1917
16de juni 1917 beslagla Oslo politi flere kufferter tysk kurergods hos et par finner på Grünerløkken. Det var fæle saker.
I flate firkantede bokser lå sprængstoffet tetryl, som bringes til eksplosion ved en mindre tændladning, og da går over til gasarter av enorm ruinerende virkning på omgivelserne. Dåsene var merket med en russisk amunitionsfabriks tal og bokstaver. Til at bære presentene ombord under trøien var der pompadurer med sæle. Der var sindrige tændmekanismer som kunde indstilles på hvilkensomhelst virkningstid fra 3 til 300 timer. Perkutørene var merket fountainpen og andre engelske ord, som skulde utpeke gjerningsmændene. Dynamitknaldperlene fandtes dog desværre indpakket i forholdsvis ferske tyske aviser.
Brandbombene var fyldt med termit, som uten lufttilførsel utfolder intens varme og brænder sig tvers gjennem den tykkeste stålplate. Og der var store mængder «kulbeter», tilsynelatende ganske almindelig Cardiff-kul, til at lægge i kulbunkerne. De sprang ved ophetning, og skulde følgelig sende skib og mandskap tilbunds ved en forfærdelig kjeleeksplosion. Cigaretter, skråtobak og farveblyanter var laget av pulverisert carborundum og parafinvoks. De kunde ikke alene med held anvendes i vore fabrikker, men også ødelægge skibsmaskinens lågere til ubåten kom på siden. Vore firbente hestekræfter var betenkt med sukkerbeter, fyldt med miltbrandbaciller og små glassplinter.
Foruten finnene var den egentlige hovedmand en svenske ved navnet Pehrson. Men sakene var bragt ind i Norge under tysk kurersegl av baron Friedrich Walter von Rautenfels, finsk undersåt, som blev anholdt og utvist for uaktsom opbevaring av ildsfarlige saker.
1917
En anden adelsmand, grev Luxburg, var Tysklands sendemand i Argentina. Endel av hans depecher blev dechifferert i U. S. A. hvor man fandt ut at denne diplomat anbefalte skibene «spurlos versenkt». Det viste sig at det svenske diplomati formidlet grevens post. Det kom jo ikke os ved uten for såvidt som vi fik mange sjøfolk fra sænkede norske skib hjem med uan-tastede svenske fartøier. Men at Tysklands utsending som en kurant affære anbefalte «spurlos versenkt» for at undgå de ubehagelige vidner, bragte jo atter tanken hen på de mange norske skib som forsvandt sporløst i hin tid.
Mine tilføyelser om skipene.