fat         kr. 2737,43
1902-1915 »         »    1177,08
1903-2199 »        «     1743,20
1904-2867 »        »     3774,54
Så beskjedent drev man hvalfangst ved dette århundres begynnelse. Men Dahl og Klaveness hadde allikevel ikke gjort noen dårlig spekulasjon da de kjøpte «Christiania Hvalfangerselskab»s materiell. Alt det første året solgte de unda guanofabrikken for kr. 27 500,00 og 3 aksjer i A/S Vadsø for kr. 675,00
I 1904 som erstatning fra staten grunnet fredningsloven kr. 10 400,00
I 1907 blev «Skarfjord» solgt til J. Henriksen, Vadsø, for kr. 3 000,00
kr. 46575,00
 1) Svartnes blev solgt av Thor Dahl til fru Alfa M. Nilsen Svartnes i 1915 for 2 eller 3 tusen kroner.


        Hvalfredningsloven av januar 1904 stillet selskapet overfor valget mellem å likvidere eller se sig om efter andre felter, og i sesongen 1905 finner vi «Alfa & Beta» i fangst på Svalbard. Selskapet hadde da også anskaffet sig et flytende kokeri. Det var seilskuten «Aviemore» som Dahl den 11. mars 1905 hadde kjøpt av Johan Bryde for 30 000 kroner. «Aviemore» var bygget i 1869, den var på 1043 n. r. t., 215' lang, 36,5' bred og stakk 22,2'. Det fortelles at den som ny skulde ha kostet £ 40 000. Den blev nu innredet med 6 press-kjeler og 4 åpne kokekar og kunde da koke 100 fat i døgnet. Den lastet 4000 fat på egen kjøl. Med «Aviemore» som kokeri blev det drevet fangst på Svalbard av «Alfa & Beta» i sesongene 1905—08 med en samlet produksjon for samtlige år på 8003 fat. Det var ikke stort kvantumet. Særlig var året 1908 elendig med en fangst av bare 23 hval som gav 650 fat olje. Det året bragte selskapet et tap på 30 000 kroner. Om høsten blev «Aviemore» leiet ut til et sydhavsselskap, og sesongene 1909 til 1911 anvendte Dahl seilskuten «Hecla» som kokeri på Spitsbergen. Barken «Hecla» var bygget i Maitland 1875 og var i fraktfart på 838 n. r. t., som kokeri på 792 n. r. t. Det kunde produsere ca. 90 fat i døgnet og lastet 2600 å 3000 fat. Dahl kjøpte skuten av Alb. Grøn for 19 400 kroner. Med «Hecla» blev det i løpet av de tre sesonger kokt ut i alt 4633 fat. I 1912 blev igjen «Aviemore» sendt til Spitsbergen, men resultatet blev bare 630 fat. Thor Dahl var ikke av den type som lot sig knekke i første omgang, men nu mistet selv han troen på Svalbard-feltet. (Han var fra 1909 blitt eneeier av «Alfa & Beta» idet han 9. september det år hadde kjøpt fru Birthe Klaveness' sjettepart i selskapet for 19 400 kroner.) Og han måtte forsøke nye veier.
        Den 17. desember 1912 skriver han til Den Kongelige Danske Regjering, Kjøbenhavn:
«Jeg tillader mig herved ansøge om Koncession for Hvalfangst paa Grønland for et tidsrum af 10 aar, eller om De ikke skulde ønske at indgaa herpaa, i alle fald for Aaret 1913 for mine Hvalbaade «Alfa» og «Beta» og mit flydende Kogeri Skib «Aviemore».
Til England betaler jeg paa South Georgia for 2 Hvalbaade med flydende Kogeri £ 250 pr. Aar, og har med den engelske Regjering Kontrakt for 21 Aar. Jeg er villig til at betale en lignende Afgift pr. Aar til Danmark, og skulde det glæde mig meget om den ærede kongelige danske Regjering vil indvilge mig den ansøgte Koncession. Saafremt jeg kan erholde ene Koneession for 10 Aar, er jeg villig til at betale £ 500 pr. Aar.»
Men konsesjonen blev ikke innvilget. (Da Thor Dahl senere hadde overtatt færøyselskapet «Verdande»s materiell med hvalbåtene «Diinon», «Kolter» og «Hvalen», prøvde han igjen å få rett til å drive hvalfangst på Vest-Grønland, men fikk igjen avslag.)
        Dahl og Lars Christensen besluttet sig da til å overta Thos. J. Wiborgs licens for fangst på fransk Congo. Konsesjonsavgiften til den franske stat skulde ikke overstige 800 francs pr. år. Meningen var at man skulde fange i Prinsebukten ved Cape Lopez, men isteden blev selskapet anvist felt ved Libreville. Her fikk «Aviemore» med hvalbåtene «Alfa» og «Beta» i 1913 2800 fat. (De andre congoselskapene hadde fangster på 12 og 13 000 fat.) I 1914 med tre hvalbåter fikk selskapet bare 2500 fat. Da Verdenskrigen brøt ut høsten 1914, blev «Aviemore» satt i fraktfart1) og «Hecla» blev solgt til Fredrikstad. Hvalbåtene «Alfa», «Beta» og «Dimon» blev i mars—april 1916 solgt til den italienske regjering for 220 000 kroner og i 1918 blev «Alfa & Beta» slettet av firmaregistret.
 1) Den forsvant i Atlanterhavet i 1917.


 

5. Hvalfangstrederen. «Bryde & Dahl.»

 

        Hverken bottlenose- eller finnhvalfangsten i Nordhavene gjorde Thor Dahl til en grunnrik mann. Men det var dog hans deltagelse i disse to bedrifter som, sammen med inntektene fra skibshandelen, la grunnlaget for hans formue. Vi har tidligere gjettet på at Dahl i 1900 i høiden hadde en formue på 50 000 kroner. I et brev til A. F. Klavenes d. y. av 16. desember 1907 opgir Dahl selv at han anser sig god for ca. 160 000 og han blev i 1908 lignet efter en antatt formue på 167 000 og en antatt inntekt på 35 000. Dahls egen status av 31. desember 1908 opgir samlede aktiva til kr. 417 592,00 og gjeld kr. 180 797,24. Fire år senere, ved 25 års jubileet i 1912, er Dahls formue ifølge ligningen 1 511 500,00 og hans inntekt kr. 351 140,00. Vi kan sikkert gå ut ifra at det var Dahls deltagelse i Sydhavshvalfangsten som i løpet av 4 år bragte en så sterk økning i hans formue og årsinntekter.
        Vi har gjentagne ganger nevnt at det var trelast, skibsbygging og skibsfart som gav Sandefjord økonomisk ryggrad i de første 3/4 parter av forrige århundre. Fra 1880-årene får byen en stadig økende andel i den innbringende sel-, bottlenose- og finnhvalfangst i Nordhavene, men det er først efter at Chr. Christensen i 1905 starter den norske sydhavsfangst at Sandefjord begynner å bli en økonomisk stormakt i Norge. Særlig i de rike ekspansjonsår efter 1908 er det Sandefjord som leder både på feltene ved De vestantarktiske øgrupper og på kystene av Afrika. Fra 1880 til 1905 var det i alt blitt startet 9 små selskaper fra Sandefjord for hvalfangst i Nordhavene. Fra 1905 til 1914 blev det fra Sandefjord startet 22 store selskaper for fangst ved Afrika, Australia, S. Georgia, S. Shetland, S. Orkenøyene og Syd- og Nord-Amerika. I 1906 blev det drevet hvalfangst av i alt 22 selskaper med 52 hvalbåter. Den samlede produksjon av 2299 hval var 62 895 fat til en verdi av gode 3 millioner kroner. I 1912 blev det drevet hvalfangst av 60 selskaper med 161 hvalbåter, 34 landstasjoner og 39 flytende kokerier. Det blev skutt 14 500 hval og produsert 479 000 fat olje til en verdi av 27 millioner kroner.
        Thor Dahl hadde som skibshandler god anledning til å følge denne utvikling fra første stund og på nærmeste hold og dessuten var han like fra selskapet blev stiftet i 1903 medlem av direksjonen i A/S «Ørnen», som i 1905 sendte det første flytende kokeri «Admiralen» syd på fangst i Antarktis. «Admiralen» kom hjem til Sandefjord 1. juni 1906 og den 7. juli samme år skriver Thor Dahl i et brev til Ingv. Bryde, som da var fangstbestyrer på Svalbard: «Hvad Prisen paa
Hvalolie vil bli udover er ikke godt at sige. Fangsten paa Island er liden, paa Færøene omtrent 20 Hval pr. Selskab  Hvad siger Du om at gaa sydover med «Alfa» og «Beta», «Aviemore» og Slæbebaad? Er Baadene for smaa?»
        Men det var først i 1908 at Thor Dahl skulde få realisert sine planer om et sydhavsselskap. Han startet da sammen med Ingv. Bryde «Bryde & Dahls Hvalfangerselskap». Dessverre er den eldste bevarte styreprotokoll fra 1910, så for de to første års vedkommende må vi bygge vår fremstilling av selskapets historie på muntlig tradisjon.
        Et chilensk selskap i Punta Arenas hadde fått en license på Syd-Georgia med rett til å drive mineralogiske undersøkelser og selfangst. At licensen også omfattet rett til hvalfangst var nærmest en tilfeldighet, men det var det som gjorde den verdifull for folk fra Sandefjord. Chilenerne var villige til å selge sin license mot å få refundert de £ 750 de alt hadde betalt i avgift til Storbritannia. Den sum lånte Dahl i «Sandefjords Aktie-Kreditbank» og de £ 750 blev telegrafisk overført til Punta Arenas.
        Den 28. juli 1908 skriver Thor Dahl til «Tønsberg Privatbank»: «Jeg har sammen med Hvalfangstbestyrer Ingvald Bryde kjøpt License paa South Georgia og starter sammen med ham et Hvalfangerselskap med to nye Fangstbaader og flydende Kogeri. Da vi mener at Hvalfangst paa South Georgia er en meget lønnende Bedrift ønsker vi helst ikke at have andre med saafremt vi kan erholde tilstrækkelig Kapital laant det første Aar. Et saadant selskap med udstyr og Folke-hyrer(?) fra det gaar ud til det er Hjemme igjen andrager til vel 500 000 kroner.
Da jeg som Meddirektør i Aktie-Kreditbanken1), der er en forholdsvis liden Bank, som der stilles mange Krav til, ikke vil engagere denne Bank for saa store Beløp tillader jeg mig at forespørge om det skulde konvenere Dem sucsesive at forstrække «Bryde & Dahls Hvalfangerselskap» med et Laan (Kassacredit) indtil kr. 300 000    »
 1) Dahl var blitt medlem av direksjonen i 1907 efter lensmann Jakobsens død. Har var tillike direksjonsmedlem i Sandefjords Sparebank.



        Dahl fikk ikke den forønskede kassakreditt i «Tønsberg Privatbank», men mot å deponere aksjer for et pålydende beløp av 75 650 kroner fikk han en kassakreditt i «Aktie-Kreditbanken i Sandefjord» stor 50 000 kroner. Thor Dahls gjeld til «Aktie-Kreditbanken» var derved i 1908, foruten vare- og eiendoms-gjeld, kommet op i kr. 83 770,64.
        Selskapet skulde i det hele få en smertefull fødsel. Det hadde kontrahert 2 nye hvalbåter, «Edda» og «Snorre», ved Akers Mek. Verksted, men klarte bare å betale den ene, den andre blev liggende ved verkstedet og først innløst i 1909. Til flytende kokeri leide man «Aviemore» av «Alfa & Beta» mot 5 procent av nettofortjenesten og mot at «Bryde & Dahl» kostet på skuten for 4000 kroner i «nye Seil, Rig og Taugværk».
        Meningen hadde vært at Dahl og Bryde skulde ha hver sin halvpart i interessentskapet og svare for en halvpart hver av gjelden. Men da Bryde skulde dra sydover med «Aviemore» og den ene hvalbåten, fikk han betenkeligheter og bad Dahl overta ytterligere en fjerdepart i selskapet. «Du har lettere for å greie din halvpart enn jeg for å greie min,» skal Dahl ha svart, men han kjøpte halvparten av Brydes halvpart.
        Det var fremdeles smalhans da «Aviemore» våren 1909 kom hjem med 3400 fat olje. Man manglet helt enkelt kontanter til avmønstringen. Ved hjelp av losene fra Vasser blev «Aviemore» dirigert til Oslo, og dit inn reiste også Dahl. Han henvendte sig til bankchef Castberg i Christiania Bank- og Kreditkasse og spurte om han kunde få låne på lasten. Det fikk han, men han måtte leie en stor kjeller ute i byen og lagre de fulle oljefatene der. Hver gang et oljesalg skulde effektueres — den gang solgte man ofte oljen i småpartier på 25 til 100 fat — kom visergutten i Christiania Bank- og Kreditkasse med nøklen til «hvelvet»: til kjeller døren, og låste op så man kunde få det solgte oljeparti ut, hvorpå døren igjen blev behørig låst.
        I sesongen 1909—1910 fanget «Bryde & Dahl» med to hvalbåter og flytende kokerier «Admiralen» og «Aviemore». Resultatet blev 10 300 fat. Den 9. sep­tember 1910 skriver Thor Dahl til hvalskytter Fr. Christiansen: «Jeg har kjøpt Baad 6400 Tons. Gaar Du med Syd Georgia primo Oktober. Telegrafer.» Båten var «Thor I»1) som var i bruk sydpå til og med sesongen 1930—1931 og som nu iår er solgt til ophug-ning. At den fikk navnet «Thor» skyldtes ikke navne-opkallelse efter rederen. Sammenhengen er at da Dahl ennu var ung handelsbetjent hos P. C. Pedersen kom han i snakk med gamle skipper og reder Erik Nilsen-Moe, sønn av gamle riggmester Nils Nilsen. «Får du en skute nogen gang,» sa Nilsen-Moe til Thor Dahl, «så skal du kalle den for «Thor», for jeg har en part i en båt med det navnet, og den har jeg tjent mye på.» — «Thor» har altså like fra starten ikke vært en ordinær navneopkallelse, men et lykkenavn i rederiet.
 1) Ex: Imaum. Bygget i Belfast i 1890. 2649 n. r. t.



Og Dahl fikk sanne at Nilsen-Moe var en fadder man kunde lite på. «Thor I» kom hjem fra sesongen 1910—1911 med 19 000 fat. Dessuten hadde «Aviemore» 2300 fat, som den hadde kokt ut av de avflensede hvalskrottene. Selskapets stilling var nu slik at de kunde gå til nykontrahering av en tredje hvalbåt. Den blev bestilt ved Akers Mek. Verksted og fikk navnet «Ingeborg». Og den 9. oktober 1911 kan Dahl skrive til Hedrum Sparebank: «Da vi til Bryde & Dahls Hvalfangerselskap har kjøpt en ny Hvalbaad til kr. 110 000 og dessforuden har kostet Jerntanker i vort flydende Kogeri S/S «Thor I» for Fangst af op til 30 000 Fad, der koster ca. 150 000, antager jeg at vi kommer til at diskontere noget en Tid udover, og tør jeg forespørge, om Selskabet hos Dem kan faa diskonteret Kr. 50 000 trasseret af Undertegnede og endos-seret af Herr Ingvald Bryde.
Ligesaa kommer jeg antagelig selv til at tiltrænge at diskontere Kr. 50 000 i Vinterens Løb, og vil være forbunden for at erfare, om ogsaa dette kan overtages av Dem.»
Og denne gang blev andragendet innvilget.
        I styreprotokollen for «Bryde & Dahls Hvalfanger­selskap» finner vi da den 1. oktober 1910:
«Bryde & Dahls Hvalfangerselskab er et ansvarlig Rederiselskab som eies af Herr Ingvald Bryde for 1/4 Part hvorpaa indbetalt 100 000 og Thor Dahl for ¾ Parter hvorpaa indbetalt 300 000. Tilsammen 400 000 Kroner.
Selskabets Eiendeler er Hvalbaadene «Snorre» og «Edda», der er assureret hver for Kr. 85 000 og det flydende Kogeri S/S «Thor I», assureret for 400 000, samt Ret for 21 Aar til at fiske paa South-Georgia med to Hvalbaade mod en aarlig Leie af £ 250 og med tre Hvalbaade mod en aarlig Leie af £ 350. Som Fangst-bestyrer er ansat Herr Ingvald Bryde for et Tidsrum af 5 — fem — Aar med en aarlig Gage af Kr. 3000 og en Part af Kr. 2 pr. udkogt Fad Olie.
Som Disponent fungerer Herr Thor Dahl med en aarlig Gage af Kr. 1000 og 4 Pct. af Nettofortjenesten. Han indehaver Selskabets Procura.
Sandefjord, 1. Oktober 1910.
Thor Dahl (sign.)                                                 Ingvald Bryde (sign.)
Ifølge Kontrakt med Akers Mek. Verk., Christiania, har vi kontraheret Hvalbaaden «Ingeborg» for en Kjøbe-sum af Kr. 113 500. Levering Juni 1911.»
Dahl hadde altså 3/4 parter og Bryde 1/4 part i selskapet. Men høsten 1911 viser det sig at Ingvald Bryde har solgt halvparten av sin fjerdepart i Bryde & Dahl til tollkasserer I. M. Daae i Oslo. Dahl skriver da, straks han får rede på dette, et brev til Daae, datert 14. oktober 1911: «Bryde ikke anmeldt Overdragelse: Forbeholder min Løsningsret Henhold Sjøfartsloven. Opgiv Kjøbesummen. Dahl.»
        Da Bryde & Dahl var et partsrederi, var det ingen tvil om at Dahl hadde forkjøpsrett og Daae måtte overdra sin 1/8 part til Thor Dahl for 132 600 kroner. Det var godt betalt, for Bryde hadde våren 1911 vært villig til å selge begge sine åttendeparter for tilsammen 187 500 kroner.
Den 24. oktober er da Dahl eier av 7/8 parter og Bryde av 1/8 part.
 Nøiaktig to år senere finner vi følgende kontrakt i selskapets arkiv:
 «Undertegnede Ingvald Bryde erklærer herved at have solgt til Herr Thor Dahl min 1/8 Part i «Bryde & Dahls Hvalfangerselskab» med Aktiva og Passiva saa-ledes at Herr Dahl nu er Eneeier af Selskabet. Sandefjord, 24. Oktober 1914.»
 Selskapets videre skjebne skal vi komme tilbake til under kapitlet «Krigen».
 «Bryde & Dahl»:

1908—1909................          3 400 fat

1909—1910................        10 400  »

1910—1911.................       22 300  »

1911—1912................        22 300 »

1912—1913.................       24 000 »

1913—1914.................       17 700 »

1914—1915.................       26 000 »

1915—1916.................       18 700 »

1916—1917.................       19 500 »

1917—1918.................       18 773  »

1918—1919................        19 700  »

1919—1920................        17 482  »

 

 

Ombord på S/S «Expedit».
 I bakerste rekke fra venstre til høire: Fru Ingrid Christensen, født Dahl, Thor Dahl, Ludvig Knutsen. I midterste rekke: Daværende frøken Kathe Bryde, frøken Nanna Bryde, Lars Christensen, daværende frøken Alfhild Dahl, Thor Dahl jr. I første rekke : Daværende frøken Ingeborg Bryde. Sittende : Hvalfangst-bestyrer Ingvald Bryde og frue. Billedet er tatt ombord på S/S «Expedit» som var leiet av Thor Dahl for en tur i fjorden for å hilse «Thor I» velkommen efter den var innkjøpt til Sandefjord 1910.
 

Thor Dahl jr.
Født 25. august 1890. Meddelt prokura i «A/S Thor Dahl» 22. desember 1914. Overtok som selvstendig reder 15. mars 1917 bottlenosefangerne «Haabet» og «Glimt». Døde 16. mars 1921.

 

 


6.   Skibshandelen 1900—1914.

 

        Det første en kunde fester sig ved når han eller hun kommer inn i en butikk er de velfylte hyller og de rutinerte, tjenestvillige betjenter bak disken. Det er ikke gjort i en håndvending å bli en dyktig handelsbetjent. Enkelte blir det aldri, nemlig de som efter utstått læretid tror de kan arbeide videre bare på rutinen, på den mekaniske ferdigheten i faget. Den viktigste del av betjentens arbeide: den individuelle behandling som enhver enkelt kunde fordrer, krever daglig ny anspendelse, ny innsats av krefter og psykologisk innsikt fra butikkpersonalets side. Den beste butikkfunksjonær er han som får det beste samarbeide i stand mellem dem på utsiden og dem på innsiden av disken.
        Men også et annet samarbeide bør gå mest mulig friksjonsfritt, det mellem butikken og kontoret. Kontoret er butikkens hjerne og hjerte. Der planlegges det hvordan og med hvad hyllene skal fylles, derfra pumpes blodet rundt i forretningens mange årer, fra varelagrene til butikken og til varenes distribusjon rundt hos kundene.
Det har også meget å si at butikklokalet presenterer sig pent. I den henseende blev det syndet adskillig i førkrigstider. Man spikret op noen reklameskilter uten å ta det så nøie med hvordan de innbyrdes harmonerte, og det var bare i juleuken at man la virkelig intenst arbeide også på sine utstillingsvinduer. Men litt måtte man jo også tenke på dem til hverdags. Thor Dahl skriver til P. A. Larsen, Christiania:
        «Da jeg i Løbet af en Uges Tid skal flytte ind i min nye Gaard, tillader jeg mig at anmode Dem om at sende mig lidt Udstyr, et Par nye Skilter med Deres
Firmanavn, et Par store Champagneflasker Pommery Greno, et Par Montebello, et Par H. G. Mumm & Co., et Par De Cliquot samt et Par nye Etiketter til Deres store Udstillingsflasker som vi har før, til Portvin og Sherry til Kr. 2,20.»
Brevet er skrevet den 6. januar 1911, og «den nye Gaard» det tales om, er forretningens nuværende eiendom på bryggen — Thor Dahls gate nr. 1, den gang Badehusgaten 3.
        Før Dahl i januar 1911 flyttet ned til bryggen, hadde han fra 1902 holdt til i Storgaten 23 (tidligere nr. 100) ved «Hvidts Plass», som den gang ennu gikk under navn av «Stentorvet».
Men Dahl lengtet alltid ned til bryggene og sjøen. Den 26. oktober 1904 lot han tinglyse et skjøte hvorav det fremgår at han har kjøpt William Houlders tre-lasttomter på bryggen. Houlder var gått konkurs og Dahl kjøpte eiendommen ved offentlig auksjon. Han solgte sagbruket til Andersen & Thorsen, men beholdt 756 kvadratmeter for sin egen del.

