FYR, SØMÆRKER OG SIGNALER

 

     Medens Søfarerne i Oldtiden følte sig tryggest, naar de kunde holde sig nær Kysterne, hvor de havde Land i Sigte, er det i vore Dage netop herinde, at Farerne og Vanskelighederne er størst. For Nutidens store hurtiggaaende Skibe, der ikke godt har Tid og Raad at lægge sig for Anker i mørke Nætter, eller naar Taagen falder paa, vilde Kystfarvandene med deres Grunde, Skær og Landfremspring, frembyde langt større Farer end for Oldtidens mindre og sindigere Skibe, om der ikke var sat et mægtigt Arbejde ind paa at betrygge Sejladsen dels ved Tilvejebringelsen af fortrinlige Søkort, dels ved Anbringelse af mange Slags Vejvisere.
     Noget i denne Retning var der ogsaa gjort i Oldtiden. Forskellige Haandbøger, hvoraf den vigtigste hed: »Stadieangiveren eller Rundrejse om Middelhavet«, indeholdt Oplysninger om Ankergrunde, Havdybder, Havbundens Beskaffenhed, Kystformationer, Iøjnefaldende Bygværker, Antallet af Stadier mellem vigtige Punkter o. s. v., og adskillige Steder var der anbragt Sømærker af forskellig Art.
     Men det var for intet at regne mod det, der er gjort i vore Dage, da alle befærdede Sejlløb er indrammede med en Allé af Sømærker, da Skibene om Natten allerede milevidt ude paa Havet af kunstige blinkende Stjærner underrettes om Kystens Nærhed, og da brølende Sirener og Klokker under Havfladen advarer og vejleder dem under Taage.
     Blandt Skibenes mange Vejvisere staar Fyrtaarnene højest paa Rangstigen. Det er dem, der har kostet de største Ofre såa vel af Penge som af Menneskeliv, og det er dem, der har bidraget mest til at redde Skibe fra Undergang paa farlige Kyster og Skær.
     Det ældste og be-rømteste Fyrtaarn, som kendes, er det, der i Aarene 299-280 f. Kr. opførtes paa den lille Ø Pharos ved Indsejlingen til Aleksandria i Ægypten. Vi ved, at det byggedes i det Øjemed at tjene som Vejviser for Skibe i disse stærkt befærdede Farvande, men det er tvivlsomt, om Taarnet paa Pharos fra først af var et Fyrtaarn, eller om det i de første Par Aarhundreder blot gjorde Tjeneste som et mægtigt Sømærke om Dagen.
     Det samme gælder om den kæmpemæssige Statue, Kolossen paa Rhodos, der opførtes omtrent samtidig med Pharos-Fyrtaarnet og ligesom dette regnedes blandt Verdens 7 Underværker.

 

     I hvert Fald har man meget tidlig i Oldtiden antændt Baal paa høje Punkter for at vejlede Søfarerne, og foruden Pharos-Taarnet opførtes der i Romertiden adskillige andre Fyrtaarne paa vigtige Punkter f. Eks. ved Indløbet til Roms Havnestad Ostia. Pharos-Taarnet var — om end med lange Afbrydelser i Virksomhed langt ned i Middel alderen; men i det hele og store forfaldt det romerske Fyrvæsen i Folkevandringstiden. Fra Middelalderen foreligger der Beretninger om enkelte nye Fyrtaarne som Taarnet paa Øen Meloria ved Arnoflodens Munding og det endnu eksisterende Magnale-Taarn ved Livorno. Men disse Taarne var til at begynde med tillige Fæstnings- og Udsigtstaarne.

