Aldrig har nordmænd vist større mot i kamp, end de som ubevæpnet drog ut i verdenskrigens farer. De gav sig ikke ut for helter, men fortsatte rolig sin levevei, hvor skibet end blev sendt, vel vitende at deres flagg var det mest utsatte på havet, og at Norge ikke kunde beskytte dem mot overlast derute på sjøen.
Disse utdrag av Sjøfartskontorets publikationer og endel andre oplysninger handler om, hvordan 2948 liv taptes og det mangedobbelt tal frelstes ved 1169 av de begivenheter som hændte norsk skib under verdenskrigen, og tildels etterpå. Her er nemlig 426 som omkom med minesprængte eller forsvundne skib senere, like til vort siste anerkjendte krigsforlis. Endvidere er tat med vel 300 andre dødsfald som heller ikke bevislig kan henføres til krigen.
Efter et skjønsmæssig fradrag for liv som ellers må tapes ved ulykker på sjøen, mener jeg at vor indsats av mennesker i verdenskrigen var 2½ tusen faldne og minst like mange sårede, når der til disse regnes de som fik en knæk for livet før de blev reddet. Det står enhver frit at komme til andre slutninger efter læsningen av disse beretninger. Av årsaker som ikke her skal opregnes, har jeg måttet gi avkald på enhver literær farvelægging av stoffet.
Bergingen av liv er viet langt større plass end de avskyligheter som blev øvet mot forsvarsløse sjømænd. Rædslerne er ikke ut-penslet. Likedan er det med billeder, idet her står endel typiske skib fra den tid, men ikke de mest bloddryppende.
Enkelte småfeil er desværre uundgåelige i såmange beretninger. Jeg vil derfor med tak motta korrigerende bemerkninger, supplerende oplysninger og billeder fra de interesserte læsere. Dog ikke portretter. Der bør ikke gjøres forskjel på vore uvæbnede krigshelter
Og de var så mange, at vi allikevel ikke får plass til dem, selv i en næste, større utgave. I håbet om et slikt bedre verk til vore faldnes minde og de bramfri redningsmænds ære - - er dette arbeide utført.

Egnehjemveien Oslo.   Mai 1928.
diderik brochmann.