        I mars 1906 ansøker han havnevesenet om å få kjøpt en strimmel på 2 meters bredde og 15 meters lengde for at hans eventuelle bygning kunde få syd-fasade i linje med tollbodens. Dette andragende blev avslått av formannskapet. Først i mars 1910 gikk kommunestyret med på å selge de 30 kvadratmeterne til Dahl for 20 kroner pr. m.2. Thor Dahl bemerket at Houlder i sin tid ikke hadde gitt mer enn 5 kroner pr. m.2, men han betalte og begynte opførelsen av sin «Forretningsgaard med Familiebekvemmelighed paa Bryggen». For også å få plass til den nuværende pakkbod måtte han kjøpe en del av Andersen & Thorsens tomt. Dahl skriver 9. juli 1910: «Jeg tillader mig at Forespørge, om jeg kan erholde omhandlede 50 m.2 Tomt hos Dem. Jeg er nemlig nu strax færdig med Fundamentet til Hovedbygningen og skulde strax
paabegynde Fundamenteringen af min Pakbod.»
 Andersen & Thorsen forlangte 100 kroner pr. m.2, Dahl bød 30 kroner, men måtte ut med 50 kroner pr. m.2.
        I januar 1911 flytter Thor Dahl inn i sin nybygde gård «Badehusgaden 3», nede på bryggene hvorfra han kunde få ordentlig «udsyn», som han selv kalte det. Blandt annet «udsyn» til det som da, som nu, var Sandefjords stolthet og største økonomiske aktivum: Hvalfangstflåten.
        I det innerste av de to små kontorrum sitter da kjøbmann, grosserer og skibsreder, bottlenose- og hvalreder Thor Dahl ved et stort skrivebord med sin nest-kommanderende, Ludvig Knutsen, vis å vis, og administrerer sin handel:
«Herr P. A. Larsen, Christiania. Behag send mig pr. første S/S «Varden» eller «Laugen» 30/1 Fisk. & 20/2 Fl. Sherry á 2,20 og 20/1 Fl. & 20/2 Fl. Sherry á 1,40.»
«Herr Christian Holter: Behag send mig pr. S/S «Laugen» imorgen 5/4 Tdr. prima Grønsæbe.»
«Jordans Børste- og Penselfabrik: Behag send mig pr. første Ilgods 30 Skurebørster No. 31 24, 30 Do. No. 31 36.»
«Bjelland, Stavanger: Send ordinerede 200/4 Sardiner i Olie, 50/4 i Tomat, 100/2 Sild i Olie, 200/4 fiskeboller første Dampskib.»
«Behag opgi mig Deres allerbilligste Pris Tyttebærsaft i Oxehoder.»
«Send hurtigst en kasse fineste Gjedost.»
«   om De kan skaffe prima dobbeltgarvet Jern til Hvalharpuner samt til hvilken billigste Pris. For Tilfældet er jeg villig til at overtage Agenturet for Dem for Byene Sandefjord, Larvik og Tønsberg og tror jeg at kunne sælge en hel Del saafremt Jernet er ligesaa godt som det bedste svenske.»
«Adolph von Tangen-Jordan, Bergen: Send hurtigst 60 Kilo The som før.»
«Herrer O. Mustad & Søn: Behag send hurtigst 5/2 Kasser sort Skibsspiker 5", 5/2 Kasser 4" sort Skibs-spiker.»
«Herr Alf Bjercke: Behag send os S/S «Pioner» 12/2 Boxer rød Frugtcoulør.»
«Aug. Pellerin fils & Co.: Behag send os S/S «Pioner» Tirsdag ordinerede 1400 Kg. Australia i Blik og betinget lastet ombord i S/S «Ambra» hersteds.»
«Conrad Langaard: Den 30. mars ordinerede og senere 4. april omskrevne Bladtobak endnu ikke modtaget. Kan De paa Grund af Tobaksstreiken ikke expedere samme saa havde vi ventet Deres Meddelelse derom da vi er i Mangel.»
«Istedenfor ordinerede 28' bord, bedes De sende tilsvarende Kvantum i 19' og 21' Længder.»
 «Behag offerere billigst Ima tørre Æbler, Ima Svedsker i Kasser á 12½ og 25 Kg., Ima Rosiner, o. s. v.»
«Herr Skibsreder: Ved nærværende tillader vi os at anbefale vor Forretning i Proviant og Requisita — for Deres herliggende Baade til billigst mulige Priser. — Gjerne imødeseende Deres ærede Ordres....»
Og ordrene kom:
19. april 1912: «Jeg tillader mig herved at oversende mine Regninger for Udstyr leveret Hvalbaad «Splint», nemlig:
Proviant       kr. 1 152,27
Requisita          » 317,07
                        kr.    1469,34
30. april 1912: «Herr Overrettssagfører P. Bogen. Hersteds. Jeg tillader mig hoslagt oversende mine Regninger for Udstyr leveret til:
Hvalfangerselskabet «Viking»:

Proviant   ...............................    kr. 10 877,05
Requisita................................    »     4 289,73
Hvalfangerselskabet «Norrøna»:
Proviant   ...............................    »     1238,13
Compania da Pesea de Balena:
Proviant   ...............................    »     7072,83
Requisita................................    »     4 769,76
Hvalfangerselskabet «Suderø»:
Proviant & Requisita   ..............    »     3 869,64
S/S «Merkurius»:
Requisita................................    »        303,34
     ..................................    kr. 32 409,34

4. mai 1912: «Herr Skibsreder Albert Grøn, Sandefjord    mine Regninger for Udstyr leveret til Hvalfangerselskabet «Verdande» nemlig kr. 11 005,42
til hvis Udligning jeg tillader mig vedlegge min Tratte
Kr. 11 005,42 6 Mndr. af 16. april som bedes godhetsfuldt returneret, forsynt med Deres Accept. Med tak for Forretningen.
18.mai  1912: «Herr Hvalfangstbestyrer Anders Ellefsen, Tønsberg.: Regning over Udstyr leveret til Skib «Pernambuco» i Husø, nemlig kr. 15 470,97 som jeg tør be Dem returnere i attesteret Stand.»
8. oktober 1912: «Konsul Lars Christensen, Sandefjord. Jeg tillader mig herved oversende Regninger for Varer leveret til Skib «Nor», tils. Kr. 21 937,70.»
8. oktober 1912: «Herr O.r.sagfører P. Bogen, Sandefjord    for Udstyr leveret til «Sandefjord Hvalfangerselskab», Skib «Fulwood», A/S «Sydhavet». Tilsammen: Kr. 48 530,64.»
10. oktober 1912: «Herr Disponent Søren L. Christensen, Sandefjord for Udstyret til S/S «Ørn» og S/S «Bombay». Tilsammen Kr. 62 900,93.»
19.oktober 1912:  «Konsul Lars Christensen Udstyr leveret S/S «Hvalen» med Hvalbaadene «Minerva» og «Fogo» for Kr. 43 133,82.»
19. oktober 1912: «Herr Søren L. Christensen leveret til Skib «Pisagua» for Kr. 11 449,72.»
 Blandt annet har jeg regnet ut at Thor Dahl leverte tilsammen 15 800 kg. margarin til ovennevnte selskaper og skuter.

   Den 31. desember 1912 skriver Thor Dahl til «Magistraten i Sandefjord» for å meddele at: «Herved anmeldes, at den af mig i 25 Aar drevne Skibs-, Kolonial- og Vinforretning fra 1ste Januar 1913 er ophørt. Ærbødigst Thor Dahl.»
Dahl ønsket nu å gi sitt tidligere personlige firma aksjeselskapets form og fra 1. januar 1913 er skibs-og husholdningshandelen innregistrert som A/S Thor Dahl.
«Den 31te December 1912 afholdtes constituerende Generalforsamling i A/S Thor Dahl der fra 2. Januar overtager den af Herr Thor Dahl drevne Skibs-, Kolonial- og Vinforretning. Selskabets Kapital er Kr. 50 000 — Femti Tusind Kroner — som er fuldt indbetalt fordelt paa 50 Aktier å Kr. 1000,00 — et Tusind Kroner — lydende paa Navn.
Derefter valgtes Bestyrelse:
Herr Thor Dahl, Bopæl Badehusgaden No. 3.
Herr Ludvig Knutsen, Bopæl Prinsens gade No. 22.
Herr Thor Dahl jr., Bopæl Badehusgaden No. 3.
Til Formand i Styret valgtes enstemmig Thor Dahl med en aarlig Gage Kr. 6000 og 5 Pct. af Nettofortjenesten.»
 Da Thor Dahl startet egen forretning i 1887 reiste han inn til Christiania for å kjøpe varer hos hovedstadens grosserere, den første dagen for 37 kroner.
 

A.s Thor Dahls forretningsgård på bryggen med tilbygg av 1926 «hvalfangstens hus».

Luftfoto av «A.s Thor Dahl»s forretningsgård på bryggen 1933.

Inngangsdøren til Thor Dahls butikk på bryggen 1911.
Den nærmeste av bodene tilhørte Thor Dahl. Den blev revet da forretningsgården blev utvidet i 1926 med «hvalfangstens hus».  Den andre boden tilhørte Andersen og Thorsen. Den er også revet. Den hvite bygning høieie op i gaten var Sandefjords havne- og mønstringskontor.  Det er også nu revet for å gi plass til en ny utvidelse av A/S Thor Dahls forretningsgård.

Thor Dahls forretningsgård Badehus gaten 3 (nu Thor Dahls gate 1-3) før utvidelsene i 1926 og 1937/38.



        25½ år senere kan han skrive brever av denne art:
«19. April 1913. Christiania Bank og Kreditkasse, Christiania.
Sona tidligere meddelt har jeg kjøbt S/S «Falkland»s indehavende Ladning 13 000 Fad Hvalolie. Ladningen skal gaa til Runcorn pr. Liverpool, og har jeg at betale straks ved Andkomsten ca. Kr. 500 000. Jeg har solgt Ladningen igjen til Herrer Joseph Crosfield & Sons, Ltd., Warrington, med Levering Runcorn, og skal hos disse have et Forskud af 75 Pct. af Kjøbesummen. Da jeg imidlertid maa være paa det rene med at opfylde min Kontrakt, selv om det skulde blive nogen Vanskeligheter med Modtageren, tillader jeg mig at forespørge, om De for Tilfælde vilde lægge ud for mig indtil Kr. 500 000 mod Tilbagebetaling senest inden 8 á 14 Dage. Pengene skulde for Tilfælde indbetales i Andresens Bank for Regning af A/S «Rethval». Jeg vil i saa Fald, forsaavidt jeg kommer til at trænge det, fra Liverpool telegrafere Dem Udbetalingsordre.
Jeg vil for en saadan Forretning ikke kunne betale mer end Norges Banks Disconto, 5% p.a.»
 Kreditten blev innvilget.

        EN DEL OLJEKJØPERE FØR KRIGEN

Ant. Jiirgens, Oss, Holland.
Joseph Crosfield & Sons Ltd., Warrington.
Messrs. Meade King Robinson & Co., Liverpool.
Hugh Highgate & Co., Paislay, Glasgow.
M. Lellan, Glasgow.
Bremer Besigheimer Hærdningsfabrik, Bremen.
De-No-Fa og andre herdningsfabrikker.
Hudwaleker.
Fettrafineri Brake.
van den Berg.

        SALGSKONTRAKT FOR HVALOLJE
I hereby confirm having sold to Messrs. Joseph Crosfield & Sons Ltd., Warrington, England, for account on myself delivery after safe arrival April/May in Runcorn the whole catch said to be about 18 700 barrels Whale Oil No. 0/1 in tanks 300 barrels Whale Oil No. 2 per S/S «Falkland» at the following prices and conditions:
No. 0 good merchantable quality        Price naked on tank
No. 1                         do.              do.                Marks 41,00
No. 2                         do.              do.                    »    35,00
per 1000 Kilos naked nett cash, delivered Runcom after safe arrival. S/S «Falkland» to be directed to a good and safe discharging berth. The oil to be pumped by S/S «Falkland» into buyers tanks or tank lighters and to be weighed by sworn weighers. Should anything of the oil fall below No. 2, buyers have to receive same against a reasonable reduction. 75 % advance to be paid on arrival against documents. If any dispute should arise, which cannot be settled amicable, same to be settled by arbitration in Liverpool or Hamburg.

 Sandefjord April 23 - 1913.

Thor Dahl.

 


7.   Krigen 1914—1918.

 

        Den 27. juli skrev Thor Dahl et brev adressert til Hr. Styrmand Fredrik Sundholm, Nøtterø: «Deres Ærede af 11te dennes, med vedlagte Attester modtaget. Jeg kan for Tiden desværre ikke gjøre brug af Deres Tilbud, da «Thor II» er beordret Hjem til Sandefjord for Oplag. Fragterne er for Tiden saa daarlige at det ikke lønner sig at seile.»
        Fraktene hadde gått jevnt nedover siden høsten 1913, så de i juni måned 1914 lå 30—40 procent lavere enn i tilsvarende måned i 1913.
 «Thor II» var en 4 mastet bark på 2144 br. r. t., bygget av jern i Glasgow 1886, og kjøpt av Thor Dahl høsten 1911 for £ 3750.  Dahl skrev selv om båten den 26. september 1911:  Jeg har kjøbt et Jernskib «Nile», nu «Thor II», som jeg skulde benytte til flydende Kogeri, men da jeg ikke kan faa det færdig tidsnok, har jeg bestemt mig til at lade Fartøiet gjøre en Tur paa Australien. Jeg kan opnaa 45/— for Trælast fra Øst-Norge og 65/— fra Hudikavall, og kan jeg opnaa en 27/— for Korn, mener jeg at det ogsaa skal bli en god business.»
«Thor II» blev aldri ominnredet til kokeri, men fortsatte i almindelig koffardifart. Sommeren og høsten 1914 kunde ikke Dahl opnå frakter for «Thor II» som han var fornøid med, og skuten lå oplagt fra 6. august til 9. oktober. Da blev den sendt til Aalborg for å laste cement. Det blev tatt ombord 17 844 tønner cement á 180 kg. pr. tønne.
Før avgangen fra Norge hadde «Thor II» dessuten tatt inn følgende last:
200 kasser á 50/4 R. boxer fiskeboller i kraft                   kr. 8 000
200 kasser á 50/4 R. boxer stekte fiskeboller i kraft         » 10 000
200 kasser á 100 esker røkte norske sardiner                  »   8 000
100 kasser á 12 flasker H. Poulsen & Co. Arrac Punch       »   2 400
100 kasser á 12 flasker H. Poulsen & Co. Arrac Punch, gulstemplet          » 3 000
                                                                                                              = varer for.  ... kr. 31 000
Cementen kostet i innkjøp ca. 70 000 kroner, og Dahl beregnet frakten efter 20 sh. pr. tonn. «Thor II» var ankommet til Aalborg den 17. november og avseilte den 14. desember «bound for Buenos Aires».
Da Dahls svigersønn, konsul Lars Christensen, spurte hvorfor «Thor II» skulde gå med cement til Syd-Amerika, svarte Dahl: «Det er noe jeg har drømt, men jeg tror her er penger å tjene.»
Mere oplysende er et brev fra denne tid, hvor der står: «     jeg vet at i Bahia brukes store Masser Cement til Kaianlæg  » Og den 23. november 1914 telegraferer han til «Consul Christophersen, Buenos Aires: Thorto loading Aalborg 18 000 barrels grossweight 180 Kilos prima cement telegraph if fifteen shillings obtainable and homeward cornfreight.»
        Til kaptein Isak Jacobsen på «Thor II» skriver Dahl den 4. desember: «Konfidentielt vil jeg sige Dem at Ladningen ikke er solgt og da muligens Folk i Buenos Aires vilde benytte sig af at Ladningen gik dit uden at være solgt, stanser De ved Rio hvor jeg haaber at kunne gi Dem Ordre ved Lodserne saa De kan slippe at gaa ind. Jeg har nemlig i Rio en Nevø, ansat hos Firmaet Nordskog & Co., og hvis De faar Ordre til at levere Ladningen til ham eller til Nordskog & Co. saa gjør De det.»
        Og det blev i Rio at Dahl skulde komme til å selge lasten. Der bygde de nemlig også nye kaier og de ventet nettop en båt med cement fra England. Men den båten forliste og «Thor II» kom derfor i grevens tid til en cementhungrende by. Den 15. februar 1915 telegraferer Dahl: «Nordskog Rio de Janeiro. Sell 12 000 barrels Thors cement eleven shillings cash telegraph remitance London quick delivery.» På det kom det svartelegram den 19. februar: «Sold 12 000 barrels eleven sh. cash less 3 °/0 telegraphic remittance London, delivery within 12 days.»
        Restpartiet, 5844 tønner, blev også solgt i Rio og salgssummen for hele partiet blev ca. 190 000 kroner. Hvordan det gikk med punchen, vet jeg ikke, hermetikken blev det siden gjort forsøk på å selge i Frankrike. Thor Dahl hadde sendt sin nevø beskjed om å kjøpe 5000 sekker kaffe. På grunn av misforståelser blev dette kaffekjøp ikke effektuert i tide, så «Thor II» avseilte fra Rio den 13. april i ballast og ankom til Buenos Aires den 3. mai, hvorfra den avseilte igjen 14. juni med en quebracholast1) med ankomst Havre den 14. august 1915.
 1) En sort tre hvorav man utvinner et stoff som anvendes ved garvning.


        Dahl var ikke videre blid hverken på nevøen eller på Nordskog & Co. som ikke hadde effektuert ordren på de 5000 sekker kaffe. Men efter megen telegrafering og en — for en utenforstående meget underholdende korrespondanse — blev de 5000 sekker til slutt innkjøpt og innlastet i flytende kokeri «Thor I», som kom oljelastet fra sesongen på Syd-Georgia, og nu blev beordret til å gjøre en avstikker innom Rio.
        Men nu reiste der sig et nytt problem. Kaffegrossistene i Kristiania nektet å kjøpe en så sensibel vare som kaffe, når den blev fraktet hjem på toppen av oljetankene. Men også for det visste Dahl råd. Han solgte kaffen i London for 57 shillings pr. 60 kg. Selv hadde han i Rio gitt 37/6 pr. 60 kg.
        Hadde det vært vanskelig å opnå akseptable frakter i 1914, var det tilsvarende lett å opnå eventyrfrakter under krigen. Gjennemsnittsfraktene La Plata—England var i 1914: 16/10, i 1915: 69/8 og i 1916: 150/1. En kornlast Argentina—England som i september 1914 vilde gitt en bruttofrakt på ca. 75 000 kroner gav rederen 450 000 kroner i bruttofrakt januar 1915. Utgiftene var nok også steget, særlig assuranse og kull, men ikke tilsvarende, og for 4 mastet bark «Thor II» spilte jo ikke kullene noen rolle.
        Vi kan selvfølgelig ikke gi oss til å fortelle om «Thor II»’s reiser fra dag til dag. Dens siste tur var å gå med kull til firma P. Bogens landstasjon Strømnes på Syd-Georgia og med olje tilbake til Europa.
Den 19. august 1916 skriver Dahl til kapteinen på «Thor II»: «Som jeg ogsaa skrev til Dem til Bergen, er De for sen ved Land. Heri maa det skje en For­andring. De skriver at Arbeidstiden i Melbourne kun var 8 Timer pr. Dag. Har De da ikke regnet ud at vi med «Thor II» nu seiler ind brutto Kr. 3000 pr. Dag? Hvorfor fik De ikke Folk i Melbourne til at arbeide 10 å 12 Timer mod at betale Overtidspenger baade til Modtagerens og eget Mandskab 8 á 9 Dage indsparet gjør ca. 24/27 000 kroner. Kan De ikke forståa eller skal jeg regne videre for Dem. De ankom til Newcastle N. S. W. den 13. juli. Paus telegraferer at De var beregnet lastet 29. Juli. De telegraferte at De var lastet 1. August. De brugte altsaa 19 Dage. I Amerika vilde De kunne været lastet paa mindre end 19 Timer. 10 000 Tonnere lastes der paa 16 Timer   
Har De endnu ikke lært at «time is money», og hvor lang Tid skal det til for at jeg kan faa lært Dem dette? Av certepartiet fremgaar det at vi skal ha 2000 Kr. pr. overliggedag. Jeg vil De skal losse og laste paa ca. 30 dager, hver Dagarbeider mindst 2 Timers Overtid. Bogen har lovet at hans Folk skal gjøre det samme. Folkene faar extrabetaling. Lad mig nu se at De gjennemfører mit Princip baade paa S. Georgia og i England, saa De ogsaa selv kan gjøre Dem fortjent til en Extraskilling. Med venlig hilsen til Dem & Deres Hustru, deres forbundne Thor Dahl.»
        «Thor II» forlot Syd-Georgia 23. november med ca. 13 300 fat hvalolje ombord. Den blev torpedert 4. februar 1917 sydvest for Irland, ca. 85 mil fra land. Mannskapet fikk en halv time til å gå i båtene. U-båtens chef beordret kapteinen til å gå op langs siden med «Thor II»’s kronometer og logbok. Så vel kapteinen som hans hustru og datter gikk ombord i u-båten hvor de blev holdt som fanger. Båtsmann Åge Møller fortalte han hadde hørt kapteinen og hans frue snakke sig imellem «at hadde de levet så lenge sammen, vilde de også dø sammen». Så ille gikk det heldigvis ikke. Kapteinen med hustru og datter blev landsatt i Helgoland og sendt hjem derfra.
Mannskapene i livbåtene blev efter 20 timers seilas tatt op av en britisk patruljebåt. De var alle stivfrosne, og styrmannen mente de ikke vilde ha holdt ut stort lenger.
 