 

     Det berømteste Fyrtaarn fra nyere Tid er Eddystone-Fyrtaarnet paa en Klippe ude i Atlanterhavet foran Plymouths Havn og 7 Kilometer (1 gl. dansk Mil) fra nærmeste Land.
     Det var en rig Plymouth-Borger Winstanley, der tog fat paa det dumdristige Værk at bygge et Fyrtaarn herude, hvor det overhovedet kun var muligt at arbejde forholdsvis faa Dage af Aaret, og hvor man maatte være forberedt paa, at Storm og Bølger den ene Dag rev ned, hvad man havde bygget op den foregaaende. Værket skred dog frem, og tilsidst stod Taarnet der, hvilende paa et solidt Grundlag af store Kvadersten. Men forøvrigt syntes det mere egnet til at pryde en Lysthave end til at trodse Atlanterhavsbølgernes Vælde. Foroven lignede det med sine mange Fremspring og Forsiringer snarest en kinesisk Pagode, og selv nær Vandfladen, havde man udstyret det med smukke Vinduer og Karnapper (Fig. 86). Det indvendige svarede til det ydre; bl. a. havde Ejeren ladet indrette et pragtfuldt udstyret Sovekammer til sig selv. Han opholdt sig ofte derude og udtalte Ønsket om en Gang at faa Lejlighed til at tilbringe en Nat paa Fyrtaarnet under en stærk Storm. Han fik sit Ønske opfyldt. Under en voldsom Orkan, som i November 1703 hærgede Englands Kyster, opholdt han sig i Taarnet sammen med 7 andre Mænd. Men om Morgenen efter Stormen var Fyrtaarnet forsvundet i Bølgerne.
     Det næste Aar tog man fat paa Opførelsen af et nyt Taarn (Fig. 87), der bød Bølgerne en glat rund Overflade; men det var delvis bygget af Træ og blev 1755 antændt af Lynet. Derefter byggedes et tredje Taarn, ved hvilket Bygmesteren Smeaton benyttede Granit som Materiale. Byggestenene, der gennemsnitlig vejede 1000 Kilogram, var sammenføjede paa sindrig Maade og holdtes tillige sammen af stærke Jærnkroge. Hele den nederste Del af Taarnet var massivt; dets Overflade havde cirkelrundt Tværsnit, der aftog noget opad indtil tæt under Lanternen, hvor Taarnet videde sig ud for at skærme Lanternen mod Bølgeslaget.
     Smeatons Taarn er senere erstattet af et andet stærkere og højere; men hans Bygværk stod dog i mer end 100 Aar, og i de store Hovedtræk har det tjent som Forbillede for talrige andre Fyrtaarne paa udsatte Poster i Havet. Mange af disse er bygget under ligesaa vanskelige eller endnu vanskeligere Forhold end Eddystone-Taarnet.
     Som Eksempel kan nævnes Fyrtaarnet paa Armen-Skæret ud for en af Bretagnes Pynter mod Atlanterhavet. Havbunden paa dette Sted er en mægtig Kirkegaard for talløse Skibe og Tusinder af Mennesker; men man veg længe tilbage for den, som det syntes, umulige Opgave at bygge paa dette Skær, som selv ved Lavvande kun ragede lidt op over Havfladen og hvert Øjeblik overskylledes af Bølgerne. Først i 1867 besluttede man, at gøre et Forsøg. »Saasnart Vejret frembød Muligked for en Landing,« skriver en af de Ingeniører, som ledede Arbejdet, »saa man Fiskerbaade sejle ud mod Klippen. To Mand fra hver Baad steg op paa den, udrustede med Redningsbælter. Idet de med den ene Haand klamrede sig fast til Klippen, tog de med den anden et Bor eller en Hammer frem og arbejdede med feberagtig Hast, dukkende sig for Bølgerne, som slog hen over dem. Skete det, at en af dem blev revet med af Bølgesuget, holdt Bæltet ham oven Vånde, og en Baad fiskede ham op og bragte ham tilbage til Arbejdsstedet«. Da den gunstigste Aarstid var forbi, og Arbejdet maatte indstilles, havde man kun opnaaet at lande 7 Gange og at arbejde i 8 Timer, hvorved det var lykkedes at bore 15 Huller. Det næste Aar landede man 16 Gange og arbejdede i 18 Timer.
     Men nu var der ogsaa gjort en god Begyndelse, saa at man i 1869 kunde tage fat paa de egentlige Byggearbejder, der dog stadig foregik under de største Vanskeligheder, saa at sige mellem Bølgeslagene. En erfaren Sømand stod paa Vagt og advarede Arbejderne, hver Gang en stor Bølge nærmede sig. Først i 1881 kunde Fyrtaarnet tages i Brug, og det havde da kostet 700 000 Kr.

 

     Om mulig endnu større Vanskeligheder maatte overvindes ved Op­førelsen af et Fyrtaarn paa Klippen Bishop Rock, der ligger foran Sally-Øerne udfor Englands Sydvestspids, Fig. 89, der gengiver en Skitse af Bygmesteren Douglas, kan give en Forestilling om, hvad Fyrtaarnet her maa holde Stand imod. Under en Storm blev en Taageklokke paa 250 Kilogram, der var anbragt paa Galleriet om Lanternen i en Højde af 100 Fod over Højvande revet løs af Bølgerne sammen med en Flag-stang og en Stige. Det afbildede Fyrtaarn, der er bygget i Aarene 1851—58 maatte i Firserne forstærkes og bygges højere. Under dette Arbejde førtes Stenene ved Tove til Taarnet fra et Skib, som laa forankret i nogen Afstand fra Klippen. Ogsaa Arbejderne hejsedes fra Baadene op til Byggepladsen i Tove.
     Denne Fremgangsmaade er senere anvendt i vidt Omfang ved an dre Fyrtaarne og da navnlig ved det nye Fyrtaarn, som for faa Aar siden opførtes ved Beachy Head i Nærheden af Portsmouth i en Afstand af 250 Meter fra Kysten. Ude ved Byggegrunden opførtes først et Stillads, hvor der opstilledes en Dampkran m. m., og saa vel Arbejderne som Byggematerialierne førtes nu hængende under Tove gennem Luften fra Klippen paa Kysten ud til Byggepladsen (se Farvebilledet).

 

     Naar et Fyrtaarn er bygget, er dermed ikke Kampen med Havet forbi. Den maa genoptages atter og atter, naar Proviant skal tilføres, og Mandskabet skal af løses. Ofte maa dette foregaa paa lignende Maade som Redning fra et strandet Skib, hvor de Skibbrudne føres til Land hængende under udspændte Tove.
     Undertiden kan Mandskabet paa et saadant Fyrtaarn ude i Havet Uger igennem ikke faa Forbindelse med Land. De er Fanger i det snævre Taarn, hvor de kun ved at klare op og ned ad Stigerne kan faa fornøden Motion, og hvor saa vel Havets og Stormens Rasen omkring dem som deres ensformige Liv lægger et Tryk over deres Sind. Rent uudholdelig kan Tilstanden blive, om der støder Sygdom eller Ulykker til, og Fyrtaarnenes Historie rummer mange uhyggelige Dramaer.
     Den 6. Januar 1893 faldt saaledes en Fyrvogter paa Roches-Douvres-Fyrtaarnet ned fra en Stige uden paa Taarnet og dræbtes paa Stedet. Hans to overlevende Kammerater, Leroy og Chavanton, hejste Nødflag; men 14 Dage igennem var enhver Landing umulig. Grebne af Rædsel vovede de ikke at forlade hinanden, men opholdt sig stadig oppe i Lanternen, spejdende ud over Havets endeløse Flade. Efterhaanden som Tiden gik, fik de Hallucinationer; de troede at høre Skridt paa Trappen, Banken paa Ruderne eller Stemmer, der kaldte dem ved Navn. De passede dog stadig Fyret, men spiste næsten intet, og da Hjælpen endelig kom, var Chavanton næsten blevet vanvittig. -— Værre endnu kan Sagen stille sig, naar der normalt kun er to til at passe Fyret og saa den ene bliver syg eller omkommer, hvad man ogsaa har Eksempler paa.
     Det er jo imidlertid hverken Mandskabets Livsforhold eller selve Bygværket, der er Hovedsagen ved et Fyrtaarn, men derimod Lyset, det udsender.
     Hermed var det ofte smaat bevendt i gamle Dage. I enkelte af Mid­delalderens og maaske ogsaa af Oldtidens Fyr skal der være anvendt Olielamper. Men den Lysstyrke man i hine Tider kunde opnaa ad denne Vej var kun meget ringe, selv om man benyttede et stort Antal Lamper.
     Noget bedre Resultater kunde naaes ved Tælle- eller Vokslys, hvoraf der dog ogsaa krævedes et anseligt Antal, naar Lyset paa Fyrtaarnet skulde   være  nogenlunde stærkt. Fig.90 viser en Lysekrone med 24 Lys, som brugtes i Eddystone-Fyrtaarn idet 18. Aarhundrede.