Inngangsdøren til Thor Dahls butikk på bryggen under oversvømmelsene 1911.

Fra oversvømmelsene 1911. Til høire bryggegaten. Til venstre Badehusgaten, nu: Thor Dahls gate.



        «Thor II» var fra 2. august 1914 krigsforsikret for kr. 120 000, fra 20. desember 1915 for kr. 200 000 og fra 6. august 1916 for kr. 560 000, som var den høieste verditakst krigsforsikringen vilde sette på skibet. Da «Verdenskrigen» var brutt ut, blev det søndag den 2. august 1914 holdt en regjeringskonferanse på slottet i Kristiania. Da Gunnar Knudsen var på weekend, blev statsrådet sammenkalt av utenriksminister Ihlen. Det blev bl. a. besluttet: «   utfærdiget forbud mot utførsel av korn og melvarer, kul, koks og mineralske oljer» Og den 3. august fikk tollkammeret i Sandefjord følgende telegram: «Utførselsforbud for korn, melvarer, kul, koks og mineraloljer.
Denne bestemmelse trær i kraft straks. Dette gjælder ikke varer til skibsbruk.» Man var i Sandefjord i villrede med om den siste pasus også gjaldt for de flytende kokerier. På forespørsel fra Søren L. Christensen svarte tolldepartementet den ellevte august: «Tolldepartementet meddeler i anledning indkommet andragende fra A/S «Ørnen» at utførselsforbud ikke gjelder til skibsbruk.» Bestemmelsen i statsråd av 2. august var blitt gjentatt i konstitusjonelle former den 4. august og bekreftet og utvidet den 18. august.
        Den 21. august skriver Dahl:
«Det Kgl. norske Finans- og Tolddepartement. I Anledning det ærede Departements Telegram av 3. august til Toldkammeret i Sandefjord, tillader vi os at meddele, at samtlige Hvalfangerekspeditioner er bestemt at komme ud paa fangst i Sydhavet. Vi forudsætter at det ikke er noget Forbud mot at udproviantere disse Expeditioner, idet Mandskabene jo maa have mad selv om de skulde gaa her hjemme og slenge et helt Aar. Vi kjøber og indfører ugentlig Varer fra Udlandet, og vi kan ikke tænke os, at norske Autoriteter vil lægge os hindringer i Veien for at udproviantere og udruste norske Skibe med norske Besætninger paa sine vanlige Fangstturer sydover.
For at ingen Misforstaael&e skal finde sted herom, imødeser vi det ærede Departements Tilslutning til vor Opfatning hurtigst telegrafisk.»
Og den 22. august telegraferer departementet til Sandefjord tollkammer: «Udførselsforbudet 18. august gjelder ikke fangstfartøier til Sydhavet. Underret A/S Thor Dahl.»
        Men der var andre vanskeligheter, bl. a. å skaffe varer. Den 21. august 1914 skriver Thor Dahl til en margarinfabrikant: «Da samtlige vore Hvalfangere er bestemt paa at komme ud paa Fangst, tillader vi os at forespørge, om De er villig til at modtage vore Ordres som tidligere. I saa Fald vil De kunde paaregne Ordres paa flere Tusind Kilo indsendt strax til Effektuering primo September. Vi vil gjøre Dem opmerk-som paa at tiltrods for at de fleste Engrosforretninger i Christiania har tabt Hodet strax Krigstilstanden indtraadte, sælger vi til vaare Kunder paa den sedvanlige Betalingsmaade, 6 Maaneders rentefri Accept.» Margarinkjøpet gikk i orden.
        Selv om utførselsforbudet ikke rammet hvalfangst-flåtens utrustning måtte det dog dispensasjon til når det gjaldt proviant til norske sjøfolk i utenlandske selskaper. 16. september 1914 skriver A/S Thor Dahl: «Vi tillater os herved ansøke om tilladelse til at utføre med S/S «Fridtjof Nansen» til Hvalfangerselskapet Comp. Argentina de Pesca: 300 kasser sukret melk, 200 kasser usukret melk, 2000 kg. tørrede poteter og 500 kg. tørfisk.» Og den 17. september fikk de til svar: «Det tillates Dem at utføre fra Sandefjord de i skrivelse av 16. september anførte fødevarer med S/S «Fridtjof Nansen» til hvalfangerselskapet C. A. de P. til Syd-Georgia. Tilladelsen gjelder til og med den 30te ds.» Og den 22. desember finner vi meddelt at: «Socialdepartementet har bestemt at smaating beregnet som julepresenter kan utføres uhindret gjeldende utførselsforbud.» Men det vedkom ikke hvalfangerne anno 24. desember 1914.
        Thor Dahl hørte ikke til dem som tapte hodet da krigen brøt ut. Han hadde i det hele ikke anlegg for panikk i noen retning. Men som kjøbmann hadde han
rik anledning til å studere disse anlegg hos andre. Varer som folk ellers kjøpte ferdige hos bakerne, kjøpte de nu som råstoff hos kolonialvarehandlerne. Og ikke bare hos de handlende i sin egen by. Den 6. august ekspederer A/S Thor Dahl til: Captein C. J. E., Christiania, 1 Tønde Hvetemel, til: Fru…, Drammen,
2 Tønder Hvetemel, til: Herr O. B., Christiania, 3 Tønder Hvetemel, til: Fru  ,  Larvik, 2 Tønder Hvetemel o. s. v. Og lagrene minket. Den 10. august 1914
skriver Dahl til: Herr B. J., Bækkelaget: «Av omspurte Varer kan jeg skaffe Dem 1 Tønde Hvedemel. Kjødhermetik er vi omtrent udsolgt paa — og for tiden ikke mulig at opdrive — dog har vi endel Faar i Kaal.»
        Thor Dahl skrev en gang i et forretningsbrev: «Har du tenkt at snyde din gamle Ven. Jeg lader mig ikke snyde.» Nei, det er det mange eksempler på. Selv var Thor Dahl «skvær og real» for å uttrykke sig i hans gamle forbindelsers sprog. Men det forlangte han også at andre skulde være. Og ved krigens ut­brudd — og siden også — var en av de ting han ikke anså for å være i overensstemmelse med vederheftig handelsmoral: Uberettiget avanse som følge av vareknapphet og derav følgende prisstigning. Av mange eksempler skal vi plukke ut et par.
        Den 11. august 1914 skriver han til    aksjemølle: «Vi maa herved nedlægge vor Protest mod at De annulerer Salget til os af 200 Sækker Rugmel 3 Ankere á Kr. 16,25 incl. Sæk, cif Sandefjord -2% pr. 30 Dager. De har ikke Ret til en saadan Fremgangsmaade. Saafremt De hadde Korn nok paa Lager til at effektuere ethvert Salg (vi ved forresten at De har faaet en Ladning ind efter at De har annuleret Salget) saa er De forpligtet til at opfylde Deres Kontrakter. Bliver De som følge af den udbrudte Krig forhindret fra i sin Helhed at opfylde Deres Kontrakter, vil enhver Ret tilsige at De opfylder Deres Kontrakter proportionalt, og vil enhver Kjøber finde sig heri.
Vi forbeholder os vor Ret til Erstatning for Deres Kontraktsbrud, og tør imidlertid bede Dem sende os 10 Sækker Rugmel 3 Ank. efter billigste Dagspris.»
 Foruten Dahl gikk Lindstøl i Seljord til prosess mot vedkommende mølle. Efter hvad det er blitt mig meddelt vant begge sine prosesser.
        For den 17. august finner vi i arkivet nedenstående brev: «Men har De ifølge Deres Ærede af 3die ds. ikke effektuered vor Ordre, idet De angiver, at Deres Tilførsler paa Grund af Krigen er stoppet. Vi tror dog at, at De havde saa meget paa Lager af Bencin, at De kunde udført Ordren, imidlertid har vi indtil videre kjøbt 5 Fade paa Vallø for Deres Regning efter 40 Øre pr. Kg., og belastet Dem Prisdifferancen. Da Dampskibsforbindelsen saavel paa Newcastle som paa Grangemouth er aabnet, haaber vi De faar fornyet Tilførsel af Benzin, saa De kan fuldføre Deres Kontrakter.» For å ta et sprang to år frem i tiden så blev det gjennem A/S Thor Dahl den 21. oktober 1916 bestilt 4 hvelvdører fra et Kristiania-firma til en pris av 2200 kroner. Den 2. januar 1917 får A/S Thor Dahl beskjed om at «prisen paa hvælvdørerne nu er steget til Kr. 650 pr. styk eller Kr. 2600». Men da svarte A/S Thor Dahl at det utvilsomt var riktig at alle materialer var steget, «men Materialet som disse 4 Dører er laget af, hadde De selvfølgelig paa Lager, selvom Materialpriserne senere er gaaet op».
Høsten 1918 blev Dahl anmodet om å melde sig inn i «Norges Rederforbund».  Dertil svarte han at ......Med hendsyn til indmeldelse i Rederforbundet saa har jeg for tiden ingen skibe andre end mit flytende hvalkokeri og 4 hvalbaater. Jeg synes derfor der er av liten interesse saavel for Rederforbundet som for mig at jeg melder mig ind.»
        Bortsett fra «Thor II» var det som aksjonær og ikke som reder Dahl tok del i shippingboomen under krigen. Og han hadde meget bestemte formeninger om verdien og varigheten av samme. Så langt tilbake som man kan følge hans privatkorrespondanse går det for øvrig gjennem den som en rød tråd den maxime at spekulasjon er noe man bare skal innlate sig på når man også har råd til å tape. Nedenstående brev er ikke citert fordi det er det mest karakteristiske, men fordi det passer inn i kapitlet:
«24. november 1916. Fru   Dit venlige af 22. ds. modtaget.   Jeg trodde Du forlengst hadde solgt Dine aktier. Hvis Du agter at beholde Aktiene vil Du nok kunne paaregne gode Renter af Pengene flere Aar efter Krigen, men Du maa ogsaa regne med Prisfald — ja endog Panik — men det maa man isaafald ikke lade sig forurolige af.»
        Thor Dahl lot sig aldri forurolige. Tross jeg har gått igjennem ca. 20 000 brever fra ham selv og fra hans firma, har det ikke lykkes mig å gripe ham i en eneste situasjon hvor nervene sviktet.
        Som nevnt deltok hverken Dahl personlig eller firmaet i noen særlig grad aktivt som redere under krigen. Men som skibshandlere var de selvfølgelig i daglig kontakt med rederivirksomheten.
De litt eldre blandt oss husker formodentlig alle Christoffer Hannevigs aksjeinnbydelse av 20. januar 1915, som bl. a. inneholdt en pasus om at hans skuter vilde tjene 50 % av kjøpesummen på en eneste transatlantisk reise. Den 11. februar skriver Thor Dahl jr. til Hannevig:
        «Vi erfarer at De i disse dage starter et nyt selskap for seilskibe med motor og at allerede et par av skibene ligger her i Sandefjord ved Framnæs Mek. Verk. Vi haaber derfor at De vil benytte Dem av vor skibshandel her paa stedet, da det vel maa være mest hensigtsmessig for Dem at faa varene her. Vort firma er, kan vi trygt sige, den ældste og mest kjendte skibshandel her paa stedet og har vi i mange aarrækker tilfredsstillet Hvalfangerselskapene i enhver henseende med alt det til en saadan udrustning nødvendige og har vi altid lagt særlig vægt paa varernes holdbarhet og indpakning. Med hensyn til priser skal vi strekke os saalangt som disse tider tillater os.»
        Norge var, som alle de nøitrale stater under krigen, i den ubehagelige stilling å være plasert mellem barken og veden — mellem Ententen og Centralmaktene. Den første mere alvorlige påminnelse om dette fikk vi den 15. oktober 1914 da Storbritannia tvang oss til å vedta utførselsforbud for olje, kobber og gummi. Siden fikk vi nordsjøsperringen av 2. november 1914, blokade-erklæringen av 4. februar 1915 o. s. v., o. s. v. Men det var først høsten 1915 at vi blev aldeles uløselig spunnet inn i de stridende makters krigskommersielle vev. Vår nye handelspolitiske stilling førte bl. a. til oprettelsen av de mange brancheavtaler som norske industri-, handels- og shippingfolk måtte avslutte med Storbritannia. Den første var overenskomsten mellem «De norske bomuldvarefabrikers forening» og den britiske regje ring. Den var relativt gunstig for nordmennene, særlig når man tok i betraktning hvilket uhyre viktig råstoff bomull var under krigen, ikke bare til arméenes utstyr med klær, men også som nødvendig bestanddel av eksplosive stoffer.
        Den 12. november 1915 fikk «Garvernes- og lærfabrikanternes landsforening» en overenskomst. Den var streng, men ennu strengere blev brancheavtalen mellem «Oliegruppen av maskingrossisternes forening» og England, avsluttet i mars 1916. Overenskomsten gjorde slike inngrep i Norges suverenitet at den ikke blev godtatt av det norske utenriksdepartement. Dette gav bare sitt samtykke til en midlertidig import av smøreoljer i henhold til avtalen.
        Men likegyldig hvor striks denne var, måtte den vedtages uoffisielt, for mangelen på smøreolje våren 1916 «begyndte aa bli næsten uhyggelig». En av bestemmelsene i overenskomsten var at foreningen uopholdelig skulde sende inn sin medlemsfortegnelse til den britiske legasjon i Kristiania. Samtidig skulde den avertere at den var villig til å opta nye medlemmer. Gamle som nye medlemmer måtte forplikte sig til at smøreoljer innført fra Storbritannia ikke måtte brukes på fartøi som befordret varer til Tyskland eller i en fabrikk som solgte varer til dette land. De måtte forplikte sig til «at annulere enhver løpende kontrakt for levering av smøreolje til hvilken som helst person, firma eller selskap hvis navn måtte bli meddelt undertegneren gjennem foreningen». Og det kunde bli mange.
        Den første sorteliste medlemmene fikk sig tilsendt inneholdt navnene på 160 firmaer: Bergen 18, Bodø 1, Brevikbotten 1, Fiskaa 1, Fredrikstad 1, Kragerø 1, Kopervik 3, Kristiania 68, Kristiansand 6, Kristansund 4, Larvik 1, Skaanland i Salten 1, Sandefjord 3, Sarpsborg 1, Skien 3, Stavanger 23, Trondhjem 7 og dertil endel motorskib av Bergen. Men snart kom i tillegg en fortegnelse over 8 tromsøskuter som man ikke måtte levere olje til. Og siden strømmer det inn med flere «tillægsfortegnelser» i måneden. Særlig for vestlands-firmaer. Og direktivene som kom fra den britiske legasjon blev strengere og strengere. Vi kan ikke gå i detaljer her.
        Den 8. mai skriver Thor Dahl og ber sig optatt som «ekstraordinært» medlem av oljegruppen av maskin-grossistene. Dahl hadde nemlig i november 1915 fra Amerika kjøpt 100 fat mørk cylinderolje og dem vilde han nu ha importcertifikat for. Men først i januar 1917 får han importtillatelse for 25 eller 30 fat, og ennu den 19. mars skriver han: «Videre har vi modtaget certifikat over 30 fat for import over første kvartal iaar, men dette parti har vi endnu ikke modtaget.» Og da han fikk de første 25 av dem, viste det sig at «av omhandlede parti hadde vi et svind av 258 kilo. De vil saaledes forståa, at det er av den største betydning for os at faa hjem resten uopholdelig, ellers vil sandsynligvis den største del av oljen rinde ut i sommervarmen.» I løpet av 1917 får Dahl hele partiet hjem. Han solgte noen fat til Tresehow, Larvik og Henriksen, Tønsberg. Men hovedpårtiet, 65 fat, blev kjøpt av marinens hovedstasjon i Horten. — Thor Dahl hadde gitt 0,50 pr. kilo og solgte oljen igjen for 3 kroner pr. kilo fob. Sandefjord. Tross lang lagring, svinn og frakt blev det en god fortjeneste også på denne forretning.
        I desember 1917 besluttet den norske stat sig til for sitt eget vedkommende å dispensere fra forbudet mot å fange hval langs norskekysten. Det var den truende fettnød i landet som fremtvang denne beslutning. At verdens ledende hvalfangstnasjon, som hvert eneste år under hele krigen bragte store oljelaster fra Antarktis til Europa, skulde trues med fetthunger er bare ett av tusener eksempler på hvordan en krig vender op og ned på tilvante og «naturlige» forhold, og hvordan de ærverdigste begreper om retts- og handels-normer i krigstider faller som saftig gress for en skarpslepen ljå.
        Alle de store oljelaster fanget av norske selskaper på norske skuter av norske fangstfolk gikk under krigen i sin helhet, frivillig eller tvunget, til Storbritannia, bare med et par undtagelser. Og engelskmennene innrømmet da også åpent at det «in fact without the whaling oil would have been unable to carry out both its food and muntion campaigns, since the use of this oil in the production of glycerine had freed other fats for edible purposes.»
        Riktignok var ikke hvalolje blitt stillet op på de første britiske kontrabandelister. Det skjedde først den 9. desember 1914. Men efter den dag måtte alle norske importører av hvalolje garantere at ikke noe oljeparti blev reeksportert til de alliertes fiender. Siden besluttet Storbritannia sig til å kjøpe all norskprodusert sydhavsolje. Det vilde forresten være riktigere å si «rekvirere» enn «kjøpe», for den britiske regjering bestemte selv hvilke priser den vilde betale for oljen — og det var alltid priser som lå langt under varens markedsverdi.
        Dette passet ikke Thor Dahl. Alt den 12. februar 1915 skriver han til: «Udenrigsdepartementet, Christiania. Fra Den norske Hvalfangerforening modtog vi igaar Udenrigsdepartementets Meddelelse om at England insisterer paa Udførselsforbud af Hvalolie fra Norge. Vi vilde høilig beklage om noget saadant skulle finde Sted, thi det vilde betyde en Ruin for den norske Hvalfangst. Vi vil hendstille til det ærede Departement at tilholde den norske Regjering ikke at indgaa paa noget saadant. Vi er jo et neutralt Land og maa i allefald have Ret til at sælge vor Olie contant fob. for Skibning til alle neutrale Land og i vort Hjemland der med store Anlæg som «De-No-Fa» og «Vera» snart vil være istand til at bruge den samlede Fangst.»
       Men overfor de maktmidler som stod til stormaktenes disposisjon, var den norske stat for maktesløs å regne. Så da Thor Dahl den 10. august fikk telegram om at «the ministry of muntions has given notice that they requisition whaleoil «Thor I»,» besluttet han å ta saken i sin egen hånd og «Thor I»’s fangst sesongen 1916—1917 blev beordret til New York og lagret på tanker i Weehawken. England tok hansken op og fikk den amerikanske regjering til å beslaglegge «Thor I»'s olje på den britiske regjerings vegne. Som svar på dette blev det dengang i Sandefjord fortalt at Dahl bombarderte den engelske regjering med en serie telegrammer av følgende lakoniske innhold: «Olja er mi! Thor Dahl.»
       Historien er neppe sann, men riktig forsåvidt som den gir et helt adækvat uttrykk for Thor Dahls indignasjon over slike inngrep i hans selvfølgelige eiendomsrett. Han skriver da også den 13. november 1917:
«Det Kongelige Udenrigsdepartement, Christiania.
Deres Ærede af 4de og 8nde ds. modtaget. Det av vedkommende Funktionær i Foreign Office anførte er vistnok riktig for de øvrige Hvalfangerselskapers vedkommende, idet disse kun bevilges License for et Aar ad Gangen med Forpligtelse til at bringe Olien til engelsk Havn. Min License er utstedt for 21 Aar og gjælder til 1929, den indeholder ingen Forpligtelse til at sende Oljen til England — derimod har England under Krigen udstedt en Forordning eller et Paabud om at Hvaloljen saalenge Krigen varer og 6 Maaneder derefter skal bringes til England. Jeg er mig ikke bevist hverken nu eller tidligere at have gjort de britiske Myndigheter nogen Vanskeligheter. At jeg iaar paa Grund af de tidligere oplyste Vanskeligheter saa mig nødt til at lagre min Olie i Amerika, tror jeg enhver upartisk Dommer vil finde undskyldende og rimelig.»
        Men det finnes ikke upartiske dommere under en krig. Nød bryter lov, og det er ikke folkeretten, men makten som da bestemmer over liv og eiendom. Og den 19. november 1917 må Dahl for en gangs skyld gi sig: «Please write to The Secretary of Marine Department of the Board of Trade informing that the bank holds £ 30 000 at the disposal of the Accountant General of the Board of Trade as security for the performance of the following conditions, namely: that Mr. Thor Dahl of Bryde & Dahls Hvalfangerselskap of Sandefjord in Norway will in accordance with English laws, in future ship direct to the United Kingdom all the oil resulting from his whaling operations under the lease and licences which he holds from the British Government in the Falkland Islands and their Dependencies.»
        Det var den 8. mai 1916 at Thor Dahl meldte sig inn i oljegruppen av maskingrossistenes forening, bl. annet for å få hjem sine 100 fat mørk cylinderolje. Den britiske legasjon var nemlig særlig nøie når det gjaldt innførsel av cylinderolje. Den 31. mai samme år skriver Dahl og anmoder om også å bli medlem av «De norske Fedevaregrosisters Landsforening».
 «Som Importør af Fedevarer tillader vi os herved andrage om at blive optaget som Medlem af Deres ærede Forening.» Thor Dahl var forresten det eneste medlem i Sandefjord av fedevareinportørenes sammenslutning under krigen. Og da det var landsforeningen og ikke den enkelte grosserer som fikk importtillatelse, var medlemsskapet viktig nok.
        Når det gjaldt reeksport, og det var jo meget aktuelt for A/S Thor Dahl, var man nødt til å utfylle spørgeskjemaer fra War Trade Board. Skjemaet blev ut­levert fra importgarantikontoret for næringsmidler og hadde følgende tekst:
Sælger
Kjøper
Partiets størrelse
Kontraktsdatum
Partiets nuværende lagringsplads.
Og når skjemaet var utfylt, blev det sendt til: «Det britiske Konsulat, Larvik. Hoslagt fremkommer 4 original Certifikater med Kopier om Proviant leveret ombord i «Fridtjof Nansen» til Brug for Sandefjords Hvalfangerselskab paa Syd-Georgia, som bedes legaliseret og returneret med første Post imorgen For­middag :
45 Caises 2250 Kg. Margarine Norwegian   Kr. 3600
7 Bags      700   »   Beans, U. S. A.            »    650
3    »         300   » Rice Japonese              »    180
3    »         300   »   Potatoesflour Dutsch »     270
        Det blev i det hele høsten 1916 levert proviant og utstyr til «Sandefjords Hvalfangerselskab» fra Thor Dahl for kr. 50751,52. — Til «Bryde & Dahl» for kr. 178 874,68.
        Men for å kunne proviantere,  enten det nu var hjemmene i Sandefjord eller flåten sydpå, måtte man først og fremst kunne skaffe varer, og det blev vanske­ligere og vanskeligere for hver dag.
        Den 21. mars 1917 skriver Dahl til Fedevareimportørernes Landsforening: «Ved Nærværende tillader vi os forespørge om de ved Dem 10. desember kjøbte 5 Kasser Flesk endnu ikke er ankommet. Vi er yderlig forlegne og trenger denne Uge absolut. Hvis Partiet er ankommet maa De godhedsfuldt gjøre os Tjenesten at expedere ialfald 1 Kasse deraf til os imorgen med Jernbanen.»
        Og da Amerika gikk med i krigen stoppet våre tilførsler ytterligere op. Det tok nesten ett års forhandlinger før vi fikk vår amerikaoverenskomst i havn den 10. mai 1918. Den 14. desember 1917 hadde Norge derfor — som den siste av de nordiske land — måttet gå til rasjonering av sukker, kaffe, korn, melvarer, bønner, erter og ris. Det blev også fastsatt maksimalpriser på mange fødevarer, vi skal siden se hvordan de virket.
        Da rasjoneringen først var oprettet, stod den ved makt hele 1918, og fullstendig ophevet blev den først den 27. juni 1919. Matmangelen var nemlig like stor i den første fredsvinter som den hadde vært i de siste krigsvintrer.
       Den 2. januar 1919 skriver A/S Thor Dahl til Fede-vareimportørernes Landsforening: «I Henhold til Deres Cirkulære af 3. desember 1918, tillader vi os at meddele at modtagne Parti: 25 Tønder islandsk Faare kjød er solgt inden vor egen By og i nærmest omliggende Fabrikdistrikter som «Framnæs», «Vera», og har vi fordelt Partiet ved Smaasalg, saa det i størst mulig Udstrekning er kommet det kjøbende Publikum til gode. Partiet kom meget beleilig da her ikke har været ferskt Kjød og Flesk at faa kjøbt til Jul. — Naar ventes næste Parti?»
Og til formannen i Sandefjords Provianteringsråd skriver firmaet 11. februar 1919: «..Vi har paa Lager 26 Tønder Faarekjød og vil i nær Fremtid yderligere faa mere af vor Andel i de importerede Kvanta, som sukcessive ankommer — paa samme Tid som det for nærværende vistnok er vanskelig for det store brede Publikum at skaffe noget til Middagsmat. Vi synes det er en underlig Ordning fra Myndigheternes Side at stoppe og tilbageholde Varer naar der i Øieblikket er tilfredsstillende Kvanta tilstede og Udsigterne for bedre Tilførsel af alle Slags Varer fremover ere de allerbedste. Efter vor Formening bør det importerede Faarekjød sælges strax efterhvert som dette ankommer, og medens det kan omsættes og endnu er god frisk Vare, da jo dette slet ikke er egnet for Lagring som det vistnok desværre saa ofte er blit gjort saa alt for meget av i mange Til-fælde. En vare som ovennævnte burde jo ogsaa fortrinsvis komme Byene tilgode.»
Ennu den 20. januar 1919 maser A/S Thor Dahl på Fedevareiinportørenes  Landsforening for tilførsel av kjøtt:  Samtidig tillater vi os at forespørge om vi ikke skal faa vor Andel af den forlengst ankomne anden Skibning i henhold til Deres Telegram af 7. ds. — eller hvordan dette Parti er disponeret.»
        Men alt i brevet til formannen i Sandefjords provianteringsråd av 11. februar merket vi en annen tone. Engstelse for at man fremdeles skulde disponere uten å ta forretningsmessige hensyn, som om krigen ennu varte. Og den 17. mars 1919 skriver A/S Thor Dahl: «Deres Cirkulære af 13nde modtaget — og tillader os at meddele at vi foreløbig ikke ønsker at modtage mere Flesk.» Og 22. mars: «Idet vi refererer til vort ærbødige af 17. ds. bringer vi i Erfaring ved S/S «Løven»s Ankomst hertil idag at De alligevel har sendt os 10 Kasser Flesk. Da vi for Øieblikket har 40 Kasser paa Lager, som for os er mere end nok kan vi
ikke modtage sidst sendte Kasser.» Den 2. april skriver firmaet:   «        Vi fastholder vort tidligere anførte.
Det er vistnok saa at vi i 1916 undertegnet en Overenskomst med Dem, men Forudsætningen var at Foreningen blev ledet med den tilbørlige Forsigtighed hvad vi ikke finder at den gjør ved at overtage Provianteringsdirektørens lidet heldige Dispositioner....»
        Til slutt skal vi citere en skrivelse fra firmaet av 30. april 1919:   «eller hvor mange Ganger skal vi fremføre for Dem at vi negter at modtage mere Flesk og ligesaa noget af de 23 000 Fader Oksekjød som De har indkjøbt af Provianteringsdirektøren. Naar vi i sin Tid indmeldte os i Fedevareimportørernes Landsforening, saa har vi forstaadt det saaledes at vi — i Lighed med den Fordel vi har ved at staa paa Grosist listen i andre Foreninger — derved kunde faa Adgang til under Krigen at faa importeret det Kvantum med Fedevarer, som vort Behov tilsiger. Vi har aldrig forstaaet det saaledes at der i F. L. sitter et Styre der har i sin Magt til hvilken som helst Tid at kunne foretage hvilke som helst Indkjøb af Kjød og Flesk for fælles Regning, og at Medlemmerne skulde være forpligtet til at modtage sin Andel deraf. Hvis Styret har en saadan Mening, saa udmelder vi os af Foreningen idag. Vi finder at det er en daarlig Spekulation at indkjøbe store Kvanta af Kjød og Flesk i April Maaned. Det er noget som vi som et gammelt erfarent Skibshandlerfirma finder er forbundet med en for stor Risiko, og er noget som vi aldrig har praktiseret. Vi er altid bange for at ha noget videre paa Lager af Kjød og Flesk naar den varme Aarstid kommer.»
        Slike konflikter måtte opstå, og opstod det mange av, når man fra nesten total eller i hvert fall stor mangel, plutselig stod overfor vanskeligheten ved å realisere svære, så å si offentlig, innkjøpte varepartier. A/S Thor Dahl slapp både å motta det tilsendte flesk og å overta noen av de 23 000 tønner oksekjøtt. Såvidt jeg vet måtte visstnok store mengder av oksekjøttet helt enkelt kasseres.
        Den 21. juli 1917 blev der oprettet et «Statens Prisreguleringsraad», som den 30. oktober gav nye regler om salg og priser. «Det kan sies at fra 30. oktober 1917 var den fri prisdannelse i det åpne marked blitt stanset,» skriver professor Keilhau i sin bok «Norge og Verdenskrigen». Samtidig blev der nye maksimalpriser på melk, fløte, ost, høi, halm og hakkels.
        Det er ingen tvil om at maksimalprisene bidrog til å jage visse varer bort fra markedet og den legitime handel. Smør forsvant totalt våren 1918, og på samme tid opstod det en meget følelig potetmangel. Maksimalprisen på smør var kr. 5,40 og 5,20. Men rikfolk gav både 20 og 30 kroner pr. kilo. Det hendte forresten også at smør ikke lot sig kjøpe bare for penger. Bonden forlangte ofte først en passende gave i tobakk før han i det hele tatt vilde selge smør, likegyldig til hvilken pris. Tobakk (og chokolade) hørte nemlig også til de sjeldne varer i det siste krigs- og første fredsår.
        Den 10. desember 1918 skriver A/S Thor Dahl til:
«Grosserer O. Tidemand, Firma Conrad Langaard, Christiania. Undskyld at vi plager Dem, men tillader os herved forespørge om De godhedsfuldt kan sende os pr. første Ilgods 20 Pakker Porto Rico No. 1. (Gjerne mere hvis mulig.) Vi har nemlig lovet nogen af vore Venner og Kunder at skaffe Dem lidt af denne sjeldne Vare. Haaber De tjener os hermed. Høiagtelsesfuldt.»
       11. desember 1918: «A/S Freia Chokoladefabrik, Christiania: Vi tillader os bede Dem godhedsfuldt expedere vor indeværende Ordre snarest, saa vi kunde faa Chokolade i god Tid før Julen. Haaber De sender os et større Kvantum end de sidste Gange.» Og 6. februar 1919: «Vi tillader os forespørge om De nu ikke kan skaffe os noget Chokolade? Haaber De sender os omgaaende og mest mulig.» Og ennu så sent som 30. oktober 1919: «Godhedsfuldt send os endel Spise-og Kokechokolade, det er nu ca. 2 Maaneder siden vi fik noget fra Dem.»
 Det lyder ganske som når små barn kommer inn i en butikk og tigger. — Det gjaldt øiensynlig å være søt og blid hvis man vilde gjøre sig noe håp om gode eller søte saker.
        Man forfalt også til den rene primitive byttehandel, ganske som når russerne og nordmennene drev pomorehandel i Finnmark og byttet korn mot fisk.
17. februar 1919: «Herr  , Østre Gausdal: Kan De nu skaffe os endel Gjedost, saa kan vi skaffe Dem en Matte Skraatobak, og imødeser Deres Meddelelse der­om pr. omgaaende.»
 22. februar 1919: «Deres Faktura af igaar modtaget og takker for sendte Kasse Gjedost. Omskrevne en Matte Tobak skal blive expederet førstkommende Mandag. Kan De skaffe os mere Ost saa er vi Dem meget taknemlig — vi skal da til Gjengjæld skaffe Dem Skraatobak.»
3. oktober 1919: «    Nu maa De endelig sende os endel Gjedost. Vi har ikke havt paa lang Tid, og naar vi dertil sender Dem Tobak — som vi ikke kan faa tilstrekkelig af til vor egen Forretning — og som vi overlader Dem uden Fortjeneste, og til Selvkostende, saa haaber vi De mindst skaffer os et Par Kasser.»
Den 12. desember 1918 skrev firmaet: «Herr  , Andebu. Henholdende til Telefonsamtale forleden Dag maa De endelig være saa snild at skaffe Dahl endel smør før Jul — helst snarest mulig, og saa meget som mulig. Han er syg og maa leve paa Diæt: Melk, godt Smør, Eg og Fisk. Hørte igaar at      fik Smør fra
Andebu, saa det er nok ikke farlig at bringe Smør til paalidelige Folk. Ja, vær nu snild og kom med Smør, det er Dahl i nød for, saa skal vi se om vi kan gjøre Dem en Tjeneste igjen.»
        Dette på samme tid triste og rørende brev bekrefter hvad vi visste i forveien, at ut på høsten 1918 var man ikke engang i stand til å skaffe smør til de syke.
Thor Dahl følte sig litt friskere igjen sommeren 1919, men utover høsten blev han stadig dårligere. Kreftene ebbet ut, og snart måtte han holde sengen for godt. Men et par dager før jul 1919 kom han overraskende ned på kontoret og arbeidet der en to-tre timer. Da var han så trett at direktør Knutsen måtte støtte ham op trappen til privatleiligheten. Det var alle de tradisjonelle julegaver Thor Dahl hadde vært nede og ordnet med. Og ikke en eneste blev glemt.