 

     Et virkeligt kraftigt Lys, som kundeses viden om, kunde man imidlertid kun opnaa ved at danne et anseligt Vedbaal, hvortil man benyttede Træ, der var harpiksholdigt eller gennemtrængt med Tjære. I de  romerske Fyrtaarne brændte Baalet paa et aabent Ildsted med Lufttilføring forneden gennem en Rist, men senere anbragte man ofte Veddet i en aaben Jærntønde eller Jærnkurv.
     Mange Steder anvendte man de saakaldte »Vippefyr«; her var Kurven med Veddet anbragt paa den ene Ende af en Vippestang, saaledes at man ved at slippe denne kunde føre Kurven ned til Paafyldning. Saadanne Baal kunde sluge store Mængder af Træ, og det kostede et betydeligt Arbejde at forsyne det Nat efter Nat, navnlig naar Træet maatte tilføres ad besværlige Veje.

 

     Da Tyge Brahe i sin Tid var Lensmand paa Kullen, maatte den danske Regering gentagne Gange minde ham om hans Pligt til at vedligeholde Kullens Fyr. Paa Anholt skal Skovene være blevet ødelagt i det 16 Aarhundrede ved Hugsten til Fyrbaalet. Efterhaanden som Skovarealet indskrænkedes, og Stenkullene vandt Udbredelse, erstattedes Vedbaalene rundt om i Landene af Kulbaal; men ogsaa til disse medgik store Mængder af Brændsel, ofte et Par tusind Tønder Kul om Aaret. Desuden var der mange Vanskeligheder med det frie for Vinden udsatte Baal, som ofte i stormfulde Nætter kunde smelte Riststængerne. For at raade Bod herpaa konstruerede Englænderen Smeaton et Skorstensildsted, hvor Kullene kunde brænde inden i et Rum med Glasvægge. »Stenkulslanterner« af denne Art var enkelte Steder i Brug helt op til Midten af forrige Aarhundrede.

 

     Først da Argand i Slutningen af det 18. Aarhundrede havde opfundet Rundbrænderen med Lampeglas, blev det muligt for Oljelampen at tage Konkurrencen op med Baalet selv ved større Fyr. Siden har en Række store Fremskridt paa Belysningsmidlernes Omraade gjort det muligt at skaffe stedse kraftigere Lyskilder ogsaa for Fyrene. I Løbet af mindre end halvandet hundrede Aar naaede man frem fra Tællelys og usle Oljelamper, hvis Lysstyrke vanskeligt naaede op over et eller nogle ganske faa af Nutidens Lysenheder, til mangevægede Petroleums-Rundbrændere med Snese af Lysenheders Styrke, til Petroleums-, Gas-og Acetylen-Glødenets-brændere paa Hundreder af Lysenheder og til elektriske Buelys paa Tusinder af Lysenheder (»Hefnerlys«).
     Men samtidig foregik der en anden Ud-vikling, hvorved man i stedse stigende Grad blev i Stand til at lade Lyset fra Lyskilden virke med mangedobbelt Styrke, hvor der virkelig var Brug for det, og herved er man naaet op til Nyttelysstyrker ikke paa Tusinder, men paa Hundredetusinder og Millioner af Lysenheder.
     At man med Spejle, og da særlig med hule Spejle kunde sende en Del af det Lys, der gik unyttigt ind over Land, ud mod Havet, havde man tidligt erkendt; ja, det fortælles endog, at Pharos-Fyrtaarnet havde et saadant Spejl. Antagelig har Oljelamper med Hulspejlreflektorer — været anvendt hist og her ret langt tilbage i Tiden, men først omkring Aar 1800 begyndte man at sætte Fremgangsmaaden i System.
     Lampeglassets Fremkomst og Udbredelse bidrog i høj Grad til, at der kunde komme store Resultater ud af det; thi da Glasset kunde gaa op gennem et Hul i Spejlet, blev det muligt at anvende dybe Reflektorer, der gik helt hen over Flammen, uden at denne tilsodede den spejlende Flade. Naar man tillige, i Stedet for at lade Spejlets hule Flade være en Kugleflade, anvendte saakaldte parabolske Spejle, kunde man opnaa, at alle de fra Spejlfladen tilbagekastede Straaler gik ud meget nær i samme Retning.
     Paa den Maade kunde man faa en kraftig Lysvirkning i denne Retning, men næsten ingen i andre Retninger. Da det nu i de fleste Tilfælde var nødvendigt, at Fyret skulde ses af Skibe, der kom fra vidt forskellige Retninger, kunde Metoden her kun bruges, naar man ved at dreje Reflektorlampen bragte det udsendte Lysbundt til at feje Horizonten rundt. I Stedet for et svagt stadigt Lys, som kun kunde ses i kort Afstand, fik de Søfarende da med bestemte Mellemrum et Lysblink, der kunde iagttages i meget længere Afstand fra Fyret.
     Saadanne Blinkfyr vandt efterhaanden stor Udbredelse. Ofte anbragtes et stort Antal Reflektorlamper, samlede i flere Grupper, svarende til hver sin Lysretning, paa et Stativ, som drejedes .rundt af et Urværk. Foruden saadanne Blinkfyr med roterende Fyrapparat og »faste« Reflektorfyr, som kun sendte Lyset til en enkelt Side, indrettedes ogsaa faste Reflektorfyr (Sideralfyr), som sendte Lys hele Horizonten rundt, idet Reflektorer af særlig Form bragte det Lys, der var rettet op mod Himlen eller nedad, til at gaa ud i vandret Retning.
     Blinkfyrene havde imidlertid foruden den store Nyttevirkning af Lyset en Fordel, som blev af største Betydning for Fyrvæsenets Ud-vikling, nemlig den, at de let kunde gøres kendelige fra hverandre, idet Tidsrummet for de enkelte Blink kunde være forskelligt for forskellige Fyr — f. Eks. 2 Minutter, 1 Minut, ½ Minut eller mindre — medens de faste Fyr ikke blot kunde forveksles indbyrdes, men ogsaa med Fyrvæsenet uvedkommende Lys paa Landjorden.
     I vore Dage er derfor alle Hovedfyr Blinkfyr, og ved mange faste Fyr frembringer man »Formørkelser« ved Skærme, der løftes og sænkes eller kredser rundt om Lampen, eller ved Jalousier, der aabnes og lukkes.
     Faste Fyr, der ikke lyser Horizonten rundt men kun mod en enkelt Side, indenfor en Vinkel paa flere eller færre Grader anvendes navnlig som Ledefyr, der leder Skibe i en bestemt Kurs.
     Deres Lysapparat kan være indrettet saaledes, at det indenfor en Vinkel viser hvidt Lys, med eller uden Formørkelser, men til højre eller venstre for denne Vinkel farvet Lys. Saadanne »Vinkelfyr« med denne eller lignende Ordning anvendes i stort Omfang i indelukkede Farvande med snævre Løb. I de norske Skærgaarde har de saaledes vid Udbredelse, og i Danmark er bl. a. Lille Bælt og Omøsund belyst ved Vinkelfyr.