Fire måneder senere, den 15. april 1920, døde Thor Dahl.
 

 

 

KAPITEL 4
 THOR DAHL INTIME

l. Forretningsmannen.

 

        «Jeg har været velsignet med et usedvanlig held,» sa Thor Dahl alltid. Og siden han gjentok det så ofte, står det ikke til oss å protestere. Men det er skjellig grunn til å minne om at likesom der er mange arter av uhell, er det i hvert fall minst to slags hell. Det hell som inntreffer som det rene slump — appelsinen som faller i Aladdins turban — og det hell som i grunnen er forberedt ved omhyggelig arbeide eller følger som resultat av en bevisst tatt chanse.
Da Dahl døde, skrev den engelske oljeagent Mr. Smillie i et kondolansebrev: «He was a real fighter.» Det er mange som har fått den attest, men ingen har i hvert fall gjort sig bedre fortjent til den enn Thor Dahl. Han stod i stadig kamp.
Jeg føler mig ikke på noen måte overbevist om at han alltid likte det. Han var, som vi senere skal se, et festmenneske — bl. a. en strålende vert. Og hans datterdatter, fru Motte Bogen, har fortalt mig at mens hun nok til tider kunde være litt redd for sin bestefar Chr. Christensen, var hun aldri bange for «bestepappa» Dahl.
        Dahl var i enhver henseende et overskuddsmenneske og, som alle overskuddsmennesker, til en viss grad i sin naturs vold. Og det er ingen tvil om at Dahl fra naturens hånd var «a real fighter».
For de store ting slåss de fleste. Dahl sloss også for de små ting. Vi har i et tidligere kapitel fortalt om hans kamp for å holde prisene på bottlenoseoljen oppe på et regningssvarende nivå. Den samme kamp førte han også for små artikler som hval- og bottlenose-kjøtt.
        Av hundreder av brev og telegrammer om disse «varer» skal vi gjøre et lite utvalg.
29. august 1907: «Herr Thorbjørn Waage, Stavanger: Da jeg af «Morgenbladet» har seet, at De har indarbeidet diregte Silde-Eksport til Rusland, saa skjer Nærværende for at meddele at jeg i de senere Aar har befattet mig med Nedsaltning af Hvalkjød og Bottlenosekjød, — og tillader jeg mig at spørge om De ikke tror, at det ogsaa skulde være Marked for denne Vare sammesteds.
Jeg har iaar 500 Tønder Hvalkjød og 68 Td. Bottle-nosekjød, som er præpareret sukkerlaget samt benfri. Prisen vil blive ca. 40 Øre pr. Kg. Jeg tillader mig forespørge om De er Kjøber.»
10. september 1907: «Det norske Consulat, Danzig: Jeg tillader mig forespørge om De kan opgive mig Importører af Hvalkjød i Pommeren og Schlesien samt om De godhedsfuldt kan oplyse mig om Kjødet sendes dit i saltet eller røget Tilstand. Jeg er bekjendt med at store Kvantum norsk Hvalkjød omsættes til disse Steder gjennem Kjøbenhavnerfirmaer, men vil gjerne komme i direkte Forbindelse.»
19. september 1907: «Herr Harald Heiberg, Kjøbenhavn B. Jeg har hos herr liggende 170 Tønder Hvalkjød. Disse har vor Agent skullet
sælge, men faar jeg det Indtryk at vedkommende bare gaar og rører og har De min Tilladelse til at besiktige Kjødet. Saasnart De har gjort dette hører jeg gjerne fra Dem med Deres bedste Bud. Mit forlangende er 40 Kr. pr. Tønde. Jeg fik igaar til Christiania 112 Td. som solgtes til god Pris strax ved Fremkomsten.1) Endvidere har jeg ventende til Christiania 206 Tønder.»
22. oktober 1907: «Herr Theod. Hellen Schrøder, Stettin. I Henhold til Meddelelse fra Det norske Konsulat for Pommeren om at De er villig til at arbeide med Salg af Hval- og Bottlenosekjød har jeg tilladt mig at sende Dem en Tønde af hver Sort til Forhandling hvorover indlagt Conossement og Factura til Beløp Kr. 80. Hvalkjødet andvendes bedst til Kjødkager. Det udvandes og males blandet med 1/4 Part Flesk til Kjødkager. I Danmark og Norge røger man det i
Tarmer eller 2) og selges det i store Kvanta som File. Bottlenosekjødet bruges mest røget, samt blandet med Flesk til Spegepølse. Begge Dele er god, sund, bagteriefri Vare og bør finde god Afsætning.
1) Til Karl A. Jensen for kr. 36,60 pr. tønne. 2) Ordet uleselig i copiboken.

 