 

     Fig. 93, der viser Lille Bælts Belysning, giver et godt Begreb om, hvorledes saadanne Fyr kan lede Skibe sikkert gennem et smalt og bugtet Løb ved Nattetid. Kommer Skibet Nord fra, opsøger det først den hvide, faste Lysvinkel fra Strib Fyr og følger denne, indtil Fredericia Havnefyr ses tværs for Skibet. Saa rundes Strib Odde, indtil Skibet naar ind i det hvide sydgaaende Lys fra Strib Fyr. Denne Lys-stribe følges derefter, indtil Skibet kommer ind i den hvide Lysvinkel fra Brørup vestre Fyr, mod hvilket det saa sætter Kurs; o. s. fr. — Man vil ogsaa heraf faa en Forestilling om, hvad det vilde betyde for natlig Skibsfart gennem et saadant Farvand, om Fyrene slukkedes — f. Eks. under Krigsforhold.
     I Stedet for Vinkelfyr anvendes ofte Fyrlinjer dannede af to Fyr, det ene bag det andet eller af et Bagfyr og to Forfyr.
     Vender vi nu tilbage til selve Fyrapparaternes Udvikling, da maa her som et af de vigtigste Fremskridt nævnes Indførelsen af Glaslinser i Stedet for Spejle. Dette Fremskridt skyldes den store franske Fysiker Fresnel, som 1819 blev ansat ved det franske Fyrvæsen. Naar en Lampeflamme anbringes i en bestemt Afstand bag en Linse (i Linsens Brændpunkt), vil alt det Lys, der træffer Linsen og gaar igennem den, gaa ud meget nær i samme Retning (efter Linsens Akse), og Fresnel indsaa, at man herved vilde faa ringere Lystab end ved Spejle. En enkelt Linse af tilstrækkelig Størrelse vilde imidlertid blive altfor tyk og tung; men Fresnel fandt paa at danne sammensatte Linser — Polyzonal- eller Trappelinser —, bestaaende af en mindre Midterlinse omgivet af Linseringe. Ved passende Tilslutning af disse bliver det endda muligt at raade Bod paa den Fejl, der ved en Enkeltlinse vilde fremkomme ved, at den yderste Del ikke har ganske samme Brændpunkt som Midterpartiet. Til Blinkfyr fremstillede han roterende Linseapparater med 6, 8 eller flere saadanne sammensatte Lin­ser (Linsefag) i en Krans om Flammen (Fig. 94).

 

     Til faste Fyr konstruerede han en anden Slags Apparater, hvor Flammen var omgivet af en Bække vandrette Glasbælter, saaledes tilslebne, at de kastede Lyset vandret ud. Det Lys, der gik over eller under Linsekransen eller Bæltelinserne, opfangedes ved Spejle eller Prismer, som kastede det vandret ud (Fig. 95).

 