        Jeg har ca. 60 Td. Bottlenosekjød og ca. 360 Td. Hvalkjød. Der er nedlagt 100 Kg. i Tønden, men kan ikke garanteres mere end 90 Kg. Gjennemsnitsvægt da det svinder i Lagen. Det er sukkerlaget.
        Vi går så fem år frem i tiden.
21. august 1912: «Det Søndenfjeldske Norske Dampskibsselskap, Christiania. Jeg har mottaget tilsendte Konossementer over 186 Tønder Hvalkjød, og da jeg saa De hadde anført en Fragt, svarende til ca. 2 Mark pr. Tønde, blev jeg selvfølgelig forundret. For Hvalolje har jeg betalt til Hamburg Mark 1,40 pr.
Fad og høiest Kr. 1,40, og er Vegten pr. Fad Hvalolje Brutto 200 Kg. Hvalkjød er en billig Artikkel der ikke taaler stor Fragt og Tøndenes Vegt er Brutto 120 á 125 Kg. Jeg maa derfor anholde om at De forandrer Fragten eller remitterer mig det for meget anførte, og imøtesees herom Deres ærede Meddelelser. Fuld fragt
til Hamburg for saadanne Tønder burde være Kr. 1,00 pr. Tønde, det er kun almindelige Sildetønder.»
 25. august 1912: «Det Søndenfjeldske Norske Dampskibsselskab, Christiania. Deres Ærede af 23. ds. modtaget. Hvad Jelølinjen vil gjøre rager ikke mig, det er Dem jeg har at forhandle med, og De maa vel indrømme at den anførte Fragt er meningsløs for en artikkel som Hvalkjød med den Verdi denne har. Jeg tillader mig at anholde om, at De nedsætter Fragten til Kr. 7,00 pr. Ton, som er den Fragt De beregner for Hvalolje. 5 Fade Hvalolje á Kr. 1,40 er lig Kr. 7,00, og 5 Fade Hvalolje veier 1000 Kg.
Da den anførte Fragt vel maa siges at ligge udenfor enhver Beregning, venter jeg at De indgaar herpaa.»
29. august 1912: «Det Søndenfjeldske Norske Dampskibsselskab, Christiania. Deres Ærede af 27. ds. modtaget. Det er ganske rigtig at min Mand, som telefonerede, fik opgivet Kr. 15,00 pr. Ton saavel hos Jelølinien som hos Dem. Jeg maatte imidlertid antage at dette berodde paa en Misforstaaelse, naar De tager Hvalolje for Kr. 1,40 (og har taget den for Mark 1,40 pr. Fad), hvilket gjør for 5 Fade = 1000 Kg. Kr. 7,00 av Hvalkjødet gaar der 8 Tønder pr. Ton, og
De kan da ikke mene at vilde fastholde en Fragt af Kr. 15,00 pr. Ton for dette, det er en meningsløs Fragt, Varen taaler den aldeles ikke, og jeg maa fordre at De retter den. Tale om ny Forsendelse af Hvalkjød bliver det ikke før ultimo September, naar min Expedition kommer Hjem fra Spitsbergen, men hvis De ikke tager hensyn og retter omskrevne Fragt, skal jeg sørge for, at der i den nærmeste Fremtid skal bli sat igang en billig Lastebaad paa Hamburg, som Deres kostbare Linier skal have vanskelig for at konkurrere med.»
31. august 1912: «Det Søndenfjeldske Norske Dampskibsselskab, Christiania. I Besiddelse af Deres Ærede af 30. ds. har jeg noteret mig at jeg faar omskrevne Fragtdifference godtgjordt ved senere Forsendelser.»
        Hvor alvorlig ment den var den trusel Thor Dahl kom med overfor Jelølinjen, er det ikke godt å gjøre sig op nogen formening om nu, men to dager senere skriver han til:
«Herr Skibsreder Fred. Olsen, Christiania. Jeg talte med Dem idag i Telefonen om 1710 Kasser Poteter med Baaden den 7. September fra Amsterdam til Sandefjord. Den Fragt, De opgav mig gjør over 80 — Otti Øre for en liden Kasse Poteter paa 50 Kg. og dette maa vel være formeget. De maa vel kunne moderere noget paa dette, thi skal vi betale saadanne Fragter, er det paa Tiden at vi her optager et længe nedlagt Projekt nemlig at kjøbe 2 á 4 smaa, ældre, billige Jernskibe paa 6/800 Ton og indrette dem med store Luger, Steamwinch og Dieselmotorer, saa vil vi have de billigste Lasteskibe saavel paa Tyskland som paa Storbritannien, Holland og Belgien. Til at betjene et saadant Skib behøver man ikke mere end 8 Mand, og de vil med saadanne Fragter tjene ubeskrivelig med Penge. Jeg skal byde Dem 60 Øre pr. Kasse for Poteter direkte til Sandefjord, og tør jeg bede Dem ringe mig op i Telefonen paa Mandag.»
Thor Dahl var unektelig ikke den mann som undrog sig en kamp.
        I et brev av 19. november 1917 skriver Thor Dahl: «Af Skippere har jeg seet mange. En staar paa Kommandobrettet og giver sin Styrmand Ordrene som saa igjen uddeles til Folkene. En anden gaar selv med i Arbeidet, haler og drar i Trossene for at faa Fortgang, men som Regel kommer den Mand som staar rolig og kommanderer de andre fortest frem. Et menneske kan ikke arbeide for mer end en, høiden 1½ á 2 Mand....»
        Ingen som leser dette brev kan være i tvil om at Dahl mestret organisasjonens vanskelige kunst. Og derfor var det av viktighet for ham å vite mest mulig om sine folk.   Naar De skriver saa nevn altid hvormeget hver af Baatene har skudt da det interesserer mig at se om den nye skytter Skaantorp gjør sig bra.»
        Og Dahl forstod sig på mennesker. Han visste også å gi «ros og ris» med eftertrykk og til rette tid.
11. november 1907: «Herr Hvalfangstbestyrer Ingv. M. Bryde. Vi har med Sorg modtaget Deres Opsigelse af Deres Stilling som Fangstbestyrer. Det er selvsagt at vi ligeoverfor Dem henseet til de store Fortjenester De har indlagt Dem hos Selskabet ikke kan modsætte os Deres Fratræden. Imidlertid vil De forståa at Opsigelsen nu kom os baade overraskende og uventet, ligesom vi nødig mister en saa dyktig og skattet Mand som Dem. Vi ønsker Dem Held og Velsignelse med Deres nye Arrangements og tegner med megen Ågtelse for «Alfa & Beta» T. D.
Ingv. Bryde blev stående som bestyrer.
1. november 1912: «Kaptein   , «Thor II»     Imidlertid er det en Ting jeg tror De overgaar Deres Kolleger i. Jeg tror ikke nogen av dem vilde fundet paa noget saa desperat som at legge sig til i 3 samfulde Dage med et kostbart Skib som «Thor II» og nu Fragterne er saa høie at hver Dag som spares betyder mange Penge og dertil betale ca. £ 36 i Arrestomkostninger etc. for at faa en Disput om £ 2 opgjordt. Her tror jeg De har slaat enhver Rekord og jeg kan jo ikke tenke mig at Disputen om de £ 2 er den virkelige Grund til Skibets Forbliven i Newcastle 3 Dage over Tiden. Jeg tror sikkert der maa ligge andet til Grund herfor, ti isaa Fald ligger Deres Kranglesans udenfor enhver tilladelig Grænse og maa jeg paa det bestemteste protestere mod en saadan Forvaltning af min Eiendom, men bortset herfra burde De jo kunne regne saa meget at det ikke skal mange Timers Ophold af et saadant Skib til før det koster £ 2   
        Det er nogen kolossale Priser paa enhver Ting derude i Calao, og hver enkelt synes at have Grund til Paatale. Men jeg skal indskrænke mig til et par Poster. Der foreligger f. eks. en Regning paa £ 26, som er for 13 Mand á £ 2 for at bistaa Skibet ved Afgangen, hvori bestaar dette? Det maa jo forudsættes at De hadde alle Mand ombord da De skulde gaa tilsjøs. Og kan jeg da ikke finde nogen forklaring i en saadan Udgiftspost. Stockholms Tjære ser jeg De har betalt 9/2 pr. Gallon for, det er næsten Kr. 2 pr. Liter, hvilket jo er en uhørt Pris, og hvad behøver De egentlig et saadant Kvantum som 60 Gallons til, naar den er saa dyr?....16/6 for en Ballastkurv og 16/— for en Kulkurv er jo ogsaa meningsløst høie Priser. Likeledes har De betalt £ 7 for at bringe ombord 16 Ton kul, altsaa næsten 10 Sh. pr. Ton saa det skal bli dyre Kul, kunde De ikke faaet disse ved Spruten?»
        I amtmannsberetningene 1881—1885 heter det om Sandefjord: «Nogle Falitter have ogsaa sin Grund deri, at unge Handlende ikke have passet sine Forretninger af forskjellige Aarsager.»
 Den bebreidelse vilde man ikke ha kunnet rette mot Thor Dahl. Han passet på som en smed.
«Herr Generalkonsul J. Johannsen, Christiania: I besiddelse af Deres Ærede af igaar, meddeles at jeg ikke ønsker mere end 10 Kasser Rafinade, da jeg venter Prisen betydelig lavere i nær Fremtid, og kan jeg faa kjøbt i femkassevis fra Deres Konkurrenter til samme Pris.»
«Herr Herman Danielsen, Hamburg: Jeg telegraferede Dem idag: «Send 30 Sække Salvador 624 hvis cif vanlige Betingelser.» Og modtok herpaa Deres Telegram: «Salvador nu 78½ cif.» Jeg synes 78½ er dyrt, men hvis De ikke kan sælge den billigere, bedes De sende mig 30 Sække av Prøve 624 å Mrk. 78,50»
«Herr P....., Christiania: Jeg fordrer fuld Drawbackgodtgjørelse for det Kvantum   jeg Sælger paa Udførsel. Og synes det mig underlig at Fabrikanterne kan tænke sig at stikke Drawbackgodtgjørelsen i Lommen som en Extrafortj eneste. Det er vel neppe engang lovmedholdig da Drawbackgodtgjørelsen med Rette tilkommer Fartøierne ligesom det vilde virke uheldig ligeoverfor Konkurrancen med Udlandet.»
«Herr    : Naar De ingen anden Ordre faar fra os, vil vi henstille til Dem at sende vore Varer over Christiania paa Gjennemgangskonossement, da dette er den billigste Maade. Speditionen i Larvik falder nemlig uforholdsmæssig kostbar.»
«Herr    : Kan ikke betale over 1800. Sideordnede Konkurrenter billigere.»
Og den 31. mars 1919: «Herr   , Kristiania. Omskrevne fleskepriser er absolut betydelig for høie, og er vi ikke kjøpere til saadanne priser. Amerika bør nu holde op med sine meningsløse priser overfor Norge. Alle varer falder for hver dag som gaar, og vi maa snart komme ned i nogenlunde normale priser. Dette bør dere agenter underrette Deres amerikanske forbindelser om.»
        Man sier om en dyktig jeger at han har «hudfølelse» for hvor viltet går. Thor Dahl hadde også hudfølelse: Han hadde som forretningsmann den udefinerbare, men så uhyre viktige egenskap som kalles teft.
Fru Karen Winge-Sørensen har fortalt mig en historie som illustrerer dette. Hun kom en gang til å si til sin svoger, hvalfangstbestyrer Anders Markussen: «Nu stiger sukkeret snart, Andreas.» «Ja, det kunde jeg skjønne — for Thor Dahl har nettop kjøpt et stort parti sukker,» svarte Markussen.
        Det var små forhold i Sandefjord i Dahls barndom. En sandefjordsgutt hadde dengang bare en av to utveier, å dra tilsjøs eller utvandre til andre byer eller land. I Buer skolekrets i Sandar, forteller kontorchef Haakon Hansen i «Hvalfangernes Assuranseforening», var det i forrige århundre i løpet av 25 år bare 2 gutter som ikke gikk til sjøs. Den ene blev skomaker, den andre var vanfør.
        Efter hvert som Sandefjord fikk større og større andel i ishavsfarten og den antarktiske hvalfangst, steg selvfølgelig chansene for sjøguttene, men chansene på «landjorden» steg også. Og ingen var dyktigere til å utnytte dem enn Thor Dahl. Alt ved sitt 25 års jubileum i 1912 var han millionær. I 1914 var han lignet for 1 550 000 kroner i formue og 500 000 i inntekt. Og han betalte da 23 073 kroner i byskatt, 28 772,80 i statsskatt og 34 086 i forsvarsskatt.
For skatteåret 1. juli 1919—1. juli 1920, Dahls dødsår, var han lignet for en formue på kr. 5 939 000 og en inntekt på 2 123 312. Men det var riktignok også det året hvalfangerne fikk £ 90 pr. tonn for oljen.
 

 

 

2. Venn og velgjører.


        Thor Dahl skriver den 12. februar 1909 i et brev til sin eldste søster: «Du ved jo godt at vi begge er af en lidt hidsig Natur, men saa gaar det ogsaa fort over.»
        For Dahls vedkommende blir denne selvkarakteristikk bekreftet efter hvert som man blader i hans papirer. Enkelte brever inneholder riktig sterke uttrykk, men i mange flere rekker han, som førstemann, hånden frem til forsoning. Det er dessuten ikke sjelden i hans korrespondanse å finne setninger som: «da der forsaavidt ogsaa er Feil paa min Side   » Riktig nok kunde han, når han var hellig overbevist om å ha lidt urett eller overlast, forfølge en sak gjennem år.
Men det var ikke så meget utslag av stivsinn som av den ubendige energi han alltid hadde til disposisjon når det gjaldt å realisere sine ideer, planer og foretagender. Thor Dahl var utholdende og trofast overfor sitt arbeide.
        Og like trofast og lojal var han som venn. Og han hadde i høi grad evnen til å individualisere i vennskap. Han kunde nok være autoritær — og like overfor familien følte han sig sikkert som noe av et forsyn — men han visste også å avstemme sitt sinn så det gav den riktige gjenklang overfor hver enkelt, en individuell innstilling til enhver som engang hadde fått eller erobret sig en plass i hans hjerte og erindring.
        Den 24. april 1917 skriver han til lærer og organist Winningstad: «Jeg læste at De hadde erholdt Borgerdaadsmedalien hvilket glædet mig meget    Tænk hvilken Grad af Tolmodighed, Interesse og Energi der skal til — og saa en Lærers nøisomme Kaar — men jo ogsaa den glæde naar man kan se sit Arbeides Frugter.
De har ogsaa været min Lærer og jeg satte nok ofte Deres Tolmodighed paa Prøve. De og Deres Brødre hørte til min Faders trofaste Venner. Jeg kan godt erindre De en dag besøgte ham paa hans lille Kontor oppe i Paustegaarden. De bodde ikke da i Sandefjord og han udtalte da efter at De var gaat at De var en af hans bedste Venner. Jeg var dengang antagelig ikke mere end 6 Aar.»
Og Dahl ber om han ikke for gamle dagers skyld må få lov å invitere herr Winningstad først til et kurophold ved Sandefjords Bad og siden 6 ukers ophold på Gausdal Sanatorium.
        Gjennem hele brevet er det som vi hører lærersønnen, som tidlig mistet sin far (sin mor hadde han aldri kjent), og som ad omveier søker tilbake til faren og barndommen. Og i et brev fra 15. juli 1918 er det igjen lærersønnen som fører pennen:
«Herr Redaktør Gustav Sørensen. Det er vel vanskelig for en Redaktør at holde Tand for Tunge, men jeg faar alligevel risikere det da jeg ikke i Øieblikket kan finde ud nogen mer velskikket og velvillig Sjæl for Øiemedet. Indlagte Check Kr. 1000 bedes benyttet til at sende nogen af vore mest fattige og flittige Skolebørn paa Landet i Ferien    Børnene bør anbringes hos gode og snilde Folk    hvor de kan faa rigelig med melk, god Mad og faa leke    Du faar konferere med Folkeskolens Lærere, muligens ogsaa med den høiere Almenskole, men Du nevner intet om hvor Pengene kommer fra.»
        Og den 4. april 1919, temmelig nøiaktig ett år før sin død, skriver Thor Dahl: «Frøken J. H., Kristiania. Deres Ærede af 3die ds. modtaget. Jeg har lest Deres Brev med Interesse og Sympathie. Jeg er selv Søn af en Lærer og jeg vil hjelpe Dem. Hvormeget De trenger ved jeg ikke, men jeg sender Dem herved Kr. 200 og saa faar De holde mig underrettet fremover. Venligst T. D.»
Det kan vel ikke være tvil om at Thor Dahl, bevisst eller ubevisst, i disse brever ønsker å hedre sin fars minne.
        Men denne sterke familiefølelse var også fullt og helt til stede når det gjaldt de levende. Vi kunde trykke en bok med hundrer av brever hvor han svarer på anmodninger av alle slag og hvori han gir gode råd — og mere enn det — selv til meget fjerne slektninger. Men så nød han også familiens tillit i en fantastisk grad.
Vi må her innskrenke oss til å citere ett brev hvor Dahl optrer som «pater familias». Det er fra 6. mai 1910: «  Da Du efter min Opfordring har tegnet
Dig for 10 Aktier å Kr. 1000 i Staalskibet «Forth»1), garanterer jeg Dig herved skadesløs for ethvert Tab og Skade, der for Dig maatte opstaa som følge af denne Aktietegning. Jeg erklærer mig ogsaa villig til naar-somhelst at indløse Aktiene efter sit paalydende plus Renter med Fradrag af eventuel Fortjeneste. Dog maa Du herom have taget Bestemmelse inden 3 Aar fra Dato.»
 1) Bygget i Glasgow 1895, var på 1680 n.r.t. Reder var Dahls venn Thor Mikkelsen fra 1910 til 12, da M. døde. Fra 1912 til 15 var Lars Christensen reder. «Forth» blev forladt i Atlanterhavet 1915, efter at skuta hadde mistet riggen. Det blev tjent meget godt på den skuten, så lenge den var i fart.

Og som et siste brev for å vise Thor Dahls vennesinn er det fristende å trykke følgende av 12. mai 1910:
«Stortingsmand H. L. Meyer. «    Jeg hadde dog ventet at se Wegger dekoreret, men endnu forgjæves og dog er der uddelt en hel Del Ordner der burde kommet langt efter herr Wegger. Eller er det saa at Humbugen i dette Land skal gaa foran Flid, Dygtighed og Varmhjertethed? Herr Wegger har som Bestyrer af Framnæs Verksted arbeidet dette op til et Værksted af Rang og naar vi nu udi Juli faar den nye Flydedok færdig, kan vi doksætte Skibe som «United States»
som ingen af Christiania Værkstedene kunde magte. Ligesaa kan vi lettelig doksette Marinens største Skibe. Hvad der imidlertid i mine Øine i første Grad har gjort Herr Wegger fortjent til en Orden paa hans 25 Aars Jubilæum, er det udmærkede Forhold han har forstaaet at bevare overfor sine Underordnede. Han har gjennem Åarene skaffet minst 80 Pct. af sine Underordnede egne Hjem idet han har hjulpet dem og skaffet dem Laan ved at stille sig selv som 1ste Endossent     » (Wegger blev ridder av St. Olavs Orden 1. klasse i 1912.)
        Et utslag av Dahls vennesinn var hans glede ved samvær med sine medmennesker. Han var et fest- og selskapsmenneske. En takknemlig og hjelpsom gjest, en helt ypperlig vert. Egenskaper han hadde tilfelles med sine eldre, men intime venner Chr. Christensen og I. E. S. Wetlesen. Den siste hadde vært Dahls første prinsipal. Han var født i Porsgrunn 27. mars 1843. Sin læretid som handelsbetjent fikk han under et 5 års ophold hos kjøbmann Thrane i Larvik. I 1863 kom han til Sandefjord og var i 5 år ansatt hos P. C. Pedersen inntil han i 1868 startet sin egen manufakturforretning, hvor Dahl var ansatt i 10 måneder i 1877—1878.
        Av de mange anekdoter om Christensen, Wetlesen og Dahl skal her bare berettes to, en som viser oss Dahl som gjest og en som gir et glimt av ham som vert.
Under en generalforsamlingsmiddag på Framnæs opdaget Chr. Christensen at man ikke hadde mere champagne. Han tilkalte sin sønn Lars, som fikk i opdrag å telefonere efter ny beholdning, men imens gjaldt det å hindre at gjestene, selv midlertidig, skulde bli stillet ansikt til ansikt med tomme glass. Da sa Christensen til Dahl: «Vi har raket op for champagne, men jeg har sendt bud efter mere. Nu må du, Thor, holde en tale og den må vare til jeg gir dig tegn til at du kan slutte.»
 Og Dahl laget det kunststykke å improvisere en bordtale som skal ha vart ca. en halv time. — Da kom tegnet — men da var det også de andre gjestene enige om at Dahl «hadde vært litt lang i praten».
        Dahl elsket å se mennesker hos sig, og en gang han holdt en herremiddag bad han sin gamle venn Wetlesen passe på at gjestenes glasser var vel fylte. Og Wetlesen tok flasken og skjenket i eventuelle tomme glass, hvorpå han løftet sitt eget og sa: «Skål, gutter. Jo mere vi drikker jo mere tjener vinhandler Dahl.» «Ja, spis og drikk, det er omsetningen vi lever av,» svarte Dahl.
        Dahl var meget nøie med å overholde årets store festdager: Julekvelden, 17. mai og St. Hans. Ingen annen mann i Sandefjord har brent så mange tjære-tønner St. Hans natt som Thor Dahl. Men årets 4. festdag, «Geburtsdagen», var kanskje den aller viktigste. Det er ellers i barndommen, og når man kommer op i jubileumsalderen at fødselsdagene spiller slik rolle i ens liv. Men jeg har det inntrykk at for Thor Dahl var fødselsdagene, som han alltid feiret med plan, en sen kompensasjon for en frugal barndoms- og ungdomstid.
29. mai 1908 skriver han i et brev: «   Igaar var det min Geburtsdag. Christoffer1) og Barna, Rynnings, Linas2), Presten Smith og Frue samt mit Forretningspersonale m. fl. var hos mig og vi tilbragte Dagen stille og roligt. Jeg er nu 46 Aar. Saa tiden gaar og bliver man gammel   »
1) Doktor Chr. Freng, Dahls svoger. 2) Fru Lina Dahl-Andersen, Dahls søster.

        Det neste brev vi vil citere viser forberedelsene til festen. 24. mai 1916: «Kjære Thor: Jeg reiser til Sandefjord Lørdag med 10,30 Toget. Til min Geburtsdag, Søndag, bedes Du indvitere        til Aften Søndag Kl. 7. Søndag Aften trakterer vi med Frugt, afkogt Lax og Kyllinger og Desert. Ca. 8 Kg. Lax og 12 Kyllinger. Søndag Middag: Frugt, Kalvestek og Desert   Og følgende brev er fra den siste fødselsdag da han ennu følte sig frisk og rask. 29. mai 1918: «Kjære Ven: Tak for den venlige Hilsen paa min Geburtsdag. Havde ventet Dig og Frøen nedover. Vi var ialt 24. Trakterte med friske Asparges, Lax, Kalkun, Karamelpudding, Kransekage og Appelsiner. Avee: Cognac 1860. Du kan angre Dig. — Gjestene var Chr. Christensen, Fru Wiese Tante Lina, Koren, Lars, Ingrid, Hanna og Alexander Lange, Aanderud-Larsen, Fru Michelsen, Sunde og Frue, Frøken Hansen, Frøken Lossius, Henrik Christensen og Frue, Knutsen, Sogn og Frue, Tofen og Gunvor Freng, Frøken Larsen og jeg.»
        Den fru Wiese som nevnes, var ikke fru Alfhild Wiese, Thor Dahls eldste datter, men hennes svigermor. Thor Dahl likte ikke at man ikke møtte op til hans fødselsdag, men fru Alfhild Wiese var lovlig undskyldt. For den 5. juni 1918 skriver Dahl til sin sønn Thor, som da var i New York: «Alfhild fik igaar Klokken 2 Eftermiddag en stor Pige 17 Mærker i Vægt. Alt vel. Det er deilig det er over. Hun har sovet godt i nat. Moder og datter beånder sig vel. Jeg sendte hende igaar hjemmelavede Fiskeboller og Suppe som hun faar til Middag idag.»
Det var Hanne Wiese som gjorde sin inntreden i verden.
        Som man ser var Dahl både familiekjær og vennekjær. Men han hadde også et varmt hjerte for de som var fattige og ulykkelige. Og han var efter Sandefjords forhold, donator i stor stil. Det kan være dusinvis av brever i hver måned fra folk som ber om hjelp, og som oftest blir hjulpet. Vi kan her bare trykke et og annet for å vise tonen i Dahls svar.
15. juli 1910: «Hermed følger de forønskede Kr. 300 til Amerikabilet.»
15. juli 1910:   «Hermed er jeg saa fri at oversende 50 Kroner som en liden Gave.»
16. juli 1910:  «Laane bort Penge gjør jeg ikke, da jeg selv maa laane. Derimod beder jeg Dem venligst modtage indlagte 100 Kroner som Gave.»
22. desember 1913: «Jeg har herved Fornøielsen at oversende Kr. 100 i Kontanter til Redningsskøiten «Risør»s Efterladte.»
31. desember 1913: «Til de to Enker i Sørfold med de 4 Børn oversendes herved Kr. 100 som velvilligst bedes oversendt Enkene.»
10. juli 1915: «Kjære   : Modtag vedlagte 200 Kroner, og bedes du kjøbe dig en marineblaa fløielskjole eller en gul silkekjole. Du maa være fin naar du skal representere   »
30. desember 1915: «Deres Brev af (?) 1915 mod-taget. Det bedrøver mig at jeg glemte Dem til Jul, men havde vi ogsaa iaar mere end almindeligt at bestille og en Masse Trengende. Saa det var ikke saa greit at faa det ordnet alt sammen. Jeg har dog sendt Dem en Kasse Varer hvorover Fortegnelsen vedlegges, ligesom jeg indlagt sender 10 Kroner. Godt Nytaar.Venlig Hilsen. T.D.»
11. mars 1916: «Dit venlige af 3. februar netop modtaget og gjør det mig ondt at høre om dine Børns Sygdom og Eders Uheld som Følge af Tørken. Jeg sender dig herved £ 60  »
17. april 1916: «Jeg sender Eder herved en Check paa Kr. 1000 som I faar sette i Banken og have i Baghaand om Sygdom  skulde indtræffe.»
17. april 1916: «       som en liden Støtte i din Forretning sender jeg dig hermed en Check paa Kr. 1000   »
17. april 1916: «Kjære Fetter. Jeg sender dig her­ved Kr. 1000 som o. s. v.»
24. november 1916: «       Jeg kan saa godt forstaa at De ikke har kunnet betale noget paa Laanet i en saadan dyr Tid og har derfor slettet det ud.»
8. desember 1916: «Herr    Jeg gratulerer Dem med Udgivelsen af Deres videnskabelige Bog og sender Dem herved som Hjælp til Udgivelsen Kr. 500 samt til Uddeling blandt Fredriksverns Fattige til Jul Kr. 500.»
21. desember 1916: «    200 Kroner i Kontanter til Fangers Familie som gave til Jul.»
2. mars 1918: «  Jeg hører du er mindre frisk for Tiden og sender jeg dig hermed Kr. 1000 for at dit Sind ikke skal være trykket af Pengesorger i denne for-øvrig vanskelige Tid.»
        Og slik kunde vi fortsette med å citere lignende brever i hundrevis.
Vi nevnte at Dahl var donator. Da han den 1. oktober 1912 feiret 25 års jubileum som selvstendig forretningsdrivende delte han ut følgende gaver:
«Sandefjords Handelstandsforening» Kr. 10 000 som begyndelse til byggefond. «Alfhild og Thor Dahls Legat til Sandefjords Bys Fattige» 10 000 Kroner. «Sandefjords Sjømandsforening» Kr. 10 000 som bidrag til et Sjømandshjem. «Alfhild og Thor Dahls Legat til Mod arbeidelse av Tuberkulose» Kr. 30 000. «Sandefjords Træplantning» Kr. 2000. Sandefjords Gamlehjem Kr. 1000.
        Ved Dahls død 15. april 1920 blev der efter bestemmelser i hans testamente utdelt:
Kr. 20 000 til økning av legatet til Sandefjord Bys Fattige. (Nu på kr. 37 206,38.)
» 20 000 til økning av legatet til Sandefjords Sjømenn.
» 100 000 til Alfhild og Thor Dahls Legat til Sandefjord Bys Vel. (Nu på kr. 108 552,43.)
» 100 000 Norges Universitet, Christiania.
» 100 000 til Det norske Missionsselskab, Stavanger.
» 50 000 til et barnehjem i Sandefjord.
» 10 000 til et fond for Blaakorshjemmet.
» 5 000 til Sandefjords Sangforening.
» 5 000 til Sandefjords Turnforening.
» 5 000 til Sandefjords Seilforening.
» 5 000 til Det Norske Skogselskab.
» 100 000 til Skolelærer Thor Dahl og hustru Anne Oline Dahls Legat til Lærere og Lærerinder i Sandefjord. (Nu på kr. 82 925 J8.)
» 20 000 til et Fond for Sandefjords Haandverkere og Arbeidere.
» 70 000 til økning av Alfhild og Thor Dahls Legat til motarbeidelse av tuberkulosen. (Dette fond utgjorde 1. jan. 1937 kr. 133 382,13.)
» 30 000 til Legat for «Sandefjords Handelstand» til utdannelse av dyktige handelsfolk.
Kr. 20 000 til Sandefjords Gamlehjem.
» 20 000 til Hvide Baands Sjømandshjem.
» 2 000 til Treplantningsselskapet.
        Foruten disse legater på tilsammen 582 000 kroner testamenterte Dahl også bort 568 000 kroner til privatpersoner. Resten av hans formue tilfalt hustru og barn. Arveavgiften utgjorde kr. 636 151,52.
I 1921 døde Thor Dahl jr. og i 1925 fru Alfhild Dahl. Arveavgiftene blev henholdsvis kr. 55 513,18 og kr. 878 788,02.
I løpet av de 4½ år fra april 1920 til desember 1925 fikk Sandefjord kommune og staten i direkte skatter og arveavgifter fra Firma Thor Dahl ca. 4 millioner kroner.
Av de mange beløp Thor Dahl skjenket til forskjellige formål i sin levetid skal vi her nevne:
19. april 1912 kr. 1 000 til Roald Amundsens Ekspedisjon.
3. desember 1913 kr. 1 000 til Sandefjords Gamlehjem.
1914 kr. 3 000 til kirke til Methodistmenigheden.
24. februar 1915 kr. 1 000 til Det norske Missionsselskab.
9. april 1915 kr.2 000 til Nationalgaleriet.
22. oktober 1915 kr. 1 000 til Sandefjords Turn- og drætsforening.
4. november 1915 kr. 5 000 til Det nationale gamlehjem for sjømænd i Fredriksværn.
24. februar 1917 Kr. 5 000 til Det norske Missionsselskab, Stavanger.
25. april 1917 kr. 5 000 til Lærehjemmet for unge mænd.
1917 kr. 2 500 til økning av matproduksjonen i Sandeherred.
1917 » 500 til Sjømændenes Hus A/S, Kristiania.
1917 » 5 000 til Studentersamfundets Byggefond.
22. april 1918 kr. 20 000 til Sandefjords Barnehjem.
17. juni 1918  »  5 000 til Studenterhjem paa Blinderen.
20. august 1918 kr. 1 000 som bidrag til rekonvalesenthjem ved Hamar.
19. desember 1918 kr. 3 000 til «Sandefjords Blad»s juleindsamling.
        Å gi noen fullstendig oversikt over Thor Dahls vededighet lar sig ikke gjøre, da den i så høi grad tilhører privatlivet.
 


3. Kuriosa.

 

Før de loftsfri funkishus blev almindelige hadde man noe man kalte «pulterkammer», d. v. s. et loftskott hvor man satte alle de ting man for øieblikket ikke hadde anvendelse for, men som man heller ikke akkurat vilde skille sig av med. Dette kapitel vil bli et slikt «pulterkammer» hvor det vil bli fortalt løst og fast om ting som kan ha hatt tilknytning til Thor Dahls liv, men som ikke derfor har latt sig innarbeide i de tidligere kapitler.
        Vi bør vel bl. a. si noen ord om Dahls forskjellige tillitshverv. Det første fikk han i 1890-årene. Han blev da formann i «Sandefjord og Omegns Telefonforening», som var stiftet i 1884.
        Der var, som de fleste vet, skotsk-amerikaneren Bell som opfant telefonen. På verdensutstillingen i Filadelfia i 1876 fikk han for første gang anledning til å demonstrere sitt apparat for en større offentlighet. Det kom mange mennesker for å se på utstillingen, men bare noen få stoppet op foran Bells opfinnelse og de så på den som et leketøi for barn. Bell blev, som rimelig var, høist mismodig og tenkte på å opgi det hele, da keiseren av Brasilien, Don Pedro III, med sitt følge kom forbi og spurte om å få se nærmere på fenomenet. Keiseren fikk telefonen lagt til øret og Bell sa noen ord i sitt apparat — og virkningen uteblev ikke. Keiseren slapp mikrofonen idet han ropte: «Men den snakker jo!»
        Alt i 1881 hadde Sandefjord fått et lite privat telefonanlegg. Det var Chr. Christensen, P. C. Pedersen og K. Hetlesæter som, efter å ha fått tillatelse til å reise stolper og strekke tråd i byens gater, anla telefonforbindelse mellem sine forretningslokaler i Sandefjord og sine eiendommer over på Huviksiden av fjorden.
P. C. Pedersen hadde den gang landsted på Fjellvik, der hvor senere Wegger bodde. Huset eies nu av hvalfangstbestyrer Oscar Nilsen. Mellem Fjellvik og butikken i Langgaden la da P. C. P. telefon. Den gang var Dahl handelsbetjent hos Pedersen. En dag i 1882 kom «gamle Lars», som var lagerarbeider hos Aagaard, inn i butikken og spurte efter chefen. «Han er over på Fjellvik,» sa Dahl, «men vent litt så skal du få snakke med ham.» Hvorpå Dahl ringte Pedersen op i telefonen. «Kom,» sa han til Lars, «her får du Pedersen i telefon.» Lars nektet. «Jeg er for gammel til å bli drevet gjøn med på denna måten,» sa han. Dahl fikk ham allikevel til slutt bort til apparatet, men da Lars hørte P. C. P.’s egen røst i telefonen, gikk det ham som keiser Pedro III av Brasilien: Han tapte ikke bare munn og mæle, men også mikrofonen i sin forbauselse og forferdelse.
        Ennu j 1885 hadde «Sandefjord og Omegns Telefonforening» ikke mer enn 50 medlemmer. Det er da ikke så rart at de handlende ennu ikke har begynt å avertere telefon og telefonnummer. Vi har jo fremdeles landkommuner i det nordlige Norge som ikke trykker telefonkatalog, tross de har telefonanlegg.
Den første i Sandefjord som averterte sitt telefonnummer var Richard Olsen, som den 20. november 1895 bekjentgjorde i avisene at han den dag åpnet sin «Papirforretning i I. M. Osmundsens Gaard i Langgaden. Telefon No. 90». 5. desember 1895 averterer Guttorm Gran: «Telefon No. 1. Benyt Telefon No. 1.» Og så følger de andre handlende efter. Den 19. november 1896 begynner også «Sandefjords Blad»s redaktør å avertere: Telefon No. 104. Tidligere hadde han bare avertert kontortid.
        H. C. Raastad averterer i februar 1897: «Mærk! Telefonordres expederes hurtigst.» Men han averterer ikke derfor sitt telefonnummer — og det var da også helt overflødig. Like til årene før krigen var det almindelig i Sandefjord å nevne abonnentens navn istedenfor å be om hans nummer. «Skaff mig Karsten Grøn» eller «gi mig Thor Dahl, er De snild.» Og telefonindene var både lokalkjente og snilde og sørget for korrekt forbindelse.
        Den 1. januar 1897 var en merkedag i Sandefjords telefonhistorie. Da fikk man direkte forbindelse med Oslo. Om dette berettes det i den lokale presse:
«Rikstelefonens høitidelige Åabning mellem Christiania og Sandefjord fandt Sted paa Nytaarsdag. Klokken 21/2 ringte H. M. Kongen op fra Christiania og hadde en kort Samtale med Ordføreren (Mjøen). H. M. ønsket et godt nyt Aar og gratulerede med Telefonen og gjorde en del Spørgsmaal om Forholdene her. Magistraten var ved Sygdom forhindret fra at være tilstede. Men Formandskabet var tilstede.»
        Disse idylliske trangviksforhold kunde jo ikke vedvare efter at Sandefjord hadde begynt å utvikle sig til verdenscentrum for hvalfangsten. Det er fornøielig å sammenligne ovennevnte avisreferat med nedenstående 2 brever fra Thor Dahl.
«Til Herr Telegrafdirektøren i Christiania: Da det gang paa gang ved Rigstelefonen i Sandefjord hænder at man bliver afbrudt i sin Telefonsamtale midt under Afslutning af større Forretninger   Det er nemlig ikke nogen mening i, at en Forretning, der dreier sig om indtil hundretusinder af Kroner skal være af hængig af en Telefonistindes Luner        Det er nok saa at der her er mange Telefonsamtaler i forhold til den Sandefjord knapt tilmaalte Tid, og det var derfor ønskelig om Tiden kunde bli forlænget. Dette maa ogsaa nødvendigvis skje i Badetiden, da byens Forretningsdrivende ifjor daglig var nødt til at tåge Ilsamtale for at komme frem. Naar man ved at der finder en hel del Telefonsamtaler sted bare til Fornøielse etc. er det for os Forretningsdrivende ærgerlig ret som det er at blive afbrudt i vor Telefonsamtale   »
        Det nevnte brev er fra gode to år senere. Det lyder: 25. juni 1913: «Herr Telegrafdirektøren, Christiania. I Formiddag ved 12½ Tiden har jeg maattet bestille 4 Ilsamtaler til Christiania efter Kr. 1,50 pr. Samtale og jeg skjønner det, at skal jeg have Telefonforbindelse med Christiania, saa maa jeg hver Dag bestille Il til 1½ Krone pr. Samtale, thi det maa nu gjøres af alle som vil frem. Jeg har ogsaa 2 aar tidligere henstillet til Dem, herr Telegrafdirektør, at skaffe Sandefjord den nødvendige Tid for Samtaler, thi det er dog vel ikke Statens Mening til Stadighet at frempresse en Betaling af Kr. 1,50 for 3 minutters Samtale ved at undlate at skaffe os de fornødne Linier og Tid. Noget maa nu gjøres, hvis ikke maa vi gaa direkte til Storting og Regjering, thi Sandefjord skal vel ikke gjennem aarrækker fortsætte at være saa stedmoderlig behandlet som den har været til Dato   »
        Det er unektelig et langt sprang på kort tid fra 1876 og Don Pedro III av Brasilien, og 1882 og lagermann Lars hos Aagaard, til den utålmodige forretningsmann som i litt hissige vendinger påtaler telefonkrisen i Sandefjord anno 1911 og 1913.
        Takket være en stadig øket anvendelse av den moderne teknikks hjelpemidler, har man kunnet gå til tilsvarende store reduksjoner i menneskenes arbeidstid. Om den sak kunde der skrives lange kapitler, men vi skal her bare med noen ord omtale butikkenes åpnings-og lukningsbestemmelser i Dahls levetid.
        Da Dahl var handelsbetjent holdt forretningene oppe fra 7 morgen til 9 kveld. I slutten av 80-årene blev det bestemt å holde forretningene åpne fra 8 til 8. Den 7. desember 1889 meddeler kjøbmennene i manufakturvarebranchen i Sandefjord at de er blitt enige om «at lukke sine Butikker Jule- og Nytaars-aften Kl. 6». Og den 15. desember 1896 meddeler byens skomakere at de vil «lukke sine Butikker Jule- og Nyt-aarsaften Kl. 6».
I mai 1897 kunde man i «Sandefjords Blad» og «Vestfold» lese følgende annonse: «Ifølge lov af 17. Mai sidstleden er Barberstuerne lukket søndagen: derimod vil der herefter holdes aabent til KL 12 lørdags aften.»
        Norge fikk sin første lov om lukningstid for utsalgssteder i 1900. I Sandefjord Handelstands Forenings protokoll heter det 20. april 1904: «Besluttedes det at gjøre et forsøk paa at formaa stedets handelsstand til i sommertiden at lukke sine forretninger kl. 7 for at betjeningen ogsaa kunde faa nogen frihed den vakreste aarstid.» Vår nugjeldende hovedlov om lukningstid for utsalgssteder er fra 1913 med tilleggslov av 1926. Dessuten har man arbeidervernloven fra ifjor. Idag er f. eks. «Thor Dahls Husholdnings- og Skibshandel» åpen fra 8 til 17 de første 4 og den siste yrkesdag i uken, mens man om fredagen holder åpent til kl. 18.
        Apropos fremskritt så er der et brev av 15. august 1909 fra Thor Dahl som forteller oss litt om hvor primitiv kontorteknikken ennu den gang var.
Dahl hadde solgt en hest til en kjøbmann i Sandefjord, men da han syntes hesten blev kjørt for hårdt, ønsket han å la handelen gå om igjen. Og i den anledning sendte han et maskinskrevet brev til rette vedkommende. Det er jo fremdeles folk som finner å burde bli fornærmet over å få maskinskrevne privatbrev, de vil, pussig nok, heller stave sig gjennem den mest uleselige håndskrift. Men et maskinskrevet foretningsbrev er nu regelen nesten uten undtagelse. Men ikke slik i Sandefjord i 1909. Det viste sig at ved kommende kjøbmann blev aldeles rasende, ikke over beskyldningen for å ha misbrukt hesten, men over at Dahl skrev til ham på skrivemaskin. Så den 15. juli 1909 må Thor Dahl skrive følgende brev: «Deres Ærede af 15. ds. modtaget, men indeholder ikke noget Svar paa mit Forlangende om at faa Handelen omgjort, og maa anmode om Deres Svar herpaa. At jeg som har Skrivemaskin og Kontorhjelp finder det lettest at benytte disse maa tilgives mig. Foretrækker De at give mig mundtlig Svar saa er jeg paa mit Kontor o.s.v.» Dahl selv skrev forresten hele sitt liv alle egenhendige brever med hånden. Han skrev uhyre hurtig i en meget leselig håndskrift.
        Den 2. mars 1897 er Dahl med å undertegner et oprop om minnegave i anledning Oscar II’s 25 års jubileum som konge, eller, som det diplomatisk heter, «25 aarsdagen for Oscar II’s tronbestigelse». — Han var jo også svensk konge. — Det blev i den anledning nedsatt en arbeidskomité på 5 mann hvorav Dahl blev medlem.
        I 1904 var Dahl medlem av den komité som skulde forberede oprettelsen av en handelsklasse ved Sandefjords Høiere Kommunale Almenskole. Oprettelsen av denne klasse blev den første begynnelse til det nuværende velrenommerte Handelsgymnasium i Sandefjord.
        Thor Dahl var også medlem av Sandefjords Handelstands Forenings første styre i 1901, han var foreningens sekretær fra 1903—1905 og formann i 1906 og 1907. Vinteren 1914—1915 blev han utnevnt til æresmedlem.
        Dahl var også fra 1904 æresmedlem av Sandefjords Sangforening og fra 10. oktober 1912 av Sandefjords Seilforening. Sin interesse for seilsporten viste Dahl bl. a. ved at han sommeren 1910 under «Syd-Ost Kystens Sammensluttede Seilforeninger»s regatta i Sandefjord opstillet en stor sølvbolle som skulde til falle beste båt efter beregnet tid under begge dagers seilas. Og til Europauken i Horten 1914 opstillet Dahl «Sandefjord Seilforenings Ærespremie Europauken 1914». Det var en stor sølvbolle med billedet av «Thor I» og hvalbåten «Snorre» på den ene siden og hav med hval og Sandefjords byvåben på den andre. Såvidt jeg husker var det keiser Wilhelm II’s «Meteor» som drog avsted med ærespremien.
        Sin interesse for sangen hadde Dahl tatt med sig fra sitt barndomshjem. Det var hans far, lærer Thor H. Dahl, som hadde innført sangen som fag ved Sandefjords Almueskole. Og sønnen Thor gikk alltid med Seips visebok i lommen. Aktiv sanger var Dahl ikke. Men han hadde en liten lys tenor som han førte an med i vennekretsen. Og det var intet han likte bedre enn ved passende anledninger å bli hyldet med sang av sangforeningen. Da holdt han alltid små, begeistrede og velformede taler til sangens pris.
        Fra 1901 til 1910 var Dahl medlem av Sandefjords kommunestyre. Han fortalte selv at en gang han blev mektig vred, reiste han sig op og holdt en opriktig ment tordentale — hvorpå han tok sin hatt og gikk, uten å gi de øvrige representanter chansen til en motreplikk. Fabrikkeier And. B. Hasle har fortalt mig at Sandefjords kommunestyre, i de år Dahl var medlem, en gang drøftet kjøp av «Badet». Men de fleste var engstelige for å engasjere kommunen i en så stor sak, og de fant dessuten den forlangte pris for stiv. Men Dahl sa at han på ingen måte var imot kjøp av «Sandefjords Bad» — «og han hadde aldri hørt at kjøperen noen-gang vilde gi det selgeren forlangte».
        Med byens ligningsvesen vedlikeholdt Thor Dahl en flittig korrespondanse. Han syntes alltid han blev lignet for høit. Dahl skulde en gang forpakte bort noen jorder i Vestre Aker, men syntes ikke forpaktningsavgiften var høi nok. I den anledning skrev han et brev som også gir uttrykk for hans syn på skattemyndighetene: «Herr.... Dit venlige af 6. ds. modtaget. At Du snyder Staten kan jeg holde med Dig i, thi den tar Dig igjen paa Skatten, men at Du vil byde samme Afgift av min Søns Jord naar Du ved hvad den koster   »
        Nu må man ikke tro at Dahl var skattesnyter. Han puttet intet under stolen, men han hadde et annet og mer personlig syn på de verdier som skulde beskattes enn ligningsvesenet kunde ha. For inntektsåret 1912 opgav Dahl sin formue til kr. 1 147 567,86 og sin inntekt til 255 000. Ligningsrådet satte formuen til kr. 1 511 500 og inntekten til 351 140.
Da skrev Dahl og protesterte: «  Det er saa at jeg har ansat mine 7/8 Parter i «Bryde & Dahls Hvalfangerselskab» i min Status til Kr. 700 000. Dette er det høieste som jeg gaar med paa at Parten skal ansættes til. Selskabet koster ikke os saa meget som Kr. 800 000 og vi har efter Loven ret til at fratrække 5 Pct. Værdiforringelse. Naar Ligningsraadet aligevel sætter Selskabets Værdi til Kr. 1 200 000 saa røber det en grov Uforstand. Jeg gaar ut fra at Ligningsraadet har sat denne Værdi af hensyn til den gode Fortjeneste Selskabet har havt, men Fortjenesten skatter vi jo fuldt ut af, og den Dagen Hvalen slaar klik er Selska­bets Eiendele neppe værd Kr. 400 000.»
        Og for inntektsåret 1917 får vi opleve samme konflikt. Dahl hadde da opgitt en formue på 2 934 536,63 og en inntekt på 701 063,56. Mens ligningsrådet kom til en formue på 7 450 000 og en inntekt på 1,5 million. Det var igjen vurderingsgrunnlaget for de forskjellige verdier man ikke kunde enes om. Og Dahl skriver den 19. mars 1918: «Til Sandefjords Formandskab  dog kan jeg til nød taale en forhøielse paa formuen, idet «Bryde og Dahls Hvalfangerselskab» er anført i min selvangivelse med kr. 800 000, medens Lignings-kommissionen har ansat det til 3 600 000. Jeg vil dog gjøre opmærksom paa at dette hvalfangerselskab med sine hvalbaader koster 738 000 kroner — hvortil kommer nogen mindre reparationer, og har jeg derfor anført det til kr. 800 000 i min status, idet selskapet saa længe jeg driver hvalfangst ikke har større værdi for mig. Hvis jeg sælger skibene til de nuværende høie priser saa vil kommunen faa sin indtægt heraf   »
Efter megen parlamentering blev resultatet at Dahl blev lignet efter 6,31 million i formue og 1,4 million i inntekt.
        Thor Dahl var — som vi alle fremdeles er det — meget stolt av å være sandefjordsgutt. Men engang blev han, nettop på grunn av en skattekonflikt, så sint på fødebyen at han den 28. desember 1914 flyttet til Fredriksværn. Her kjøpte han sig et hus, Bryggeriveien 31, og bodde ett år. Men den 30. desember 1916 skriver han: «Til Magistraten i Sandefjord. Jeg tillader mig meddele at jeg i Henhold til Overenskomst med Sandefjord Bystyre er flyttet tilbage hertil i aar fra Fredriksværn og bedes indført i Mandtallet.»
        Vi har i de foregående kapitler leilighetvis omtalt Thor Dahls eiendommer. Noen fullstendig liste over disse har jeg ikke, men foruten P. C. Pedersens hus i Langgaden, Storgaten 23, Hjertnespromenaden 7, Badehusgaten 3, Bryggeriveien 31 i Fredriksvern, stasjonene Svartnes og Skarfjord i Finnmark, har Dahl eid halvparten i Bøle Trankokeri på Sørøya. Han kjøpte det sammen med A. Marcussen av «Laurvigs Interesentskab for Hvalfangst». I 1905 solgte de det til Richard Floer jr. for 6000 kroner. Floer solgte det igjen til staten 1917—1918 for 60 000 kroner.
        Dahl kjøpte også hvalstasjonen «Signebø» ved Kollefjord på Færøiene, da denne blev nedlagt. Stasjonen bestod da av: 1 kokeri (fabrikk) ca. 45' x 32’, 1 kullbod 80' x 45’, 1 smie 20' x 20’, 1 bakeri, 1 w. c., barakker (våningshus) 35' x 22’ bardevaskeri, bardelagerhus, fyrhus med 2 dampkjeler med Wortingtonpumpe og vannkar. I kokeriet: 6 åpne kokere, 2 graxkasser, 3 klarings-tanker ca. 120 fat og 1 klaringstank ca. 35 fat. Maskin til elevatoren. I kjøttkokeriet 2 små og 2 litt større presskjeler. Ophivningswinch, kjøttkum, flenseplan og ophivningsspil med dampmaskin.
        Mens Dahl ennu var bottlenosereder, kjøpte han 28 august 1912 en tomt med bod, brygge og strandrett ved Stubb. Han kjøpte den av hvalfangstbestyrer Th. Sørlle, som igjen hadde kjøpt arealet av «Sandefjord Bad». Dahl lot sine bottlenoseskuter ankre op utenfor Stubb og la iland spekkjelene på tomten til rensning og mønjing. Boden er siden brent, og tomten leiet ut til et reparasjonsverksted. I desember 1913 kjøpte Dahl også naboeiendommen av kjelesmed Larsen for 5300 kroner. Sørlle hadde fått 7000 kroner for sin del. Den tomten Dahl kjøpte av Larsen, er senere solgt til seilmaker Evensen. Fra 1904 til 1908 eide også Dahl C. A. Larsens hus, Thaulows gate 25, som oprinnelig hadde tilhørt fløttmann Andreas M. Thorsen. Dahl solgte det til tollbetjent Wold. Ifølge skjøte av 11. mai 1891 eide også Dahl en part av Aagaardstomten. Han hadde betalt den med en krone og femti pr. kvadrat-alen. Kjøpet hang sammen med den strid som det da var mellem øst- og vestbyen: Om byens torv skulde ligge der hvor det fremdeles ligger — eller om Aagaards tomten skulde legges ut til torv. Det var da N. W. Sørensen med flere kjøpte Valbyegården til nedrivning for å gjøre det nuværende torv større.
        Dahl kjøpte også Gonviken trankokeri, hvis tomter firmaet fremdeles eier, og i Oslo eide han Drammensveien 98. I noen år var han også eier av en liten tomt ved Thaulows gate som han hadde kjøpt av I. M. Osmundsen for å bygge hestestall der. Det blev det nu ikke noget av.
        Men av alle Dahls eiendomserhvervelser er vel den rareste hans anneksjon av land på Svalbard. Alt fra 1898 var det blitt gjort mange okkupasjoner av kullførende områder på Spitsbergen. I 1909 var nuværende statsgeolog Gunnar Holmsen på Svalbard i den hensikt å foreta anneksjon av nyttige forekomster. Derpå dannet han «A/S Kulspids» på felter i det indre av landet mellem Isfjorden og Bellsund. Disse felter blev overtatt av Store Norske Spitsbergen Kulkompani i 1916.
Men «A/S Kulspids» hadde også noen asbestfore-komster ved bunnen av Rechercefjorden i Bellsund. De har det aldri lykkes å gjøre rentable, og selskapet eier dem ennu.
«A/S Kulspids» hadde ikke selv midler til å ruste ut ekspedisjoner for å fornye sine anneksjoner: holde sin eiendomsrett i hevd. Derfor allierte de sig med Thor Dahl, som jo hver sommer hadde «Alfa & Beta» på fangst ved Svalbard.
        Dette forklarer den instruks hvalfangstbestyrer Jørgen Jørgensen fikk den 21. mai 1911: «Til Herr Kaptein J. Jørgensen med en anmodning om for «A/S Kulspids» straks ved Ankomsten til Spitsbergen at anektere Reeherche Bay og udsprænge asbest og siden undersøke om annektionsmerkerne er paa sin plads. Samt borttage fremmede annektionsmerker om saadanne i mellemtider er opsat.
Herr Jørgensenhar ligeledes efter aftale at fornye merkerne ved de annekterede kulfelter og medtage kulprøver.»
Instruksen er undertegnet: For A/S Kulspids Emil Selmer. Thor Dahl.
        Men det måtte jo da også falle naturlig for Dahl å sysle med anneks j onsplaner helt for egen regning. Og den 19. august 1911 skriver han til herr Captein Jørgensen, «Hecla», Green Harbour, Spitsbergen: «
Jeg afsendte herfra den 10. ds. 3 Bundte med galvaniseret Gjærdetraad. 30 Meter 1" x 1½" Vinkeljern som kuttes i passende Stolper paa ½ á 1 Meter og Traaden trækkes mellem Hullerne. Samt en Kasse med 12 Jernplader hvorpaa er malet Thor Dahl Sandefjord Norge. Ved en samtale med Ritmester Isaehsen raadet han mig til at annektere Land deroppe, og han gav mig en Skitse af det han mente skulde være fordelagtigst for mig ved Kysten. Hvilken Skitse jeg sender hoslagt. Du vil derfor tage Folk og omgjærde disse Landstrækninger og sætte op mine Skilte derpaa. Skulde dette Land være absolut optaget saa tager Du et andet Land, saa beleilig mod Sjøen som mulig, og hvis intet findes på Sjøen saa tager Du inde paa Landet, men Du tager hvad Du anser fordelagtigst og bruger Du al Traaden, Gjærdestolpene og Skiltene og saavidt mulig tager du op en Skitse og gaar op hvor mange meter2 det kan blive da jeg absolut vil have dette Arbeide udført.»