     Det hele Linse- og Prismeapparat med dets mangfoldige spejlende og brydende Krystalflader udgør et af de smukkeste optiske Apparater, man kan tænke sig. Ved at skære hvert Linsefag i to, tre eller flere Stykker, som drejedes lidti Forhold til hinanden, kunde man faa hvert Blink opløst i en Gruppe af to, tre eller flere Blink, der fulgte meget hurtigt efter hin­anden. Ved Indførelse af saadanne Gruppeblinkfyr kunde man faa tilstrækkelig mange forskellige Kendetegn for Fyrene.
     Da de temmelig svære Linseapparater til store Blinkfyr ikke kunde rotere ret hurtigt, og det ikke gaar an, at der forløber meget lang Tid mellem Blinkene — to Minutter anses i vore Dage for altfor meget —, kunde man ikke nøjes med mindre end 6—8 Linser rundt om Flammen.
     Men i Halvfemserne fandt Franskmanden Bourdelle paa at lade det drejelige Linseapparat flyde i en ringformet Kviksølvmasse i Stedet for at hvile paa Ruller. Herved formindskedes Gnidningsmodstanden saa meget, at et Urværk nu kunde dreje det meget hurtigere, såa at hvert enkelt Lysbundt kunde feje hele Horisonten rundt i faa Sekunder. Man kan da koncentrere hele Lysstyrken i et eller to Lysbundter og saaledes faa meget kraftige Blink, som kun har ganske kort Varig-hed, f. Eks. ½ Sekund i Stedet for flere Sekunder. Blinkfyr af denne Art kaldes Lynfyr.
     Hvor kraftig en Lysvirkning et bestemt Linsefag giver, beror ikke just paa Lyskildens hele Lysstyrke, men derimod paa dens Klarhed, d.v.s. det Antal Lysenheder, der kommer fra hver Kvadratmillimeter af dens Overflade; en Forøgelse af Lysgiverens Størrelse uden Forøgelse af Klarheden vil blot gøre Blinket bredere, men ikke lyskraftigere. Netop fordi ingen anden Lysgiver i Klarhed kan maale sig med det elektriske Buelys, kanman ved elektriske Fyr forholdsvis let faa mange Millioner Lysenheder koncentrerede i Blinkene fra dem. Hanstholm elektriske Fyr ved Jyllands Nord vestkyst regnes saaledes at give 10 Millioner Lysenheder. Ryvingen Fyr, der ligger foran Mandal paa en Ø i den norske Skærgaard yderst ude mod Nordsøen, skal kunne give op til 34 Millioner Lysenheder. Et Lynfyr paa Helgoland, som forøvrigt har tre elektriske Reflektorlamper i Stedet for Linseapparat, giver 30 Millioner Lysenheder i hvert Blink, men Blinket varer kun ¹/₁₀ Sekund.

 

     Meningen med Talangivelserne skulde naturligvis være den, at Lyset i Blinket er saa stærkt, som om det kom fra en paa Fyret opstillet Lysgiver, der havde det angivne Antal Millioner Lysenheders Styrke, men spredte Lyset frit til alle Sider; men der er tidt stor Uoverensstemmelse mellem Udregningsmaaderne.
     Blinkene fra kraftige elektriske Lynfyr kan milevidt ude paa Havet virke saa stærkt, at de vækker sovende Søfolk, og de kan ofte iagttages en Snes Sømil (30—40 Kilometer) eller mere ude i Havet, forudsat at Fyret er højt nok. Det er dog ikke for at give Lyset mange Mils Rækkevidde, men for at give det Evne til at gennemtrænge Taagen, at man anvender Lysstyrker paa Millioner af Normallys.
     Saadanne mægtige Lysstyrker giver man dog kun forholdsvis faa Fyr — dem, der saa at sige er Landenes Forposter ud mod de store Have og skal hilse Sømanden det første Velkommen, naar han kommer langvejsfra. Men foruden disse findes der mangfoldige andre baade smaa og store Fyr, anbragte paa det faste Land, paa Skær og Grunde, paa Fyrskibe eller paa flydende Bøjer. Langs Norges Kyster fanges saaledes ved det ny Aarhundredes Begyndelse over 700 Fyrtaarne og Fyrlygter, og siden er mange kommet til. I Danmark havde Statens Fyrvæsen i 1905 107 faste Fyr, 13 Fyrskibe og 16 Lystønder; gaar vi blot 30 Aar længere tilbage i Tiden, var Antallet omtrent tre Gange saa lille, og i Aaret 1800 var der kun 6 Fyr ved det nuværende Danmarks Kyster!
     Som ovenfor nævnt findes der en Del Lysbøjer eller Lystønder. De bestaar oftest af en Tønde med sammenpresset Fedtgas, der automatisk afgives til en Fyrlanterne over Tønden paa en saadan Maade, at Lyset af vekslende blusser op og dæmpes. Gasbeholdningen behøver kun at fornyes med Maaneders Mellemrum.
     Enkelte Steder, hvor det gjaldt om at advare Søfarende mod farlige Skær, hvorpaa det vilde være for vanskeligt eller bekosteligt at holde en Fyrlanterne, har man belyst det farlige Sted fra et nærliggende Fyr. Undertiden har man givet det, hvad man kunde kalde »et forlorent Fyr«, d. v. s. anbragt en Reflektor, der ikke selv havde.nogen Lampe, men tilbagekastede et Lysbundt fra en Fyrlanterne i nogen Afstand. Ligesom Katteøjne, der ogsaa kan lyse i Mørke med laant Lys, vil Reflektoren da gøre Indtryk af at være selvlysende. —- En ganske morsom Anvendelse af det samme Princip er forøvrigt i de sidste Aar forsøgt paa Landjorden, idet man bag paa Cykler har anbragt »Katte-øjne« dannede af en Linse og et Hulspejl; kommer nu en Motorvogn om Natten kørende bagfra, vil Lyset fra Vognens Lanterner bringe Cyklistens Katteøje til at lyse mod Vogn-styreren, såa at han i Tide ser, at der er nogen foran.