        Og den 31. januar 1912 kan Dahl skrive til: «Det Kgl. norske Udenriksdepartement, Christiania. Til Registrering tillader jeg mig herved at fremsende:
1. Tegning over annekteret Land i Green Harbour, Spitsbergen, tilligemed
2. Copi af Journaluddrag af 4. september 1911 for flydende Kogeri Bark «Hecla» af Sandefjord under Ophold ved Spitsbergen.
3. Tegning over annekteret Land i Safe Harbour, Spitsbergen, tilligemed
4. Copi af Journaluddrag af 29. august 1911 for flydende Kogeri Bark «Hecla» af Sandefjord under Ophold i Safe Harbour, Spitsbergen.»
 


UDDRAG

 

af dagbogen for flydende kogeri bk. «Hecla» af Sandefjord under ophold i Safe Harbour, Spitsbergen.
Tirsdag den 29de august 1911.
        Har idag været iland og annekteret et stykke land for herr Thor Dahl, Sandefjord.
Landstrækningen ligger inderst paa Østsiden i Safe Harbour og strækker sig fra og med søndre udløb af elven ved isbræen med sirca en kilometer strandlinie sydover og opover landet til kammen af fjældryggen der danner Østre side af Safe Harbour. Landet er indgjærdet med gjærdetraad paa jernstolper og paasat 4 jernskildte hvorpaa er malet:


«THOR DAHL SANDEFJORD NORGE»

 

og placeret som paa vedlagte skitse er anvist.


J. Jørgensen (sign.).
Bestyrer
Hvalfangerselskabet «Alfa & Beta».

Riktig avskrift bevidnes: Thor Dahl.

 

UDDRAG

 

af dagbogen for flydende kogeri bk. «Hecla» av Sandefjord under ophold ved Spitsbergen.
                                                   Mandag den 4de september 1911.

        Har idag med hvalbaaten «Alfa» været i Green Harbour og indgjærdet det av expeditionen i 1909 og 1910 benyttede tomteareal i Hecla Havn, hvor de iland nedlagte moringer befandtes i orden, saavelsom de dertil hørende 2 varder. Stykket er indhegnet med gjærdetraad paa jernstolper og paasat 4 jernskildter hvorpaa er malet:

«THOR DAHL SANDEFJORD NORGE»

 

likesaa et saadant skildt paa hver av varderne. — Det indhegnede areal har ca. 500 meter strandlinie og er ca. 200 meter bredt fra stranden og indover.

J. Jørgensen (sign.).

Bestyrer.
Hvalfangerselskabet «Alfa & Beta».

Rigtig avskrift bevidnes: Thor Dahl.
 



        Nu innstillet Thor Dahl sin spitsbergenfangst efter den uheldige sesong i 1912. Men han aktet ikke derfor å gi slipp på sine anneksjonsplaner. Den 3. juni 1916 skriver han: «Herr Ørjan Olsen, Christiania: Hoslagt tillader jeg mig oversende Tegninger over annekteret Land i o. s. v., o. s. v. Vil De godhedsfuldt besørge at Deres Folk som reiser op for Advent Bay Kulfeltet iaar efterser Merkene og fornyer disse. Strekningene vil blive nogen Hundre Tusind kvadrat­meter og Heclas Havn er en god Havn med Elv og friskt Vand lige ved. Vi faar bli enige om at tage dette med i Aktie-Indbydelsen naar vi kommer sammen.»
        Samtidig underretter Dahl Utenriksdepartementet om sine hensikter: å fornye de tidligere anneksjoner. Og den 22. mai 1917 skriver Dahl til Utenriksdepartementet: «Refererende til mit ærbødige av 3. juni 1916 angaaende fornyelse av registreringen for det av mig annekterede land paa Spitsbergen tillater jeg mig herved at meddele, at omraadet ved Green Harbour blev befaret den 29. juli 1916 og ved Safe Harbour den 12. august 1916 og annektionen fornyet. Kopi av skrivelse fra Adolf Hoel av 22. september 1916 angaaende befaringen tillater jeg mig at vedlegge tillikemed de i skrivelsen nevnte erklæringer.»
        Vi gjenfinder hos Thor Dahl i hans forhold til anneksjonsplanene på Svalbard alle de trekk som også kjennetegner ham som forretningsmann. Dog først og fremst: Trofastheten mot opgaven. Og ingen platonisk trofasthet, men en stadig energiutfoldelse både med hensyn til detaljer som til hovedsak.
        Svalbard blev erklært for norsk land den 9. februar 1920. To måneder senere, 15. april 1920, døde Thor Dahl. Den 23. juni samme år skriver Dahls arvinger til Utenriksdepartementet og minner om sine anneksjonskrav, og får svar fra departementet den 26. samme måned.
En av bestemmelsene i traktaten av 9. februar 1920 var at det blev pålagt Norge å få istand en bergverksordning for øgruppen. Dette forsinket Norges definitive overtagelse av suvereniteten så det gikk ytterligere 5½ år før Svalbard den 14. august 1925 blev overtatt og innlemmet i Norge.1)
 1) Adolf Hoel: Om ordningen av de territoriale krav på Svalbard. Norsk Geografisk Tidsskrift, hefte 1. 1928.

        Nu het det også i Pariser-traktaten at alle territoriale krav måtte være fremsatt innen 3 måneder efter traktatens ikrafttredelse. Det vil si at innen 14. november 1925 måtte Dahls arvinger ha innsendt sine krav på territoriene i Green Harbour og Safe Harbour til svalbardkommissæren, dr. juris. Kristian Sindballe, Det blev i alt anmeldt 74 krav, hvorav 40 blev godkjent. Dahls okkupasjonskrav var ikke med blandt de 74 anmeldte.
        Siden vi er inne på kapitlet Thor Dahl og Svalbard, og det den 1. september iår blev publisert et nytt funn av en André-bøie, kan det ha sin interesse å trykke av nedenstående brev: «Herr Professor A. G. Nathorst, Rigsmuseet, Stockholm. Pr. Jernbane har jeg idag havt den Ære at sende til Deres Adresse en André-bøie som er fundet av min hvalbaad «Beta» som fanger Hval ved Spitsbergen. Bøien er fundet den 1ste September paa 78 gr. 30' n. br. og 11 gr. 20' ø. L. Den er aabnet af Capteinen, men indeholdt intet, forøvrig var den ogsaa som De vil se, adskillig medtaget, idet kobbernettet for en Del var afslidt. Jeg beklager saaledes ikke at kunne ha den Glæde ved Fundet at kunne bringe Dem nogen anden Efterretning fra den berømte Polarforsker. Ærbødigst T. D.»
        Det var skytter Ole Skaantorp som fant bøien. Det hadde vært funnet mange slike André-bøier. Noen med, noen uten hylse for brevmeddelelser. De er alle omtalt i den store André-bok som blev utgitt på basis av dr. Gunnar Horns sensasjonelle funn.
        Vi har før fortalt at da hverken fangstene eller oljeprisene lenger var regningssvarende, begynte Thor Dahl fra 1913 å selge sine bottlenoseskuter. Han beholder bare «Glimt» og «Haabet», som forresten begge lå oplagt både i 1914 og 1915. I 1916 derimot blev de, takket være krigspriser på oljer, sendt ut på fangst i Nordhavene. «Glimt» kom hjem i juli med 42 tonn — og Dahl som i 1913 og 1914 hadde vært villig til å selge skuten for 7500 kroner, forlangte nu 30 000 kroner for eventuelt salg.
        Den 15. mars 1917 selger Dahl både «Glimt» og «Haabet» til sin sønn Thor Dahl jr. for 80 000 kroner, samtidig som begge skuter på ny blir rustet ut for fangst. «Haabet» kom tilbake til Norge, og dens last blev solgt til «Apothekernes Felleskjøp» i Kristiania. Men «Glimt» blev tatt av engelskmennene og opbragt til Orkenøyene. — «Haabet» gikk fri fordi det drev med britisk kull og petroleum. «Glimt» derimot hadde i Ålesund fått kjøpt «klausulfri» kull og petroleum. Sammenhengen var at et fangst- eller fiskefartøi som under krigen fikk kull eller petroleum fra Storbritannia forutsattes å selge sin last til dette land, mens en båt med tyske kull eller petroleum skulde selge sine produkter i Tyskland.
«Glimt» fikk i 1917 klausulfri kull og petroleum, uforpliktende brensel. Men England vilde ikke anerkjenne at det var noe som het «klausulfritt brensel», og «Glimt» blev opbragt, kanskje også fordi kullene var kjøpt hos et firma i Ålesund som stod på de alliertes sortelister.
«Glimt» blev først frigitt vinteren 1919—1920, mens «Haabet» drev fangst både i 1918 og 1919.
        Thor Dahl elsket alle sine bottlenosefangere, men hans yndlingsskute var «Marianne» som laget olje så fin at den var til salgs på flasker i rederens butikk. Dahl anså «Marianneolje» for å være et universal-middel mot alle slags reumatiske lidelser.
Bottlenosefangeren «Marianne» hadde en liten steamkoker ombord, og den kokte under selve sesongen olje av helt ferskt spekk. Den oljen blev selvfølgelig helt klar og luktfri — og i den, sa Thor Dahl, var det helsebot for brystsvake og verkbrudne.
        «Marianne» blev solgt i 1915 til Bendek Mannes i Aakrehavn ved Haugesund, men annen bottlenoseolje var også helsebringende. Våren 1917 blev Thor Dahl jr. liggende syk i Oslo av en heftig influensa, kanskje en forløper for den spanskesyke som raste i 1918, og den 13. mars 1917 skriver Dahl senior til sin sønn:
«Min kjære Gut! Først igaar fik jeg sendt Dig en Flaske Bottlenoseolje. Derimod ikke den flanelsvest jeg talte om. Jeg tror Du kan lade en gnide Dig godt ind paa Brystet og Halsen med Olien saa varm som Du kan taale den. Tag saa en strømpe rigtig varm om Halsen saa flyver Olien ind. Drikk saa Emser og ko-gende Melk tre Ganger daglig Morgen, Middag og Aften saa bliver Du strax bra.»
Og året efter, den 20. februar 1918, da den engelske ministers frue har vrikket ankelen, skriver Dahl til lady Findlay:   «    am sorry to learn that you have sprained jour ankle, and as I myself possess the very best massage oil in the world I beg leave to send you a little bottle of this oil for mild massage   »
        Det er i det hele ingen mangel på brever fra Thor Dahl hvor han priser bottlenoseoljens ypperlige egenskaper. Vi velger til slutt et fra den 22. juli 1918 til den britiske minister i Oslo:
«Deres Exellence! Da jeg ikke har modtaget noget Svar paa den Skrivelse jeg for min Søn sendte Dem herfra den 7. Juli, maa jeg antage at De ikke tillegger
Olien den Betydning til medisinsk Brug til Massage for de Soldater der har staaet i Løbegravene og lider af Gigt og Reumatisme, som jeg tror den har. Da det er mit høieste Ønske at den maa komme disse Soldater til Lindring, idet jeg personlig har brugt den, tillader jeg mig forespørge om De til Britiske Røde Kors i ovennevnte Øiemed af mig personlig vil modtage 10 Fade Olie som Gave. Olien koges paa Vera Fetrafineri ved Sandefjord    Jeg maa dog for Sikkerheds Skyld
forbeholde Udførselstilladelse, men tviler jeg ikke paa at faa Tilladelse.»
        Det berettes selvfølgelig adskillige historier om Thor Dahl, dels rent legendariske, dels med rot i virkeligheten. Mange av dem er svært lange og pointene nokså stereotype.
 Det vilde allikevel i en bok om Thor Dahl være galt ikke å ha med en og annen av «historiene om Dahl», og derfor skal et par av dem bli fortalt her.»
        Under krigen syntes Dahl at hans skuter måtte betale alt for høi assuranse, 10—11 pct. Så telegraferte han til «Lloyds London» og spurte om assuransebetingelser. Dahl visste ikke at man ikke kunde henvende sig direkte til Lloyds, men måtte gå veien om et assuransemeglerfirma. Men ved et rent tilfelle kom en av Lloyds direksjonsmedlemmer, Mr. Tozer, i firmaet Morice Tozer & Beck, til å lese Dahls telegram, og han innledet forretningsforbindelse med Thor Dahl som opnådde å få sin assuranse ned på en ca. 3 pct.s basis. I flere år skal Dahl ha hemmeligholdt sin utmerkede og billige assuranseforbindelse, inntil Morice Tozer & Beck selv begynte å anmode om å få mere hvalfangstassuranse. Firmaet er nu Hvalfangernes Assuranseforenings ledende britiske forbindelse. Men oprinnelsen til denne forbindelse skriver sig altså fra at Dahl var uvitende om at man ikke kunde telegrafere direkte til «Lloyds London».
        Apropos uvitenhet, så var en av Dahls egne yndlingshistorier følgende: En dag ringte Dahl fra sin private leilighet i annen etasje ned til butikken og bad om å få sendt op et stort stykke schweizerost «med meget smør i hullene». Ordren blev tatt imot av en helt nyansatt betjent, som effektuerte den så fort som mulig — og Dahl fikk sin schweizerost sendt op. Men da den blev pakket ut og kom på bordet, brøt det et tordenvær løs fra Thor Dahl. Betjenten i butikken hadde fylt alle ostens huller med meierismør. Dahl hadde selvfølgelig ment at han vilde ha et stykke ost hvor hullene var særlig velfylte av den fine, skarpe væske som schweizerosten selv utskiller.
        En annen av Dahls historier skal vi også ta med: Dahls svigerinne skulde ha sild til middag, hvorfor hun ringer til Thor Dahl og ber Hans Sperre — som den gang var ansatt hos Dahl — «straks å sende ned en sild!»
«Javel, frue,» svarte Sperre. «Men en frue utenfor byen har nettop bedt oss sende en fyrstikkeske, så De må nok dessverre vente inntil budet kommer tilbake.»
        Når barn kom inn for å kjøpe sukkertøi hos Thor Dahl moret han sig med å gi dem mange ganger det de skulde ha, og samtidig la han pengene tilbake ned på bunnen av posen eller kremmerhuset.
        Til slutt en historie som muligens hører til de apokryfe. Fra 1890 til 1905 var N. Normann sogneprest i Sandefjord. En søndag morgen da Normann var på vei til kirken treffer han Dahl, som var på vei til sitt kontor. «Skal ikke grossereren i kirken?» spurte Normann. Nei, Dahl skulde ikke det. Men det var jo søndag, og da hadde man vel ikke noe på kontoret å gjøre, mente presten. «Kjenner ikke sognepresten den salme: "Kom Christen tag dit Regnebredt"» spurte Dahl, «det er det jeg nå har tenkt å gjøre.»
        Kanskje leserne synes dette kapitel har inneholdt svært mange og uensartede ting. Men det vilde for så vidt ha falt i Thor Dahls smak. Han var selv hele sitt liv stolt av at hans forretning var velassortert — at det praktisk talt ikke var den ting han ikke skulde kunne levere.
        Mens han ennu holdt til med sin skibs- og husholdningshandel i Storgaten 23, drev han samtidig en lutfabrikk i Kongens gate 25, hvorfra han solgte lut til de andre handlende. Og der hadde han også en blank-svertefabrikk hvor en «kjemiker» Thorbjørnsen laget skosverte efter noen gamle opskrifter — dette var før skokremenes tid — og som Dahl solgte i konkurranse med den originale engelske Berry’s blanksverte.
        Og om sommeren sendte han kaptein Ingvald Isaksen med motorskøiten «Fram» for å kjøpe og salte makrell, hvorpå han februar neste år skriver til Henrik Erickson og Ellerhusen & Co., Gøteborg: «Jeg tillater mig herved forespørge, om De er kjøper til et Parti prima saltet Sommermakrel, 8 Snes pr. Tønde. Prisen er Kroner 16 pr. Tønde fob. Christiania.»
Ja, det var også Thor Dahl som skaffet Th. Sørlle levende rensdyr sendt til Syd-Georgia.
        Disse eksempler er forhåpentlig tilstrekkelig til å vise at kapitlet «Kuriosa» forsvarer sin plass i en bok om Thor Dahl.
 