 

     En indirekte Belysning af anden Art er for nogle Aar siden bragt i Forslag af en Tysker Ahrenhold. Hans Forslag gaar ud paa, at man skal lade et Fyrtaarn afmærke sin Plads ved at sende et Straalebundt lodret op imod Himlen. Straalebundtet skulde da ved Lysets Tilbagekastning fra svævende Støv- og Taagepartikler eller Skyer vise sig som en lodret Lyssøjle eller Ildstøtte.
At man ofte kan se Straalekegler fra Fyrtaarne eller Hærvæsenets Pro jekt ører paa denne Maade har de fleste erfaret, og det kan i denne Sammerihæng nævnes, at Lyset fra Hanstholm Fyr bliver synligt i Norge langt over 100 Kilometer fra Hanstholmen, skønt selve Fyret her er skjult af Jordens Runding. Maaske kan Ahrenholds »Ildstøttefyr« være praktisk under visse lokale Forhold og Vejrforhold.
     Endelig skal nævnes et andet Forslag, som gaar ud paa om Natten
at aftegne Indløbet til en Havn eller Red ved to Rækker af elektriske Glødelamper, som er anbragt under Vandfladen og sender Lys opad, saa at der dannes to Rækker Lyspletter langs Løbet; men da. Lyset svækkes stærkt allerede af ret tynde Vandlag, er det dog tvivlsomt, om der kan komme noget praktisk ud af dette.
     Til de Lys, som straaler Skibene i Møde fra Fyrtaarne, Fyrskibe og Lysbøjer, kommer endnu de Lys, der udsendes af Skibslanterner. Ethvert Skib skal fra Solnedgang til Solopgang føre tændte Lanterner, en grøn paa Styrbordssiden (til højre) og en rød paa Bagbordssiden, et Dampskib tillige en hvid paa Fortoppen. Denne sidste Lanterne skal lyse mod alle fremadgaaende Retninger og tillige 2 Streger (22½ ⁰) bagud for tværs til hver Side. Sidelanternerne har indvendig lange Skærme, såa at man kun lige forfra kan se dem begge samtidig. Forøvrigt naar Lyskredsen fra hver af dem 10 Streger (112½ ⁰) ud til Siden. — Skibe, der ligger til Ankers, skal om Natten føre et hvidt Lys, der er synligt hele Vejen rundt.