 
 

KAPITEL 5

 

«A/S THOR DAHL»

Firma Thor Dahl 1920—1937.1)

 

        Årene fra 1920 til 1937 har politisk, økonomisk og socialt vært de mest urofylte Europa har kjent siden det europeiske borgerskap efter reformasjonsårhundrene kom til makten.
        Det har vært moderne i disse urofylte år å omtale Norge, Sverige og Danmark som «Europas rolige hjørne». Om dette er en frase eller en realitet er et spørsmål vi ikke skal drøfte her. Men hvis man dermed også har tenkt å si at de skandinaviske land har undsluppet verdenskonjunkturenes luner, da tar man feil. Vi har hatt vår del av etterkrigstidens depresjons -periode, valutakriser, shipping-, industri- og jordbruks-kriser. Samtidig som vi selvfølgelig har nydt godt av de konjunkturblaff i gunstig retning som har funnet sted.
1) For dette kapitels vedkommende henvises leseren til de tabeller som fø]ger som bilag bakerst i boken.


         For Sandefjords vedkommende vil det først og fremst si den relativt stabile konjunktur på hvalolje-markedet fra 1922 til 1930, og det gode fraktmarked — først for tank, siden også for almindelige cargo carriers — som satte inn med full kraft fra 1934—1935 og som varer den dag i dag.
        På en meget urofylt politisk og økonomisk bakgrunn har da firmaet Thor Dahl arbeidet videre i disse 17 år, dels på grunnlag av og ut i fra de linjer gamle Thor Dahl hadde trukket op9 dels med de endringer og tilpasninger som tidene og konjunkturene gjorde hensiktsmessige.
        Den 31. desember 1920 blev konsul Lars Christensen og dr. Kristian Wiese1) valgt til styremedlemmer i «A/S Thor Dahl». Konsul Christensen hadde da alt i mars måned samme år — bl. a. for under enhver omstendighet å bevare selskapet for familien — personlig kjøpt «Bryde & Dahls Hvalfangerselskab» ved offentlig auksjon for 1 200 000 kroner.
 1) Dr. Wiese trådte tilbake som styremedlem 7. oktober 1926 idet han da hadde solgt sine aksjer til sin svoger og svigerinne. 2) Kapitalen var første gang blitt forhøiet 10. april 1917 fra 50 til 100 tusen. Annen gang 11. august 1921 fra 100 til 200 tusen.
        Den 24. juli 19222) blev kapitalen i «A/S Thor Dahl» forhøiet fra 200 000 til 300 000 kroner, idet man på en ekstraordinær generalforsamling besluttet å «overta Lars Christensens Aktieselskaps formue som helhet mot et vederlag paa Kr. 100 000.» Samtidig blev Hans Winge-Sørensen, som hadde vært medlem av styret i «Lars Christensen A/S» innvalgt i styret i «A/S Thor Dahl.»
Dette var den første av firmaets mange utvidelser.
 



        Den neste kom da «A/S Thor Dahl» den 23. oktober1924 blev valgt til disponenter for hvalfangstselskapet A/S Odd.1)
I 1929 overtok firmaet representasjonen for hvalfangstselskapet A/S Frango, og på generalforsamlingen i A/S Ørnen den 24. august 1931 blev det som post 6 bestemt å «godkjenne «A/S Thor Dahl» som disponent inntil videre». Og på generalforsamlingen 30. september 1935 blev «A/S Thor Dahl» definitivt valgt til selskapets disponenter.
        I kapitlet «Skibshandelen 1900—1912» har det blitt fortalt hvordan Dahl flyttet sin forretning fra Storgaten 23 til sitt nybygg i Badehusgaten 3.
Thor Dahl døde, som tidligere nevnt, våren 1920 og 1½ år senere blev det besluttet å innrede hans privatleilighet i 2den og 3dje etasje i Badehusgaten 3 til kontorer. Det blev også besluttet å utvide eiendommen med et tilbygg. Dette blev ferdig i 1926. Det er det såkalte «hvalfangstens hus», hvor «Hvalfanger-foreningen», «Hvalfangernes Assuranseforening», «Johan Rasmussen & Co.», «Eivind Andersen & Co.» og andre har sine kontorer.
Man har nu besluttet å gå til ytterligere utvidelser og bygge en ny fløi i flukt med Thor Dahls gate 1—3. Denne fløi skal stå ferdig i løpet av 1938.
 1) Fra 1925 til 1928 disponerte «A/S Thor Dahl»: «The Norwegian Bay Wh. Co.», felt Vestaustralia. På 4 sesonger blev utvunnet 108 119 fat olje av ialt 3433 knøl og ni blåhval.


        Bortsett fra de 4 krigsår har Sandefjord fra 1907 til 1929 helt vært dominert av hvalfangsten. Den har praktisk talt vært enevoldshersker i byens næringsliv.
Men fra 1930 har Sandefjord, som tilfelle var gjennem hele det 19. århundre, igjen begynt å få preg av shippingby. Og firma Thor Dahl har fulgt godt med i denne utvikling.
Den 23. juli 1930 startet de skibsaksjeselskapet «Thorsholm» med tankbåten av samme navn. M/T Torsholm som var på ca. 12 000 t. d. w. blev solgt i 1936 for £ 87,500. Selskapet overtok isteden kontrakt nr. 192 ved Deutsche Werft, Hamburg, en 14 700 tonns tankbåt. Denne blev levert i april iår. Byggepris ca. £ 155 000.
Dessuten har A/S Thorsholm fruktbåten «Scebeli» på 150 000 kubikkfot, byggenummer 650 hos Burmeister og Wain, byggesum kr. 2 050 000 og de har kontrahert en søsterbåt hos Framnæs Mek. Verksted i Sandefjord, byggesum kr. 1986 000, levering januar 1938.
Men også hvalfangstavdelingen hos firma Thor Dahl har kontrahert megen tanktonnasje. I 1930 M/T «Thorshavn». I november 1935 M/S «Thorsheimer» og «Thorshov».1) Og 27. november 1936 overtok «A/S Thor Dahl» kontrakt nr. 200 ved Deutsche Werft i Hamburg en dieseltankbåt på 16 000 t. d. w. for £ 175 000, levering sommeren 1938. A/S Odd får dessuten i september iår en tankbåt på 14 700 t. d. w.

1) Disse tjener bl. a. som transportbåter og bringer fueloil til kokeriene i Antarktis og tar hvalolje med tilbake. Til dette hadde man i 1920 årene S/S «Thor Minor». Det gir også noe av en «linje» når vi tenker på at «Thor Minor» var på 2750 t. d. w., mens «Thorsheimer» er på 14 500 t. d. w.

 



        Som representanter for «A/S Thorland» har firmaet Thor Dahl også vært med på det store kveitefiske i Davisstredet.
Selskapet blev startet 12. januar 1932 og det heter i § 1: «A/S Thorland er et uansvarlig selskap, hvis formål er å drive fiske med egne og/eller leiede skibe, handel med fisk, lagervirksomhet, fraktfart, å erhverve aksjer i andre selskaper, samt for øvrig hvad der måtte stå i forbindelse med det forannevnte formål.»
Selskapet er det eneste fryseriselskap som ennu driver i større stil i Davisstredet. Med den svake fiskebestand er det vel tvilsomt om feltet mellem Vest-Grønland og Labrador blir drivverdig i årene som kommer.

 

«Norvegia»1)

 

        I styremøte i «Bryde & Dahl» 16. mai 1927 blev det besluttet «å approbere kjøpet av selfangeren «Vesleper» som blev omdøpt til «Norvegia».»
«Vesleper» var på 285 b. r. t., bygget i Soon 1919 av Jac. Iversen for Winge & Co. Fullt ferdig kostet den ca. 1 300 000 kroner og var belånt i Centralbanken for Norge med 1 million. Konsul Christensen overtok den i Bergen mars 1927 og gav 25 000 kroner for den.
1) For detaljer henvises til Lars Christensens bok: «Such is Antarctic.»


         Det minner unektelig om det selskapet som Knut Kloster forteller om hvis aksjer i 1918 stod i 775 pct., men hvis eneste aktivum i 1921 var et tomt pengeskap.
Den 16. juni 1931 blev «Norvegia» solgt til Elling Aarseth i Ålesund og omdøpt til «Kvitøy». Den blev skrudd ned i isen 19. mars 1933.
Men i årene fra 1927 til 1931 brukte firmaet Thor Dahl S/S «Norvegia» som ekspedisjonsskib for å drive geografiske, oceanografiske og videnskapelige studier over hvalbestanden i Antarktis.
        Med sitt M/S «Thorshavn» har dessuten konsul Christensen og frue fra 1930 til 1937 personlig foretatt 4 reiser til Antarktis, dels forretningsreiser, dels reiser med utpreget videnskapelige og geografiske formål. Det er takket være firma Thor Dahl og konsul Christensen og frue at Norge nu eier Peter I's øy og Bouvetøya i Antarktis og at kyststrekningen fra ca. 80 gr. ø. 1. til ca. 40 gr. v. L er overbrodert med norske navn og bedre kjent og kartlagt enn kanskje noen annen del av det antarktiske fastland.
        I 1911 skrev Thor Dahl i et brev til justisdepartementet at han beskjeftiget 280 sjøfolk. Sesongen 1. oktober 1936 til 1. oktober 1937 har firma Thor Dahl beskjeftiget:

på Thorshammer ekspedisjonen 363 mann.
» Ole Wegger.............. —»—     271      »
» Solglimt................... —»—    265      »
» Frango..................... —»—    195      »
» Thorland.................. —»—    255      »
» M/S Thorshavn                —»—31      »
»     »   Thorsheimer          —»— 36        »
» M/S Thorshov   ........    —»—  37      »
»     »   Thorsholm   ....    —»—  36       »
» S/S   Thorøy.............     —»— 30      »
» M/S Scebeli..............      —»—34      »
Tilsammen                            1453 mann.
 



        I de 13 år fra 1887 til 1900 betalte Thor Dahl alt i alt ca. 4000 kroner i skatt.
I de 13 år fra 1924 til 1937 har firma Thor Dahl betalt i skatter kr. 12 746 019,21.
Firma Thor Dahl har vært et firma i stadig vekst. Det heter da også i statuttenes § 1:
«A/S Thor Dahl er et Aktieselskap med Sæte i Sandefjord. Dets formål er Handel og Skibsrederi, Erhvervelse av Aktier i andre Selskaper samt Finansiering av andre Selskaper eller Foretagender.»


«A/S Thor Dahl»s flåte i 1927.
Bryde & Dahls Hvalfangerselskap A /S:      Byggeår:       Br. tonnasje

S/S     «ThorMinor»   ............ 1888    1675

S/S     «Thorøy»   ................ 1893    2671

FL k. «Thor I»...................... 1890      4 356

Hv.b. «Odd I» .................... . 1912        156

»     «Ingeborg I»   ............  1911      160

»     «Thor Junior»  ............. 1924      200

»     «Thor Major»   ............ 1924      203

»     «Thor Senior»   ........... 1924      202

A/S Odd:

FL k. «Pythia»....................... 1897   4 400

Hv.b. «Tordønn»   ................. 1925      310

»     «Torgny»   .................. 1923      197

»     «Torild»...................... 1923      197

Norwegian Bay Whaling Co. A/S:

Landstasjonen Point Cloates, West-Australia:

Hv.b. «Havørn II».................. 1912      156

»     «Fynd»....................... 1911      167

»     «Freyl»....................... 1908        88

»     «Hauken II»   ............. 1911      172

Interessentskapet «Oural»;

S/S     «Oural»    .................. 1887    2419

                                          (17 skib)    17 729

 «A/S Thor Dahb>s flåte i 1937.

Bryde & Dahls Hvalfangerselskap A/S:                   Bygget:     Br tonn.

FL k. «Thorshammer» (Hj. Braavold)                   1914 12 215

Hv.b. «Thorarinn».................                            1929      249

»     «Thordr»   ..................                           1929      249

»     «Thorfinn»    ..............                            1929      249

»     «Thorgaut»   ...............                          1929      248

»     «Torlyn»    ..................                          1929      247

»     «Thorvard»   ...............                          1930      249

»     «ThorfjeU»  ................                           1934      313

»     Nybygn. ved Framnæs                              1937      305

»     «Pol I»  ......................                           1926      205

»     «Pol V»   .....................                          1925      221

Fl. k. «Thor I» (solgt til ophugging)                    1890    4 356

S/S    Thorøy» (Anders Abrahamsen)                 1893    2 671

M/T    «Thorshavn» (Nils Larsen)                       1930    6 869

»Thorsheimer» (David E. Andersen)                  1935    9 955

»Thorshov» (Harald Horntvedt)                        1935    9 955

»Nybygn. nr. 200 ved Deutsche Werft .             1938  10500

Aktieselskabet «Ørnen»:

Fl. k. «Ole Wegger» (Kristian Evensen)  1914   12 201

Hv.b. «Hauken»    ..................           1926        251

»     «Gvas 2»   .. v..............           1926        251

»     «Oter I»  ....... ,.............           1929        250

»     «Ørnen 3»   .................           1930        251

»     «Gribb»   .....................           1930        280

»     «Bever»   .....................           1930        252

»     «Nebb».........................           1930        250

»     Nybygning ved Framnæs            1937        305
 



A/S Odd
                                        Bygget    Br. tonn

FL k. «Solglimt» (Alb. Andersen)1900   12 246

Hv.b. «Enern» ......................  1929        248

»  «Toern»......................... 1929         248

»  «Treern»........................ 1929         247

»  «Firern»......................... 1929         247

»  «Femern»....................... 1932        257

»  «Seksern»...................... 1930        249

»  «Tordønn»...................... 1925        314

»     Nybygning ved Framnæs 1937       305

M/S    «Thorshøvdi»   ........... 1937 ca. 9 955

Skibsaktieselskapet « Thorsholm»:

M/T   «Thorsholm» (Atle Tange)          1937       9 937

M/S  «Seebeli»  (Chr. R. Kaldager)      1937       3 025

Nybygning nr. 118 ved Framnæs

(fruktbåt)    ................         1938  ca. 3 025

(39 skib)        ca.113 650
 
 og er representanter i Norge for: Thorland Limited, London:

S/S     «Thorland» (J. S. Ledsome)      1903       5 208

»       «Odd I»......................            1912       156

»       «Sibaldi»   ................. .......... 1912       176

The American WTialing Companyy Inc.:

Fl. 1. «Frango» (J. Smith)......            1917       6 400

Frango Corporation:

Hv.b. «Amos»   ..................... .......... 1936       305

»     «Clifford».................... .......... 1936       305

»     «Scott» ...................... .......... 1936       305

                                                                       (7 skib)             12 855

Fangststatistikk. Hvalolje.

«Alfa & Beta»     1901—1914.....         26 742 fat.

«Bryde & Dahl» 1908—1936/37.    1 566 105 »

A/S «Odd»  1924—1936/37   ....    1 024 605 »

A/S «Ørnen»1932—1936/37              502593 »

«Frango»    1929—1936   ........       146 554 »

  3 255 599 fat.
Kveite.

Sommeren 1932   1602 tonns kveite.
«            1933   1419    »         »
«            1934    873    »        »
«           1935     735     »         »
                        4593 tonns kveite.

 

 

Bestyrere og kapteiner i
«A/S Thor Dahl» 1. oktober 1937.

 

Hj. Braavold, født den 26. april 1889. Til A/S Thor Dahl september 1920 som 3dje styrmann. Kaptein fra 1926, først med «Thor I» og derefter med «Thorshammer». Bestyrer fra 1932.

Kristian Evensen, født den 29. november 1890. Sesongen 1910 — 1911 styrmann hv.b. «Nordæble», fl. k. «Hvalen». Sesongen 1913—1914 og 1914—1915 2. styrmann fl. k. «Bombay». Sesongen 1918—1919 1. styrmann med fl. k. «Ørn II». Sesongen 1921—1926 1. styrmann med fl. k. «Professor Gruvel». Fra 24. mars 1926 til 20. juni 1929 fører D/S «Oural». Fra 20. juni 1929 til 10. mars 1932 fører D/S «Thor I». Fra 10. mars 1932 til 1. mai 1935 bestyrer «Thorland» ekspedisjonen. Fra 4. juli 1935 bestyrer og fører av fl. k. «Ole Wegger».

Alb. Andersen, født den 18. oktober 1890. Til A/S Thor Dahl i1929 som bestyrer og fører av fl. k. «Solglimt».

Harald Horntvedl, født den 26. februar 1879. Til A/S Thor Dahl ? Fører av «Norvegia» fra 1927—1928. Fører av «Thor I» 1928—1929. Derefter fører av D/S «Thorøy» og nu fører av M/T «Thorshov».

Nils Larsen, født den 19. juni 1900.   Til A/S Thor Dahl 1926. Fører av «Norvegia» fra 1928 til 1931.   Derefter styrmann med M/T «Thorshavn» fra 1932 til 1935, hvorefter fører av M/T «Thorsholm» og D/S «Thorøy» og nu fører av M/T «Thorshavn».

David E. Andersen, født den 24. april 1888. Til A/S Thor Dahl ? Fører av fl. k. «Pythia» 1927—1928. Derefter fører av «Torodd» til og med sesongen 1930—1931. Fører av «Ole Wegger» i 1932—1933, 1933—1934 og 1934—1935. Fører av M/T «Thorsheimer» fra 7. november 1936.

Atle Tange, født den 21. april 1899. Til A/S Thor Dahl i 1930 som 1. styrmann på M/T «Thorshavn». Fører av «Thorsholm» i 1933 til 1935. Derefter «Thorsheimer» og «Thorsholm» (ny). Tilser nu nybygging ved Deutsche Werft — «Thorshøvdi» — som skal leveres i september førstkommende. Tange har tilsett byggingen av både «Thorshov», «Thorsheimer» og «Thorsholm» og nu «Thorshøvdi».

Erling Kristensen, født den 30. august 1904. Til A/S Thor Dahl i 1930 som 2. styrmann på M/T «Thorsholm». Førstestyr-mann 1933. Fører av nye «Thorsholm» fra 1937.

Chr. Roy Kaldager, født den 18. mars 1908. Til A/S Thor Dahl den 30. oktober 1935 som 1. styrmann på M/T «Thorsheimer». Fører av M/S «Scebeli» fra 15. februar 1937.

Anders Abrahamsen, født den 12. august 1908. Til A/S Thor Dahl 1. november 1936 som fører av D/S «Thorøy».


«A /S Thor Dahl»s skibshandels personale 1. oktober 1937.

Johansen, Hjalmar, kontorchef, født 15. juni 1895, ansatt 1. september 1924.

Wenaas, Anders, ekspeditør, født 29. mai 1895, ansatt juli 1914. Gjekstad, Thorbjørn, ekspeditør, født 23. juni 1892, ansatt 4. juni 1923.

Skorge, Thorvald, ekspeditør, født 19. mars 1905, ansatt 20. august 1920.

Vestrum, Amund, ekspeditør, født 12. september 1909, ansatt august 1926.

Hasle, Jens, ekspeditør, født 14. august 1898, ansatt 30. juni 1930.

 Larsen, Odd Weido, kontorbetjent, født 28. mai 1906, ansatt 23. juni 1930.

Andersen, Nils, lagermann, født 16. juli 1897, ansatt september 1924.

Olsen, Olaf, lagermann, født 2. mai 1879, ansatt september 1920.

Johansen, Hans B., kjørekar, født 7. september 1886, ansatt 4. april 1928.

Sørensen, J. Wolner, lagermann, født 8. september 1900, ansatt juli 1930.

Sørensen, Sigurd, lagermann, født 27. november 1898, ansatt august 1936.


«A/S Thor Dahl»s kontorpersonale for skibsrederi og hvalfangst.

Hellwege, Max, prokurist og kontorchef, født 23. september 1891, ansatt hos Lars Christensen 9. februar 1920.

Moe, Georg, avdelingschef (tank-, fruktskibene, kveitefiske), født 9. oktober 1897, ansatt 15. januar 1930.

Trogstad, Thorstein, assuranse, havari, født 25. november 1900, ansatt A/S Ørnen 1925, A/S Thor Dahl 1931.

Grøn, Haakon, assistent, født 27. oktober 1905, ansatt 26. juli 1929.

Jarnæs, Gunvor, stenograf, født 26. mai 1911, ansatt 12. juli 1934.

Aubert, Emil, befrakterassistent, født 11. juni 1912, ansatt 19. mai 1937.

Corneliusen, Hans, kasserer, født 16. mai 1899, ansatt 1. mars 1926.

Skjørdal, John, født 24. juni 1904, ansatt i A/S Ørnen 1. september 1920, A/S Thor Dahl 1931.

Hansen, L. Krohn-, bokholder, født 25. august 1898, ansatt A/S Ørnen 1922, A/S Thor Dahl 1931.

Pettersen, Ragnar, bokholder, født 8. februar 1908, ansatt 15. september 1930.

Reinert, Finn, bokholderassistent, født 21. november  1916, ansatt 15. oktober 1935.

Olsen, Signe, centralborddame, født 28. august 1912, ansatt 1. september 1930.

Evensen, Beryl stenograf, født 14. oktober 1917, ansatt 19. august 1936.

Hem, Dagny, født 8. juli 1886, ansatt A/S Ørnen 1914, A/S Thor Dahl 1931.

Tangen, Else, stenograf, født 23. april 1909, ansatt 1. august 1937.

Holden, Markus, inspektør, ingeniør, født 22. januar 1888, ansatt 1. januar 1931.

Bang, Sigurd, inspektør, ingeniør, født 25. februar 1873, ansatt A/S Ørnen 1925, A/S Thor Dahl 1931.



RETTELSER:

 

Under billedet av Thor Helgesen Dahl rettes Helgensen til Helgesen.

Billedene fra oversvømmelsene på bryggene kan være fra 1914.

Under billedet av kontorpersonalet skal det stå Beryl Evensen, ikke Berglioth.

Side 167: I fotnoten rettes titlen på Lars Christensens bok til: «Such is the Antarctie».